Jeg oplevede i går et helt nyt og meget grænseoverskridende møde på min arbejdsplads. Det vil givetvis tage mig nogle dage at vende mig til en helt ny situation. Det kan jeg lige så godt indrømme. Men lad mig vende tilbage til det senere.

Det er ikke for at legitimere noget som helst, at jeg nævner, at jeg betragter mig som et ret åbent menneske. At være åben er for mig ikke bare at udvise tolerance. Eller endnu værre: bare at sige man er det – tolerant. For som så ofte indrømmet og flere gange skrevet i mine daglige essays og på min blog, er jeg et meget, meget nysgerrigt menneske. Det ar tæt på at give røvfuld, da jeg ar barn. Og det har til tider drevet min mere civiliserede hustru til vanvid, at jeg på ret kort tid kan finde på at stille direkte og personlige spørgsmål til de mennesker jeg møder. Så det der med den selverklærede åbenhed er jo i høj grad en forudsætning for at kunne handle ud fra sin nysgerrighed.

Det er i den sammenhæng noget nær en gave at blive kollega til de op imod 100 kolleger jeg har i Virum og hvorfra min arbejdsverden går. For vi er en så forskellig gruppe mennesker, at det trods alt er et særpræg i forholdet til gennemsnittet af arbejdspladser. Og jeg er godt vant – jeg har været 34 år i DR. Guderne og djævlene skal vide, at jeg der – i et kærlighedsforhold til Statsradiofonien, som forhåbentlig aldrig vil slutte – mødte menneskedyret i dets forskellighed. Og så alligevel. Det er i bund og grund en middelstandsforeteelse at være DR-menneske. Og sådan gætter jeg på, at det gør sig gældende for de fleste arbejdspladser: At der er en vis social sortering. Men taxalivets folk er og bliver en smeltedigel af politik, status, økonomi, kultur og etnicitet.

For en gangs skyld holdt granitperkeren sin kæft. Den havde jeg ikke set komme

. Her er akademiske kandidater i historie og psykologi. Og af og til ung fyr, som studerer musikvidenskab. Her er ledere og chefer fra det private erhvervsliv – nogle af dem gik at træthed. Andre blev smidt ud – og måtte sande, at de enten ikke havde lyst eller det ville være for svært at komme tilbage. Her er en kæmpe gruppe af modne mennesker, som er levende beviser på, at begrebet ”Det Grå Guld” er et af de sidste årtiers største politiske klicheer og løgne. Vi endte OGSÅ her, fordi det er et af de få steder, hor det er OK at ære her 60. Her er temmelig velhavende mennesker – millionærer om man vil. Og her er en hel håndfuld som er godt og grundigt på røven. Her er den tidligere renovationstillidsmand med en kæft som en skærebrænder – her er den ældre elegantier på 76, som nægter at stoppe med at arbejde. Her er stilheden selv. Og i filosofisk henseende er vi sådan set folk til at tage en lille håndfuld religionskrige og etniske udrensninger (Og meget typisk – det tænker vi sgu ikke meget over til dagligt). Her er selvfølgelig folk af muslimsk baggrund. Nogle er stået helt af religionen, andre følger tidens tendens til vækkelse. En tidligere kollega udtrykte på interessanteste vis tidsånden, da han viste billeder af sine børn fra 3-4 ægteskaber. Den ældste var en overordentligt smuk, mellemøstlig kvinde fotograferet med en slags sløret filter, der sender et utvetydigt erotisk signal. Og så det nyeste – et billede af en yngre søn ved hans nylige bryllup – men en dansk pige. Hun er konvertit og går med tørklæde! – Og vi har serbere og montenegrinere, der først lige er kommet sig over slivovitz-branderten  (varm slivovitz – blommebrændevin) ved det ortodokse nytår. Og en iraker af aramæisk herkomst – altså old-kristen baggrund. En sydeuropæer af jødisk baggrund (hans mor er ræverød kommunist og han selv er konservativ.). En flot og velklædt pakistaner, som kunne lære os kartoffel-danskere at se lidt mere elegante ud . Her er en mini-ark med gode eksempler på menneskeheden.

Men i går kom så en overraskelse, som jeg ikke havde forventet: Jeg var ved at afslutte dagens regnskab, da en ny kollega ville hilse på i frokoststuen. Jeg lyttede til opfordringen fra den lyse stemme, vendte mig om – OG DET VAR EN KVINDE. For en gangs skyld holdt granitperkeren sin kæft. Den havde jeg ikke set komme.  Fra nu af er der en kvinde iblandt os. En kvinde og 100 mand. Det er flere år siden, det skete sidst og ingen har tænkt over, at det kunne ske igen.

Der blev faktisk helt stille, dengang hun kom – et pludseligt, kollektivt udslag af en urban tone og høflighed, tror jeg.

Vi tygger stadig på oplevelsen.

Jeg er bare fuld af respekt og en stille fryd. Og så fornemmer jeg , at vi skal gennemføre en støre revision af sprogbrugen.

 

God morgen Danmark

Mænd og modige kvinder.