Hun er ”kun” 92!

Og hun er fuld af fortællelyst.

Jeg ser det stærke kærlighedsgen allerede på 4. sal i lægekonsultationen.

Det oser ud af hende, at hun meget tidligt i livet tog en beslutning at tage det her liv, som det nu engang kommer og så prøve at få en hel og lang historie ud af det.

– I aften kommer et af mine børnebørn og laver mad til mig. Det er altså det rareste. Deres mor blev skilt, da de var ganske små, og så var de jo ofte hos mig i en periode. Det var jo hårdt for dem, selv om det er mange, mange år siden. Jeg tror, det har givet os en særlig fortrolighed. Jeg har tre børn, 12 børnebørn og 10 oldebørn, men hende, der kommer i aften, har jeg et særligt forhold til. Af og til kommer hun og laver mad til mig, så vi kan spise sammen. Hun laver de sjoveste små retter, så det er en oplevelse hver gang.

Vi stavrer ned ad gangen fra konsultationen og til elevatoren i den travle kontor- og servicebygning, hvor også læger og tandlæger holder til. Jeg vil nødigt tegne et billedet af mig som et særligt elskværdigt mennesker. Det ville simpelthen ikke svare til den fulde sandhed om Taxamanden.

Og i virkeligheden giver disse ”stavre-ture” og køreture med de gamle oldemødre meget mere end ros for min tillærte høflighed. I mit hjem med majoren og gårdejeren for den ene ende af spisebordet og plejehjemsforstanderinden for den anden – var der ikke så megen abstraktion i det der med at være høflig mod de gamle damer. Faktisk tillod min mor ikke at sige ”gamle” – hun mente ”ældre” var det rette begreb. Der skulle et halv liv og et forsinket ungdomsoprør til for at jeg tillod mig at bruge ordet gammel – igen.

 

– Må jeg give Dem en arm, frue.

 

Hun siger ja ved blot at stikke den bøjede albue frem. Og denne høflighedsfrase belønnes så rigeligt af hendes forårssol-smil og de beundrende blikke fra damerne i elevatoren.

Ja, jeg scorer billige point lige nu Man kan også sige, at bruger løs af belønningen i servicebranchen.

 

I virkeligheden er jeg vild med disse rituelle høflighedsfraser. Jeg tror mine prøjsiske gener slår igennem. Og så legitimerer noget vi alle har brug for. Berøringen og den fysiske varme fra andre mennesker. Jeg tror man skal meget langt ned i underbevidsthedens dybeste filippinergrav for at læse noget erotisk i den berøring. Den er mere i familie med berøringen af det spæde barn end af fraværet af erotik i det ensomme menneskes liv. Og det er ikke bare rart for den gamle kone, der for sjældent får lov til at støtte sig til en mand. Jeg nyder også hendes arm. Ikke bare stukket høfligt frem.

Vi holder fast i hinanden.

Begge.

 

Hendes liv har være hårdt, hvis man måler i dagens alen.

Da hun var 3 og hendes lillebro var blot 14 dage gammel, døde hendes mor. Det var en dyb tragedie for en far at skulle være alene med to spæde børn.

 

– Hans mor – min farmor – var selv enke og havde fået, hold dig fast, 14 børn. Som ung havde hun arbejdet hårdt som malkepige på Bregentved gods på Sydsjælland. Og min far var den yngste af de børn, hun fik. Men hun slap ikke omsorgen for sine børn. Så hun solgte sit lille hus i Haslev og flyttede ind hos min far og os to små, moderløse unger.

 

– Hun var vel en skrap kone med alle de børn, hun havde opdraget – og så jer to, da menageriet ellers skulle være overstået.

 

– Overhovedet ikke. Hun var godheden selv og havde bare tag på det der med børn. Passe dem, opdrage dem, vise dem omsorg. Hun var den bedste erstatning for en mor, vi ikke fik lov at vokse op med. Modsætningen var min mormor, som jeg også boede hos en periode, fordi hun ville have det sådan. Hun var kold, meget kold. Og på en eller anden måde var stemningen helt tosset. Det lå i luften hos hende, at min lillebror var skyld i min mors død, fordi hun døde i barselsseng med ham. Det var jo en syg måde at tænke på.

 

Hun fortæller videre om sine to bedstemødre, der var så forskellige. Farmoderens ydmyge kærlighed til børn og livet. Hun gik i kirke hver søndag og beundrede Christian Bartholdy, den lokale præst i Haslev, der blev kendt som den – på den tid – ret liberale leder af Indre Mission. Og så passede hun med stor glæde de børn, som Vorherre skænkede hende.

Mormoren var hendes menneskelige modstykke:

 

Det lille skravl får du nok svært ved at holde liv i!

– Jeg glemmer ikke, da hun så mit eget første barn, som jeg fik allerede som 17-årig. Det var en datter og hun var temmelig lille ved fødslen. Min mormor gik hen til barnesengen og kiggede ned i den og sagde: –

 

– Det lille skravl får du nok svært ved at holde liv i!

 

Det var jo en grusom bemærkning for en meget, meget ung mor

Hun fortsætter sin krønikefortælling hele taxituren til hendes bopæl. Måske er det den lidt klarere udsigt til livets slutning – nogle historier, der SKAL fortælles, som klemmer sig på. Måske det frisatte menneskes fortællelyst, – noget som i virkeligheden bor i de fleste mennesker. Nu er det for sent at holde på formerne og være flov over nederlagene. Måske er det på tide at holde fast i, at det trods alt var rejsen værd.

– Også selv om hendes mand – den ene gennem hele livet – for længst er død.

– Også selv om en søn – den eneste – døde som junkie på et af Hovedbanegårdens toiletter.

– Også selv om ens datter har en kræft, som vist ikke kan kurreres.

 

Der er masser af smerte i den gamle kones liv.

Men så er der de mange børnebørn og oldebørn, som hun er stolt af. Også selv folkepensionen ikke holder til at samle dem alle igen. Så de kommer stykvis – nogle oftere end andre.

Mest trofast er barnebarnet, som kommer med omsorgen og de små, spændende retter i aften. Hun glæder sig. – Nej ikke som et lille barn men netop som en gammel kone-

Jeg kører ind i ældrebebyggelsen, hvor hendes meget lille rækkehus er ved at blive ordnet af havemanden. Nyt knust granit i de små bede. Det dræner jorden bedre – og det holder ukrudtet nede.

Nu smiler hun endnu mere.

Det klæder hende, tænker jeg og kan ikke selv holde smilet tilbage, da jeg vinker til hende gennem sideruden

I den sindsstemning elsker jeg mit arbejde!

 

God morgen, Danmark

– især til de gamle koner.