HVIS der i dette mini-essay fra Taxamanden forekomme ytringer, som kunne forstås som arrogante eller nedladende overfor mit norske broderfolk, så beder jeg om forladelse.
Det er snarere et post-kolonialistisk hovmod fra en tid, hvor vi var størst og mest moderne her i det latterlige land, hvor det højeste bjerg (Ydding Skovhøj er godt 172 meter (inkl. Menneskeskabt gravhøj) målt mod Galdhøpiggens knap 2.500 meter.
Danmark er et marskland, en sandbanke målt op mod de ægte nordiske højder
Hvis der vil falde ganske få ord om risikoen ved den norske olie-rigdom, kan jeg nok ikke frigøre mig fra en snert af misundelse.
Så er det sagt – og indrømmet.
Det var en ondskabsfuld bemærkning: ”… hvis verden går under, så tag til Norge, for der er de altid et par år bagud…”
Den morsomhed vil jeg aldrig, aldrig, aldrig gentage mere. Den kommer fra den kluntede tykke dreng i klassen, der er med et sus er blevet overhalet at den slanke, hurtigløbende fætter på ski i de norske fjelde. Den vittighed tilhører taberen! Grinet tilhører vinderen.
Nordmændene er glade. Olien har gjort hver nordmand til millionær
Jeg fik sandheden at føle, da en af kollegerne forlod taxiverdenen efter et tilbud om job i Oslo. Herhjemme var han tidligere blevet fyret som systemansvarlig i en større dansk IT-baseret virksomhed. Så blev taxien hans redning for at få kronerne hjem. – Og så kom tilbuddet fra Norge. – Og jeg kunne konstatere, at han kunne opnå en løn som en chef i DR. Og de er ganske vellønnede. Selv var han ikke akademiker og ikke faglært indenfor sit felt. Han var kursusuddannet med diverse certifikater. Og fuld honnør for det. Da efter kontraktens underskrift i en international teknologivirksomhed i den norske hovedstad spurgte lidt nysgerrigt til, hvorfor de dog ansatte danskere, svarede de ærligt. Der var ikke rigtigt nogle nordmænd med de nødvendige kompetencer, som gad den slags jobs.
Min kollega indtog fremmedarbejderens rolle – til mere end det dobbelte af en taxichaufførs månedlige betaling!
Jeg kører fra lufthavnen med en norsk ingeniør, som arbejder for en norsk producent af brandsikrede døre. De får EU-testet deres døre på det relevante institut her til lands. Noget med at lade ild brænde op ad en dør og se, hvor lang tid den pågældende dør kan holde ilden ude-. Døren skal sikre mod gennembrænding et vist antal minutter – men også i Norge skal produktionen optimeres. Så opgaven er: Hvor LIDT materialer kan man nøjes med for at opnå den lovpligtige sikring?
Og hvorfor denne test i Danmark? –Den er billigere. Langt billigere.
Den norske kunde bekræfter, at dyrtiden i den grad har ramt kongeriget mod nord, som vi mistede til svenskerne for 200 år siden og som blev endeligt selvstændigt for knap 110 år siden.
Sidste år tjente hans kammerat – (ikke-chefstilling) – en årsløn på 2,9 mio. norske kroner.
– Lad mig sige det på den måde. Hvis ikke vi for nogle år siden var skiftet fra konventionel produktion af døre til specialprodukter, var virksomheden død i dag. Vore lønninger er alt, Alt for høje til almindelig industriproduktion. Og det der jo fint nok, for vi har vore enorme oliepenge.
Han giver nogle eksempler på lønniveauer:
Der er ret stor forskel på lønnen i de helt små samfund og i de store byer. En ufaglært i de mindste, lavtlønnede samfund skal have mindst 400.000 kr. om året. Og de ufaglærte i olieindustrien – også dem på land kan snildt tjene over 600.000 kr. om året.
En af hans venner er ingeniør som ham selv. Han arbejder i olieindustrien – off-shore. Det vil sige ude på olieriggene og han går til den, fordi han ikke har børn og kone, der venter derhjemme. Han har IKKE chefstatus. Sidste år tjente hans kammerat en årsløn på 2,9 mio. norske kroner.
Min norske passager er sådan set ikke grund-bekymret for udviklingen i hans land. Han mener snarere, at den udvikling er uundgåelig, når et land har så store penge i statens varetægt.
Nordmændene har penge nok i oliefonden til at købe 219 Storebæltsbroer…!
(Ifølge DR nyheder, er fonden i dag på mere end 5.000 milliarker kroner. Blev pengene udbetalt, ville der blive ca. en million til hver normand! Købekraften er voldsom. For fondens penge, kunne nordmændene købe 219 Storebæltsbroer – eller hvis landet ville investere som det upopulære Goldmann Sachs i det danske energiselskab. Broderpenge har penge nok til at købe ind, hvad der ville svare til Goldmann Sach’s andel af DONG – 586 gange!
Puha, hvordan undgår de dog det kendte syndrom fra de nordafrikanske oliestater, hvor folket ikke gider almindeligt arbejde og overlader det kedeligste til andre, fattige lande i Nordafrika – eller til arbejdere fra det fattigere Asien.
– Det tænker vi faktisk en del over derhjemme, siger min kunde, inden turen er slut og den ydmyge taxamand siger farvel til min guldrandede, norske gæst. Vi må bearbejde risikoen ved de mange penge, som vi jo grundlæggende er enige om på tværs af politiske skel, ar vi skal investere og bruge, når det sorte guld er ved at være opbrugt. Vi må gøre det ved at tale om risikoen åbent. Risikoen for, at vi simpelthen bliver for dovne.
