Det er meningsløst. Det er forfængeligt. Det er latterligt.

Det er vel dybest set noget af det mest meningsløse, du kan beskæftige dig med: At forholde sig kritisk, bekymret til noget så uigendriveligt som din egen alder. Alligevel kommer det snigende som en menneskelivets listetyv. Du blev født, du voksede op, du voksede op, gjorde karriere, skabte børn – og banko!

Rent intellektuelt har jeg et fuldstændigt afslappet forhold til, at jeg fylder 60. – Totalt afslappet. Det ryster da ikke mig, det, der skal ske om 28 dage, 3 timer og 16 minutter, næh 15 minutter – snart kun 14 minutter.

Hvorfor fanden kan jeg ikke bare slappe af, netop, når ens liv har været sådan en gave og på mange måder større end en latterlig opgørelse i leveår. Jeg som har elsket vidunderlige, modne kvinder, da jeg var ganske ung. Min første store samlevende kærlighed var 17 år ældre end jeg. Jeg var stedfar til fire døtre og morfar som 25 årig. Og min nuværende dejlighed af en kone er ikke bare 7 år yngre. Hun er så smuk at afstanden lige så godt kunne være 10 eller 15 år.

Det’ da lige meget. Så kom bare an, liv, for jeg lader mig nu engang ikke terrorisere af en dåbsattest

Taxamanden er gråhåret, rynkerne om øjnene breder sig, min sixpack er blevet en ”onesack”. Men min sjæl er stadig grundlæggende den samme som i gymnasietiden, ungdomstiden, etableringstiden – og nu i mit livs sensommer.

Min alder er i det store og hele og i nuet – ligegyldig.

Lige indtil der kommer unge kunder i bilen. Så breder gamlingen sig over min person og status som en ufjernelig tatovering. Snigende, først som et skitsetegning men til sidst permanent og “for good”

 

– Åh, hvor jeg fryser. Det var sandelig godt du kom så hurtigt. Vi har ventet på den skide natbus, der er forsinket igen og igen. Og nu gad vi altså ikke længere.

 

Hvem vil ikke gerne være en redningsmand?

Godt nok iagttager jeg (Nej, jeg er ikke klam men har øjner i hovedet…),at hendes sorte nylonstrømper er “løbet” fra lår til ankel. Men det er enten et hændeligt uheld eller bare et modefænomen.

Det er ”lille fredag” – natten mellem torsdag og fredag, hvor de unge nattegængere, især gymnasieleverne, er ude for at nyde barlivets rabatter. Eller rettere: Det er fredag morgen og klokken er 4,30. Veninden kaster sig ind på bagsædet og er den mest berusede, men forsøger at holde sig oppe på den nyindkøbte Big Mac. Hun siger nogle ord med munden proppet af kød og bolle, men hun opgiver og beder om lov til at rulle lidt ned for vinduet. Hun vil ikke være køresyg. Jeg bevilger straks frihed og frisk luft, så madlugten ikke skal sætte sig som i et køkken uden emhætte.

De skal køre til den pæneste del af forstæderne og hos disse tøser godt på vej til ”ladies” er der godt nok ikke tale om at løbe fra regningen eller andre, proletariske platheder.

Det er pigen på forsædet, det fører ordet. Og det er hun god til. Hun har klasse. Godt nok iagttager jeg (Nej, jeg er ikke klam men har øjner i hovedet…),at hendes sorte nylonstrømper er “løbet” fra lår til ankel. Men det er enten et hændeligt uheld eller bare et modefænomen. Og håret sidder perfekt. Hun har velklippet, sort hår, et meget brunt – måske et skiferie-brunt ansigt. Og så et par store, lyseblå øjne a la Helena Christensen

Jo, den er god nok. De skal faktisk stille på et af hovedstadens bedste gymnasier kl. 10. Men de er 3 G’ere, har beskedent fravær og kunne vælge at blive hjemme.

 

– Det her er virkeligt ikke noget vi gør ofte. Vi passer faktisk vores skole, siger hun næsten over-fornuftigt. Og gammelfar her tror på hende, som han troede på sine egne tre døtre. Indimellem med god grund.

 

Vi udveksler høflighedsfraser om livet, om den forestående eksamen (Jeg holdt selv 40-års studentereksamens-jubilæum i 2013), om det skønne ved, at det med at gå i skole snart er overstået for en stund – om udfordringerne, der venter. Vi er såmænd to voksne mennesker, der udveksler livserfaringer så forskellene mellem gubben og ungmøen synes mindre og mindre. Indtil den sidste del af samtalen umiddelbart inden de unge stå af for at få måske bare et par timers søvn. Jeg viser overbærenhed, da hun de sidste minutter kritiserer sig selv for ikke at være kommet noget før i seng – i en lidt mere ædru tilstand, da det nu engang er en hverdag.

 

–  Åh, herregud, siger jeg. Livet skal sgu da leves!. Jeg kender det (Det er løgn Som gymnasielev sov jeg fast på denne tid af morgenen – på en hverdag)!

– I har jo baret været ude at lege ”party-party”.

 

Så slår  hun en larmende latter op

 

– Har jeg sagt noget forkert?,  spørger jeg i en snigende skam uden at kende skylden.

 

– Nej, siger hun overbærende. Det er bare så sjovt, når ældre mennesker bruger nye ord…..

 

Taxamanden rødmer over sine egne ord i natten og har blot den tilgivelse, at næsten ingen hørte dem.

Og ingen ser ansigtsfarverne. For om natten er alle taxamænd grå…

 

Godmorgen, Danmark

– unge og gamle.