Både lille- og storesøster er forventningsfulde inden taxituren med mor til lufthavnen. De er 7 og 10 år og lige netop i den alder, hvor begejstring eller oplevelser-lige-om-lidt sætter fuld gang i energien. Mor tager sig naturligvis af logistik og papirer og sørger for, at alt er ansvarligt lukket og slukket, inden rejsen. Først den korte tur i taxi til lufthavnen. Og så den definitive del af rejsen, hvorefter, der ikke længere er mulighed for at lukke vinduer eller skrue op for en radiator.

Oppe i flyet – og så kalder de varme lande.

Lillesøster er lidt besværlig. Snerrer lidt og er givetvis den blødeste af de to søskende.

Jeg har sat hende på en af Mercerens indbyggede, forhøjede børnesæder. Hjulpet hende med at spænde sikkerhedsselen og småsludrer, mens mor og storesøster iler frem og tilbage i morgenmørket. Jeg får de taknemmelige øjne fra mor, der lige netop kan bruge 5 minutter til at få overblik over situationen.

Den lille sidder i stolen og er ikke til at aftvinge så meget som skyggen af et smil.

– Glæder du dig til at komme ned i varmen?

 Hun svarer ikke med ord, men nikker blot, mens munden stadig er stram, som var hun en ældre dame.

– Ah, det lyder godt. Jeg ville ønske, det var mig siger jeg og kommer med et næsten provokerende optimistisk smil. Den køber den unge dame ikke. Hun er udmærket klar over, at jeg forsøger at trække en tilstræbt harmoni ind over hendes liv nu. I et sekund ser jeg den usynlige taleboble over hendes kønne ansigt.

 – Hvis du skal fedte, må du nøjes med min mor. Jeg er ikke til salg for smiger kl. 5,30 om morgenen

 

Den kvindelige autoritet kan være skarp som en jagtkniv – også når du blot er en meget ung kvinde på syv år. Jeg kapitulerer og undertvinger en irritation. Jeg har aldrig været særlig god til sure børn – mine tøser vil fortælle til deres børn engang: – Jeres morfar kunne mest af alt provokere med sin morgenfriskhed. Det var ganske forfærdeligt.

Jeg trækker mig!

 

Af en eller anden intuitiv grund, kommer jeg til at tænke på min hustru. Jeg tror det er den tilstundende ferierejse for mor og døtre – morgenens tidlige kunder – der tænder min sentimentale åre. Taxamandens frue er med en veninde i Indien. Men nu vil det sgu passe mig meget godt, at hun snart vender hjem igen. Jeg har altid ment, at det gode ægteskab bliver endnu bedre af, at vi af og til er fra hinanden. Jeg tror det er gensidigt. Kærlighed kræver paradoksalt nok resonans i den elskedes fravær. Men det behøver ikke kræve så intellektuel forklaring – snarere en slags snusfornuft: Det er godt at mærke, hvorfor man egentlig hører sammen?

Nu har pizzabakkerne stået fremme de ekstra, to dage, der markerer min drøm om at gøre, hvad fanden, der passer mig.

… skænderier, som jo udebliver, fordi der mangler en kombattant på hjemmefronten.

Nu er jeg træt af katten ”Frandsen”, der savner madmoren, som var hun hendes egen biologiske, der for længst er glemt i den civiliserede minitigers korte hukommelse.

Nu har jeg glemt alt om befrielsen over de småtrætte skænderier, som jo udebliver, fordi der mangler en kombattant på hjemmefronten.

Og mest af alt. Min kone og kæreste bliver for hver dag smukkere og smukkere end de billeder på væggen, som jeg hver morgen siger ordløst farvel til. Savnet ER ved at indtage sin plads i mit liv – blot 9 dage efter hun rejste med løftet om at vende hjem igen.

Det er jo patetisk.

Eller kald det bare kærlighed!

Alt er pakket og klart. Tøserne er sikkert fastspændte på bagsædet. Og moder sukker tydeligt og meget dybt, da jeg kører bort fra den pæne lejlighed i forstaden.

 – Man kalder det ferie, siger hun og smiler indforstået til mig.

 Storesøster smiler – er bare glad. Og lillesøster er fortsat mut og stille. Det må hun om, og mor og taxamanden forsøger bare at overse den tilsyneladende surhed. Nu skal familien på ferie, og nu er vi alle glade.

 Vi sunder os i bilen og siger ikke så meget. På vejen langs Øresund mod lufthavnen aner man en rødlig farve od øst. Om bare en måned eller halvanden går vi ind i Taxamandens yndlingsårstid; Foråret, hvor arbejdstiden sikrer masser af solopgange, der bare lige giver den der fornemmelse af, at livet er værd at leve. I farver og med hele svineriet.

Så hører jeg et snøft. Måske bare en fejltagelse – nej nu er det rigtigt. Lillesøster, den forknytte, sidder og græder stille. Ikke hysterisk men nærmest hjerteskærende.

 – Hvad er der dog, min skat?

 Den lille pige snapper efter ordene og kan kun lige bevare fatningen-.

 – Jeg savner den. Jeg savner Nougat.

Det kan godt være, at familien er i ophidselse over ferien, swimmingpoolen og chips og is ”all inclusive”. Mern lige nu tænker pigen bare på den nyerhvervede kanin, Nougat. – Nougat, den fik navnet på grund af de brune og mørke striber i pelsen. Den ligner mest af alt et stykke af de sødeste slik. Den har været i familiens eje i blot en måned, og gode naboer har for længst lovet at tage sig af den

 – Jeg savner den bare så meget. Og jeg har kun været borte fra den i ti minutter. Hvordan skal jeg dog klare det en hel uge?

 

Nu hulker hun højlydt.

En skide kanin, for pokker!

Moderhjertet er selvfølgelig intakt, men øjnene trætte og fortæller noget i retning af: Først plagede du i månedsvis for at få den kanin og nu er det altså et problem, at du har fået den.

En skide kanin, for pokker!

Så er det jeg tænder for min indre morfar. Og jeg kan ikke lade være at fortælle historier om at savne. Der bliver måske spillet lige vel meget på de sentimentale strenge af violinen. Den lille pige siger ikke noget men lytter bare.

Og jeg slutter af med historien om min kone – om at jeg for bare nogle minutter siden savnede hende og allerede glæder mig til at hente hende sidst på ugen.

 

– Så er der gået 14 dage. Men du skal bare savne Nougat en uge.

 

Jeg tror pointen er hjemme, så vi begge tror på den.

 

At savne – det er jo bare at mærke kærligheden.