Fra en samtale til en fontæne af ligegyldige ord

At køre taxi er et permanent kursus i at styre sine fordomme.

Alle erhverv har deres erhvervsskader – også de mentale – også hyrevognsfaget. Jeg har mødt folk, som har levet så længe i ensomheden med de flygtige, ofte tavse møder, at deres egne, indre monologer aldrig bliver modsagt. Langsomt bliver taxi-ensomheden måske også en slags fri leg – et frirum, hvor man slipper for idelogiske slagsmål. Langt borte fra mediernes iscenesatte virkelighed. ”Medievirkeligheden” der mest retter sig mod målgrupper. Den der ofte skabes i en symbiose mellem politikere og presse uanset

Den symbiose ser ikke helt så harmonisk ud fra forsædet i en taxi.

Det ene øjeblik hygger du dig med en politiker, som er meget mere rar og nærværende, end medieportrættet af ham eller hende. Det næste øjeblik lytter du til vedkommende i radioen og kan ikke genkende personen du talte med. Fra en samtale til en fontæne af ligegyldige ord.

Eller denne forskel taxifolk imellem: Nu med mig selv i en af hovedrollerne. Global, EU-tilhænger, ”Ja” ved folkeafstemningen – og absolut due i flygtningedebatten. – Og alligevel befinder jeg mig i en dag i et skænderi med en kollega af arabisk herkomst. Han har brudt alle kollegiale aftaler, overhaler uforsvarligt og kører som en selvmordskandidat for at komme først til fadet i byen, inden natten er omme. Han har ikke hørt noget om sådan en slags aftale.

For anden gang i karrieren blev jeg kaldt ” … dit hvide svin .,..! ”

– Det kalder man solidaritet – almindelig god tradition her på egnen, siger jeg og kunne have bidt tungen af mig. For det kan en københavner sige til en granitperker. Men det går ikke i forholdet dansker vs.- ”anden etnisk baggrund”. Det kaldes racisme – og resultatet viste sig dog også med det samme

For anden gang i karrieren blev jeg kaldt ” … dit hvide svin .,..! ”

Men jeg er taxichauffør.

Jeg møder alle slags mennesker.

Og mig ska’ de sgu ikke ta’ røven på!

 

Det er en helt, helt anden virkelighed den her fredag morgen på vej hjem med to unge, der i den grad passer dårlig til billedet af en hårdt presset ungdom. De er på vej hjem fra ”lille fredag” – torsdag aften og nat, hvor værtshuse og barer har designet konceptet til de yngste kunder – på begge sider af de 18 år. Gymnasieelever, der følger så godt med i fraværsprocenten, at de kan tillade sig at pjække på en fredag eller bare møde op med solbriller og mentalt lukkede øjne.

Han er stor i slaget og skal nok betale taxiregningen, der vil løbe op i flere hundrede kroner. De skal helt op i champagne-bæltet. De er ikke kærester og han bruger han sin sociale klasses stil og presser ikke på for at få det ”dyt”, han ellers så uendeligt gerne vil opnå.

Han har stil!

Lytter, spørger ind til hende, mens hun bærer sin brandert, som det må forventes af en frøken – på vej til frue med klasse.

Hun har stil!

Jeg sætter hende af i et vejkryds nær hendes bopæl. Han bliver kørt de sidste kilometer og taler venligt og indholdsløst med mig. Det kan godt være Taxamanden føler sig som en patriark – men denne forestilling er iscenesat som et ægte kunde-leverandør forhold. Sagligt, venligt og en smule køligt. Her er snesevis af arkitektegnede kædehuse i absolut smukt design. Aner ikke hvor i bebyggelsen, jeg er mens jeg glider længere ind i ghettoen.

Og så virker hans betalingskort ikke. Det er noget med en lukket pinkode.

 

– Har du MobilePay, spørger han?

Det har jeg som person, – ikke som taxi. Men det her er reviret for det bedre borgerskab, så jeg tror på manden og vil så betale hans regning med mit kort – når jeg ser hans kvittering for indbetalingen på min konto. Han viser mig den skødesløst men min indre vagthund er vågen og jeg tager hans mobil ind under lampen. Pludselig kan jeg se, at det IKKE er en kvittering men bare beløbet, inden det er sendt. Jeg trykker på send og ser ham pludselig meget ædru på bagsædet.

Nu forstår jeg hvorfor. Hans smartphone meddeler, at der ikke er dækning.

 

– Du må ind til de gamle og vække dem. Skal jeg gå med?

 

Nej, nej, nej, jeg skal nok selv finde ud af det, siger han nervøst, haster ud af taxien og går et par huse hen, mens jeg langsomt følger ham med Merceren. Han kommer hurtigt tilbage. I mørket unde belysningen ser jeg hundredekrone-sedlerne i den blege hånd.

God dag, Danmark.

– sort uheld eller var han ved at tage røven på mig?

 

PS:

Dette blogindlæg har været bragt som en klumme i EB for mere end et år siden. Du kan læse mine klummer i EB hver søndag i tillægget EKSTRA.