Vi danskere har nærmest et små-erotisk forhold til arbejde.

Hvis man betragter den politiske debat herhjemme, ser det helt anderledes ud. Der virker det, som om de folkevalgte har det modsatte forhold til folket: Hvis ikke man reducerer mulighederne for sociale ydelser, vil vi som nogle andre, dovne skiderikker lægge os til at sove for at lade maden dryppe automatisk ned i næbbet.

Men måske er dette selvudslettende syn på os selv netop et tegn arbejdsfetichismen. Det er frygten, der spiller med.

Der eksisterer intet anstændigt liv uden et job.

Der er troen, håbet og kærligheden. – Men størst af alt er ARBEJDET.

 

 

Det var en kunde, der plantede tanken hos mig for et par år siden. Han var ikke rød og samfundsomstyrtende. Som succesfuld, dansk erhvervsmand i ikke mindst USA – vel nærmest det modsatte. Talen var på, hvorfor rigdom er noget, man er stolt af derovre i Amerikas Forenede Stater, mens man går mere diskret til værks med det spundne guld her i kongeriget.

Min kunde mener, at i stedet for at have rigdommen som mål herhjemme, – så er det ARBEJDET, der har den store prestige herhjemme. Har du det, er du godt på vej. – Har du ikke arbejde, er det katastrofalt i sig selv.

Så er du INTET.

Hun skal hjem til junior og har savnet hende grusomt de sidste dage

Et af flyene fra den store verden langt herfra er landet i lufthavnen.

Og det er ikke dyderne i arbejdsomhedens hjemland, der skinner i øjnene på min kvindelige kunde. Lige nu vil hun blæse på den statistik, som viser, at vi er et land, som ligger allerhøjest europæisk og internationalt, når det handler om kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har været på arbejde i det fjerne udland i 9 dage, men lige nu handler det bare om at komme hjem. Der tales ikke et minut om arbejde, før den væsentligste årsag til hendes hjemve kommer på læberne.

Hun skal hjem til junior og har savnet hende grusomt de sidste dage.

 

– 9 dage! Det er første gang, jeg er så lang tid borte fra min datter på bare 2 ½ år. Jeg kan love dig for, at det har været hårdt især de sidste par dage. Det er lidt som en sygdom, der ikke vil gå over. Det bliver værre og værre, når man erkender, at den ikke vil gå over.

 

Den nye teknik HAR været i brug. Skype eller Facetime. Og den lille guldklump kender og bruger hele paletten af udtryk for savn. Nogle dage stor, leende glæde og kærlige bemærkninger lige ind i kameraet – tusinde af kilometer til den anden side af kloden. Andre gange gad hun bare ikke snakke med sin mor, fordi der var så meget andet at tage sig til sammen med sin far – eller hun bare ville lege for sig selv. Måske endda den emotionelle kniv ind i den fraværende forælders hjerte: ” … Ved du hvad, kære mor! Hvis du ikke er her, er du faktisk ikke særligt betydningsfuld. Den kniv kender de fleste småbørnsforældre. Den gør ”av!”

Vi nikker bekræftende til hinanden i bakspejlet.

Det er moderen på bagsædet, der er hovedpersonen nu – og hun glæder sig som et lille barn. Hjemme i lejligheden om lidt. Nogle få timers søvn efter den bedøvende flyvetur. Og så er det tid til en tidlig afhentning i vuggestuen.

 

– Jamen, jeg ville jo lyve, hvis ikke jeg indrømmede at hun er min, – at hun er vores lille guldklump. Vi arbejdede hårdt på at få hende i mere end 5 år, og jeg var ved at forberede mig på, at jeg måske ikke kunne føde mit eget barn. Men så skete miraklet. Nu er jeg 42 år, og der skulle nok et endnu større mirakel til for at få en lillebror eller en lillesøster. Det er for sent!

 

Og så er det der lige igen – det der problem med arbejdet.

 

– Jeg har gennem en del år arbejdet som freelancer med tilknytning til modebranchen. Det kræver fravær fra familien af og til – og indtægterne svinger meget. Da gulklumpen blev født, måtte jeg gentænke freelance-tilværelsen og jeg skaffede mig et fast job med en fast indtægt. Min mand har også et fast job, men vi ved jo, at selv om kærligheden til vores barn er det vigtigste, så koster det jo også at bo godt og leve en god tilværelse, når vi har børn. Så der står vi så i den klassiske, moderne og paradoksale tilværelse, hvor vi arbejder en del for at skabe økonomisk sikkerhed for familien. Men arbejdet tager nogle gange overhånd, og så får man for lidt tid til at nyde sikkerheden.

 

Lige nu går hun både med livrem og seler: Hun har sit freelancearbejde for at følge sin passion. – Og det faste job for at tilfredsstille budgetkontoen

 

Jeg genkender det. – Det går på tværs af generationer i det moderne arbejdsliv, det store spørgsmål:

 

– Er det dig, der bestemmer, hvad du vil arbejde med? – Eller er det jobbet, der definerer, hvem du er?

 

Vi nævner ikke svaret.

Vi tygger på det.

 

God morgen, Danmark

– især til de travle mødre og fædre