Det er en vild historie i det HELT almindelige Danmark. De er stukket af fra deres midlertidige hjem, men personalet har fundet dem. Og det er ret godt, for de er begge – mand og kone – langt oppe i firserne. Og de er demente…..
Alle kender fornemmelse af de oplevelser, som både er barokke og et egentligt grin – et højt grin værd. – Og samtidigt – en hændelse som helt objektivt har tragediens anatomi. Sådan er min oplevelse denne gang. Meget hurtigt har følelsen af den skæve humor – og så en vemodig eftertænksomhed over baggrunden for den barokke hændelse.
En yngre dame sætter sig ind i Merceren et sted i Københavns velbjergede yderkant. Hum beder om at blive kørt til et aflastningshjem i en af de nordlige forstæder. Efter de sædvanlige, indledende bemærkninger, tvinger min nysgerrighed til at spørge hende, om hun arbejder på det aflastningshjem, som er målet for turen.
Det er hun – ansat – og hun fortæller om en noget speciel dag i hendes liv, hvor hun har jagtet to forsvundne beboere – og fundet dem. – Men ingen kan lige nu overtale dem til at tage fra deres permanente bopæl til aflastningshjemmet. De er begge ældre, de er til genoptræning – og begge ægtefællerne er demente i forskellig grad.Denne morgen har de simpelthen besluttet at rømme deres midlertidige hjem. De er gået ned i receptionen, er kommet med en eller anden søforklaring som begrundelse for at tage af sted – totalt overbevisende – og herefter forsvundet uden at sige hvorhen. Min kunde i taxaen har fundet dem – i deres egentlige hjemme-omgivelser. De er demente og kan i princippet ikke tage fuldt vare på sig selv. Men de er jo ogsså frie mennesker – og er stukket af fra samfundets tilbud om bat tage vare på dem. De vil bare ikke, – slut! Som en slags ældreudgave af ”Bonnie og Clyde” – helt uden krudt, kugler og pludselig død – har de besluttet i en blanding af sygdom, intuition og vilje at stå af ”systemet”.
Mit farmor-minde er svøbt i farven lilla. Og lyseblåt, – som de musselmalede tekopper, hun havde arvet fra sin rige kusine
. Jeg kan jo for fanden ikke lade være med at le indvendigt. Men jeg har mine grunde til at sætte grænser for latteren. Min farmor døde for mange år siden efter en halv snes år af tiltagende demens. Min faster døde i efteråret af Alzheimers. Og en af mine allernærmeste er i dag ramt af snigende demens. Enkeltepisoder kan være barokt sjove. Min farmor, f.eks. , havde en praksis, hvor hun hver eneste gang, vi besøgte hende på plejehjemmet, bad os om at skrive om hvem vi var og hvad vi talte om. Det blev med årene til en række af ”dagbøger”, som hun kunne læse igen og igen – hver gang som en førstegangsoplevelse. Hun elskede denne uendelige perlekæde af besøg. Ligesom hun elskede os alle og strålede som en sol. – Denne lille, kraftige kvinde med lilla sjal, lilla bluser – og lilla-gråt hår. Mit farmor-minde er svøbt i farven lilla. Og lyseblåt, – som de musselmalede tekopper, hun havde arvet fra sin rige kusine og med respekt bragte med sig rundt i livet – hvor hun end skulle bo. Hun opretholdt livsglæden – og holdt sig selv i live ved at fastholde de mange kærlighedsøjeblikke med de børn, svigerbørn og børnebørn hun fik besøg af – og elskede. Smukt, smukt – men jo også med en skygge af tragedie, for det var jo også begyndelsen af hendes livsafslutning. Og så oplevelsen med min faster og den deciderede Alzheimers-sygdom som ramte en kvinde, der med kærlig hånd styrede både sin håndfuld af brødre og sin egen familie. Egentlig en ret håndfast rolle, som så mange mennesker nød glæde af og alle stort set accepterede. Og måske netop derfor, var det alt andet end smukt at se HENDE fade ud i takt med sygdommens fortæring af hendes tænkeevne og selvkontrol.
– Det er en ret hård skæbne, når begge ægtefæller rammes af demens, fortæller min kunde i taxaen. Også fordi de sammen kan blive MEGET dygtige til at give verden et billede af, at de er i fuld kontrol – selv om det bare ikke er sandt. Så vi skal prøve at finde en mellemproportional mellem deres selvbestemmelse og deres manglende evne til at tage vare på sig selv.
Den ansatte på aflastningshjemmet kunne IKKE overtale de to ældre til at tage tilbage til genoptræningen. En kontakt til de ældres nærmeste pårørende virkede heller ikke. Han kunne ikke overtale dem. De vil blive i deres hjem med det liv, de nu engang kan overskue. Færdig, slut og basta!
Hvordan historien er endt, fortoner sig.
Det er til gengæld ret indlysende, hvorfor man kalder demens for ”de pårørendes sygdom”.
