Der skal luftes ud i en taxi.

Det gælder også vogn 2282.

Ikke bare sådan helt konkret, at jeg ind imellem åbner alle fire døre og bagklap og hurtigt får udskiftet de måske 2 kubikmeter luft, som er den fysiske ilttilførsel til chaufføren og 1-4 passagerer. – Eller endnu bedre: At rulle alle fire vinduer i dørene ned, mens jeg kører og virkeligt få luft i håret, så det også kan fjerne lidt af den træthed, som kan kompensere taxamanden for de mange timer i kabinen. Nej, det handler også om den mentale, friske luft og pift fra en verden uden for kabinen. Det kørerende og servicerende erhverv kan ligesom alle andre erhvervs gå i selvsving. Man kan blive en af disse ”kloge-Åger”, der lytter til lidt radio og kunder og udvikler en helt uovertruffen klogskab, hvor man kan tage stilling til ALT i denne verden. Taxamanden kender selv-klogskabens svøbe og I – mine læsere – må af og til lide af det i og mellem linjerne. Jeg ved det jo godt – og har svært ved at indrømme det. Eller endnu værre: Man sidder og bliver sur og indebrændt. Den er gal med politikken i folketinget, der er for mange taxi-bevillinger i kommunerne, de rige kunder sviner med pengene, de fattige kører ikke taxi nok, de gamle er for nærige, de unge er for uforskammede. – Og vognmændene og kollegerne fra de andre selskaber? De rene kynikere og banditter.

Men ro på! Den slags branche-betonhoveder, har jeg såmænd mødt i mange andre brancher – blandt læger, journalister, skolelærere, kemiingeniører og alkoholikere på overførselsindkomst!

Det er derfor, det både er rart og nødvendigt at blande blod – bar’ engang imellem!

Selv politikere kan være mennesker og kritiske, politiske forbrugere.

Borgmesteren har travlt og skal til møde i København

Jeg er ude at kære med en af forstædernes succesfulde borgmestre. Fortroligheden forhindrer mig i at sætte navn og partifarve på. Men når det hænder, at jeg er ”ministerchauffør” for en politiker, giver jeg mig oftest hurtigt til kende. Jeg tror det er en arbejdsskade fra mit journalistliv. Jeg vil ikke løbe risikoen for at være en snydepels og gennem-interviewe en person for så at lave skandale. Alle folk i kabinen er frie mennesker i et fortroligt rum – og så er mange kommuner jo i øvrigt vore faste kunder, som vi har fået i åben konkurrence med andre selskaber.

Der er så megen autoritetstro i mig, at jeg på helt gammeldags vis får ”nerver på” denne morgen, hvor trafikken kører ad helvede til, jeg netop er kørt forbi den rette motorvejsafkørsel og der er udsigt til, at jeg kommer sent frem til kunden. Borgmesteren har travlt og skal til møde i København – og der skal ordnes samtaler under vejs og lige tales i mobil med den voksne datter, der netop har bestået køreprøvet og …

 

– Godt min skat, jeg vidste jo, du kunne klare det. Jeg elsker dig og kys-kys.

 

vi får en nuanceret diskussion af ”djøfiseringen”, som snart er det mest almindelige ord i den politiske dialog i vogn 2282

Selvfølgelig er han ligesom andre fædre: Stolt ad helvede til over sit afkom. Og så et rart menneske, der hurtigt tilgiver den sene fremkørsel – og så bliver det ellers en hyggelig samtale om politik i kommunen og politik på landsplan. Og igen. Af indlysende grunde kan jeg ikke fortælle enkeltheder. Men hans eget parti får en tur i centrifugen. Og den ofte, næsten umulige opgave, at få landspolitikerne til at forstå virkeligheden derude blandt de ganske almindelige borgere. Og vi får en nuanceret diskussion af ”djøfiseringen”, som snart er det mest almindelige ord i den politiske dialog i vogn 2282. Altså de magtfulde statskundskabsfolk, økonomer og jurister – de generalistiske akademikere – som i dag er den magthavende klasse i både politikernes egne rækker – og i embedsmandsværket (det sidste er selvfølgelig det mindst overraskende – det er jo det, som djøferne er udannede til). Faktisk er borgmesteren selv en af dem, finder jeg ud af i løbet af samtalen. Og han ER et ”politisk dyr”, der har taget hele vejen som politisk aktiv allerede fra ungdommen, haft studenterjobs og senere faste jobs i det politisk tænkende univers, har siddet en del år i kommunalbestyrelsen – og pludselig er i spidsen som borgmester.

Og han ER enig i, at der i politik er et problem i, at ikke mindst magthavende politikere og ministre tilhører den samme generation og har gået på de samme universiteter og taget de samme uddannelser. – Så dan MEGET generelt set. Afstanden til vælgerne bliver for stor. De politiske modeller og Lego-klodser bliver for simple – og det politiske sprog holder de almindelige mennesker ude. Både af lyst og faktisk mangel på forståelse af ordene. Vi taler om flere af tidens profilerede toppolitikere og han gennemgår med knivskarp analyse, hvorfor de slås med de problemer, de slås med i dag i forhold til deres vælgere. – Politisk succes eller ej.

 

Lad mig nu være ærlig: Selvfølgelig ville jeg gerne kunne tænde en mikrofon og lade jer lyttere og blog-læsere være med. Taxamanden kan jo for pokker ikke pludselig slukke for sin indre journalist, der har været tændt i 40 år.

Men det er nu ikke de slibrige, politiske afsløringer eller – som i dette tilfælde – et par solide, politiske kindheste til nogle kendte, politiske profiler, jeg tænker på. Det ville være for nemt – og givetvis ikke være realistisk, hvis mikrofonerne virkeligt VAR tændt. Så havde både taxamanden og borgmesteren taget lidt mere vare på ytringsfriheden, – mon ikke?

Undskyld mig et sekund – jeg skal lige ud at kaste op!

Næh, det var også stemningen og det helt konkrete sprog – sproget som et spejl af personligheden. At optræde ærligt med plads til både selvfedme – OG beskedenhed og tvivl. Og sproget forstået som de helt konkrete ord, vi sætter efter hinanden et for et – og nogle gange ny-konstruerer.

Denne morgen i taxien slap vi for mit hadebegreb nummer 2: ”folk på overførselsindkomster”

Undskyld mig et sekund – jeg skal lige ud at kaste op!

For slet ikke at tale om djøf-politikernes særlige, konstruerede og propagandistiske slang. Sproget hedder i mit univers ”… at tale corydansk …” – opkaldt efter det givetvis superdygtige finansminister, der burde overlade lyrikken til mere professionelle lyrikere. Nogle der er bedre til at rydde op i klichéerne. Mit absolutte hade-begreb i netop disse dage: ”… fællesskabets finanslov …”.

Jeg må rent billedmæssigt ud at tømme mavesækken en gang til.

DÉT sprog talte min kunde, borgmesteren ikke.

Han er politiker, det bruger man ikke mange sekunder på at lytte sig til.

Men han lyder faktisk lige som de menneske han så at lige ”lever af”

Så det er egentlig ikke svært at forstå, at han har stor succes med at høste stemmer.

 

God morgen, Danmark.

– Har du talt med din borgmester for nyligt?