De rige nordmænd – bli’r de for dovne?
Skill
50%
HVIS der i dette mini-essay fra Taxamanden forekomme ytringer, som kunne forstås som arrogante eller nedladende overfor mit norske broderfolk, så beder jeg om forladelse.
Det er snarere et post-kolonialistisk hovmod fra en tid, hvor vi var størst og mest moderne her i det latterlige land, hvor det højeste bjerg (Ydding Skovhøj er godt 172 meter (inkl. Menneskeskabt gravhøj) målt mod Galdhøpiggens knap 2.500 meter.
Danmark er et marskland, en sandbanke målt op mod de ægte nordiske højder
Hvis der vil falde ganske få ord om risikoen ved den norske olie-rigdom, kan jeg nok ikke frigøre mig fra en snert af misundelse.
Så er det sagt – og indrømmet.
Det var en ondskabsfuld bemærkning: ”… hvis verden går under, så tag til Norge, for der er de altid et par år bagud…”
Den morsomhed vil jeg aldrig, aldrig, aldrig gentage mere. Den kommer fra den kluntede tykke dreng i klassen, der er med et sus er blevet overhalet at den slanke, hurtigløbende fætter på ski i de norske fjelde. Den vittighed tilhører taberen! Grinet tilhører vinderen.
Nordmændene er glade. Olien har gjort hver nordmand til millionær
Jeg fik sandheden at føle, da en af kollegerne forlod taxiverdenen efter et tilbud om job i Oslo. Herhjemme var han tidligere blevet fyret som systemansvarlig i en større dansk IT-baseret virksomhed. Så blev taxien hans redning for at få kronerne hjem. – Og så kom tilbuddet fra Norge. – Og jeg kunne konstatere, at han kunne opnå en løn som en chef i DR. Og de er ganske vellønnede. Selv var han ikke akademiker og ikke faglært indenfor sit felt. Han var kursusuddannet med diverse certifikater. Og fuld honnør for det. Da efter kontraktens underskrift i en international teknologivirksomhed i den norske hovedstad spurgte lidt nysgerrigt til, hvorfor de dog ansatte danskere, svarede de ærligt. Der var ikke rigtigt nogle nordmænd med de nødvendige kompetencer, som gad den slags jobs.
Min kollega indtog fremmedarbejderens rolle – til mere end det dobbelte af en taxichaufførs månedlige betaling!
Jeg kører fra lufthavnen med en norsk ingeniør, som arbejder for en norsk producent af brandsikrede døre. De får EU-testet deres døre på det relevante institut her til lands. Noget med at lade ild brænde op ad en dør og se, hvor lang tid den pågældende dør kan holde ilden ude-. Døren skal sikre mod gennembrænding et vist antal minutter – men også i Norge skal produktionen optimeres. Så opgaven er: Hvor LIDT materialer kan man nøjes med for at opnå den lovpligtige sikring?
Og hvorfor denne test i Danmark? –Den er billigere. Langt billigere.
Den norske kunde bekræfter, at dyrtiden i den grad har ramt kongeriget mod nord, som vi mistede til svenskerne for 200 år siden og som blev endeligt selvstændigt for knap 110 år siden.
– Lad mig sige det på den måde. Hvis ikke vi for nogle år siden var skiftet fra konventionel produktion af døre til specialprodukter, var virksomheden død i dag. Vore lønninger er alt, Alt for høje til almindelig industriproduktion. Og det der jo fint nok, for vi har vore enorme oliepenge.
Han giver nogle eksempler på lønniveauer:
Der er ret stor forskel på lønnen i de helt små samfund og i de store byer. En ufaglært i de mindste, lavtlønnede samfund skal have mindst 400.000 kr. om året. Og de ufaglærte i olieindustrien – også dem på land kan snildt tjene over 600.000 kr. om året.
En af hans venner er ingeniør som ham selv. Han arbejder i olieindustrien – off-shore. Det vil sige ude på olieriggene og han går til den, fordi han ikke har børn og kone, der venter derhjemme. Han har IKKE chefstatus. Sidste år tjente hans kammerat en årsløn på 2,9 mio. norske kroner.
Min norske passager er sådan set ikke grund-bekymret for udviklingen i hans land. Han mener snarere, at den udvikling er uundgåelig, når et land har så store penge i statens varetægt.
(Ifølge DR nyheder, er fonden i dag på mere end 5.000 milliarker kroner. Blev pengene udbetalt, ville der blive ca. en million til hver normand! Købekraften er voldsom. For fondens penge, kunne nordmændene købe 219 Storebæltsbroer – eller hvis landet ville investere som det upopulære Goldmann Sachs i det danske energiselskab. Broderpenge har penge nok til at købe ind, hvad der ville svare til Goldmann Sach’s andel af DONG – 586 gange!
Puha, hvordan undgår de dog det kendte syndrom fra de nordafrikanske oliestater, hvor folket ikke gider almindeligt arbejde og overlader det kedeligste til andre, fattige lande i Nordafrika – eller til arbejdere fra det fattigere Asien.
– Det tænker vi faktisk en del over derhjemme, siger min kunde, inden turen er slut og den ydmyge taxamand siger farvel til min guldrandede, norske gæst. Vi må bearbejde risikoen ved de mange penge, som vi jo grundlæggende er enige om på tværs af politiske skel, ar vi skal investere og bruge, når det sorte guld er ved at være opbrugt. Vi må gøre det ved at tale om risikoen åbent. Risikoen for, at vi simpelthen bliver for dovne.
God morgen, Danmark
– Og Norge. Og bliv nu ikke for slappe
Taxamand
Next ArticleDen sidste modstandsmand