Da de gamle tog flugten
Det er en vild historie i det HELT almindelige Danmark. De er stukket af fra deres midlertidige hjem, men personalet har fundet dem. Og det er ret godt, for de er begge – mand og kone – langt oppe i firserne. Og de er demente…..
Alle kender fornemmelse af de oplevelser, som både er barokke og et egentligt grin – et højt grin værd. – Og samtidigt – en hændelse som helt objektivt har tragediens anatomi. Sådan er min oplevelse denne gang. Meget hurtigt har følelsen af den skæve humor – og så en vemodig eftertænksomhed over baggrunden for den barokke hændelse.
En yngre dame sætter sig ind i Merceren et sted i Københavns velbjergede yderkant. Hum beder om at blive kørt til et aflastningshjem i en af de nordlige forstæder. Efter de sædvanlige, indledende bemærkninger, tvinger min nysgerrighed til at spørge hende, om hun arbejder på det aflastningshjem, som er målet for turen.
Det er hun – ansat – og hun fortæller om en noget speciel dag i hendes liv, hvor hun har jagtet to forsvundne beboere – og fundet dem. – Men ingen kan lige nu overtale dem til at tage fra deres permanente bopæl til aflastningshjemmet. De er begge ældre, de er til genoptræning – og begge ægtefællerne er demente i forskellig grad.Denne morgen har de simpelthen besluttet at rømme deres midlertidige hjem. De er gået ned i receptionen, er kommet med en eller anden søforklaring som begrundelse for at tage af sted – totalt overbevisende – og herefter forsvundet uden at sige hvorhen. Min kunde i taxaen har fundet dem – i deres egentlige hjemme-omgivelser. De er demente og kan i princippet ikke tage fuldt vare på sig selv. Men de er jo ogsså frie mennesker – og er stukket af fra samfundets tilbud om bat tage vare på dem. De vil bare ikke, – slut! Som en slags ældreudgave af ”Bonnie og Clyde” – helt uden krudt, kugler og pludselig død – har de besluttet i en blanding af sygdom, intuition og vilje at stå af ”systemet”.
. Jeg kan jo for fanden ikke lade være med at le indvendigt. Men jeg har mine grunde til at sætte grænser for latteren. Min farmor døde for mange år siden efter en halv snes år af tiltagende demens. Min faster døde i efteråret af Alzheimers. Og en af mine allernærmeste er i dag ramt af snigende demens. Enkeltepisoder kan være barokt sjove. Min farmor, f.eks. , havde en praksis, hvor hun hver eneste gang, vi besøgte hende på plejehjemmet, bad os om at skrive om hvem vi var og hvad vi talte om. Det blev med årene til en række af ”dagbøger”, som hun kunne læse igen og igen – hver gang som en førstegangsoplevelse. Hun elskede denne uendelige perlekæde af besøg. Ligesom hun elskede os alle og strålede som en sol. – Denne lille, kraftige kvinde med lilla sjal, lilla bluser – og lilla-gråt hår. Mit farmor-minde er svøbt i farven lilla. Og lyseblåt, – som de musselmalede tekopper, hun havde arvet fra sin rige kusine og med respekt bragte med sig rundt i livet – hvor hun end skulle bo. Hun opretholdt livsglæden – og holdt sig selv i live ved at fastholde de mange kærlighedsøjeblikke med de børn, svigerbørn og børnebørn hun fik besøg af – og elskede. Smukt, smukt – men jo også med en skygge af tragedie, for det var jo også begyndelsen af hendes livsafslutning. Og så oplevelsen med min faster og den deciderede Alzheimers-sygdom som ramte en kvinde, der med kærlig hånd styrede både sin håndfuld af brødre og sin egen familie. Egentlig en ret håndfast rolle, som så mange mennesker nød glæde af og alle stort set accepterede. Og måske netop derfor, var det alt andet end smukt at se HENDE fade ud i takt med sygdommens fortæring af hendes tænkeevne og selvkontrol.– Det er en ret hård skæbne, når begge ægtefæller rammes af demens, fortæller min kunde i taxaen. Også fordi de sammen kan blive MEGET dygtige til at give verden et billede af, at de er i fuld kontrol – selv om det bare ikke er sandt. Så vi skal prøve at finde en mellemproportional mellem deres selvbestemmelse og deres manglende evne til at tage vare på sig selv.
Den ansatte på aflastningshjemmet kunne IKKE overtale de to ældre til at tage tilbage til genoptræningen. En kontakt til de ældres nærmeste pårørende virkede heller ikke. Han kunne ikke overtale dem. De vil blive i deres hjem med det liv, de nu engang kan overskue. Færdig, slut og basta!
Hvordan historien er endt, fortoner sig.
Det er til gengæld ret indlysende, hvorfor man kalder demens for ”de pårørendes sygdom”.
Gode morgen, Danmark!
Til alle – såvel de klare som de uklare sjæle.
Taxamand
Next ArticleEn muslim, en granitperker, en oldkristen - og en revolution....