Det er øjnene.

Det er ørerne.

Det er næsen.

Og bagefter kommer så hele værktøjskassen med høflighed, nærvær, nysgerrighed. Kunsten – eller kunsthåndværket at være journalist og historiefortæller, bruge sproget bevidst og præcist Sådan er den opskriften på TAXAMANDEN som chauffør, fortæller og skriverkarl.

– – –

Jeg samler ham op på en privatadresse i en af Københavns inderste bykvarterer. En ung, slank mand først i tyverne. En fjerde-g’er eller måske en femte-g’er, er jeg sikker på. En af de unge, der endnu ikke er forpligtet af et studie eller voldsomt forpligtende arbejde.

Om der er røget nogle bajere indenbords? – Det’ da lige meget! Der er fuld power på kroppen og man ta’r bare solbriller på og ser cool ud, uden at man opdager de røde, søvnige øjne. Den er god nok! Han er glad og løftet – og en anelse beruset.

Men næsen fortæller mig, at det ikke er alkohol han kører på her i den sene nattetime. Ingen lugt af meget øl. Ingen udåndinger med den sure duft af rødvin. Ingen spritdampe. Blot en let, sød duft af den fjollede tobak. Jo, den er god nok. Han har røget ”en fed”. Den kendsgerning slå mig ikke af pinden. Jeg er fra 70’erne og hører til rusmiddel-liberalisterne. Jeg synes cannabis burde legaliseres. Indlysende til medicinsk brug, hvor der jo er prikket hul på ballonen. Men egentlig også som almindeligt rusmiddel – også for at få stoppet hele det gangstervælde, der skaffer de raffinerede topskud ulovlig og strafbart ind i landet.

Få nu det afkriminaliseret, som aldrig kan stoppes!

Det er ikke min næses erkendelser, der bringer hash-emnet på bane. Det er kunden selv, der lukker op for en historie om det svære skridt at blive voksen. Om ikke at kunne slippe drengerøven. Om at nærme sig en erkendelse af, at det frie liv med vennerne er ved at blive for meget. Det sjove er ved at blive en kende for skævt. Sabbatåret er blevet til snart 4 år uden en afklaring af, hvad det egentlig er, han vil med sit liv.

Han er nøgtern og ikke klynkende – nærmest lidt flov over ikke at komme videre. Og udfordringen er hans egen. Han kommer fra et hjem med gode forhold, uden skilsmisser og svigt – og en vis tolerance overfor, at det med at blive voksen kan foregå i forskellige hastigheder.

– Et eller andet sted har jeg nok været for forkælet i min skolegang. Jeg er rimeligt kvik i pæren – også til de hårde, naturvidenskabelige fag; alt det som systemet efterlyser i dag. Jeg var rigtig god til matematik, fysik og kemi i både folkeskolen og i gymnasiet. Men jeg ville først og fremmest have det sjovt og lavede ikke en skid. Og så endte jeg alligevel med gode karakterer. Efter studentereksamen startede jeg hårdt op med naturvidenskab på højt niveau – og med samme, lave arbejdsmoral. Det gik slet ikke. Jeg tabte hurtigt pusten og måtte afbryde studiet. Skulle bare have lidt længere frihed fra uddannelse, – troede jeg- Men det enkelte år ”off”, som nu er blevet til flere.

Undertiden fylder hans hashforbrug alt for meget med flere joints nærmest hver dag. Han har også snuset til det, der er værre. Netop brugt næsen til det hvide kokain, som du finder billigt i nattelivet over hele landet.

– Men det ”til næsen” er jeg stoppet helt med efter at have prøvet det nogle gange. Det er sgu for fedt og for farligt. Og jeg har desværre også set et par af mine venner slippet selvkontrollen – og det ser sgu ikke godt ud for dem. Dér VIL jeg ikke ende.

Forældrene har han kunnet holde hen ved at bagatellisere om angst af hashforbruget. Men han er begyndt at mærke deres tvivl. Bekymring som bliver til irritation. Skiftende arbejde, som ikke engagerer ham. Fastfrosset hos far og mor, fordi det er det letteste. Og så gutterne omkring de hjemmerullede ”hvide pinde”- et socialt liv, som gør de fleste af ugens dage til festdage.

Inden turen er slut, spørger han mig pludselig direkte, hvad jeg synes, han skal gøre. Jeg kigger på ham. Og kigger bort igen, fordi jeg pludselig ser et vemod, der kunne blive til tårer.

Hans spørgsmål er ved at sætte mig skakmat, for jeg er jo hverken psykolog, pædagog – eller hans far. Og jeg kender jo ikke fyren. Det er sikkert både angsten for pinlig stilhed og mit omsorgsgen som gør, at jeg ikke vil være tavsheden bekendt.

– Jeg har ikke pillet et eneste ord ud af dig. Du siger det selv: Ryger for meget, og du ved det. Du vil gerne videre – og du har en god hjerne, der kunne stampe visionerne frem.

Aner ikke, hvad jeg skal sige. Så falder der nogle ord ned fra himlen. Ikke mine egne. Blot et citat.

– Er det ok, at morfar synger et par strofer god dansk popmusik

Kunden kigger på mig og smiler, mens jeg imiterer forsanger Brandt, der evner at give popmusik mening.

– ” Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

før det er forbi ….”

– – –

PS: du er altid velkommen til at dele min klumme. Det er ulige sjovere at skrive til masserne 😊