Fra taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA, den 30. august.

 

Det er morgen i forstaden syd for København.

Sammen med alle andre danskere på landevejen og ved køkkenbordet tæppebombes jeg fra radioen af de sorteste udsigter for menneskeheden. I Afghanistan er Taleban ved at vinde frem i takt med at USA og allierede trækker sig ud. I Syrien flygter mennesker i hundredetusindvis. Og så er der IS – den islamiske stat, der indtager land mellem de nationer i det nordlige Afrika, som er optaget af opgør andetsteds.

Jeg har været journalist i 40 år og arbejdet i oplysningens tjeneste i de folkelige medier. Så jeg burde om nogen lytte opmærksomt til nyhedsudsendelsernes spejling af verden lige nu.

Men denne morgen er jeg mæt og jeg drejer kanalvælgeren over på en station med ”more rock and less talk”. Det er en af de morgener, hvor jeg har behov for overlevelse. – Bare en lille fornemmelse af, at der eksisterer en fremtid for mig og mine efterkommere.

Eller sagt lige ud: Til helvede med den religiøse fascisme, som breder sig som en pest over hele verden.

Han kommer gående lidt tungt og træt ud af døren fra den nydelige opgang. Og jeg genkender ham med det samme. Eller rettere, jeg huskede hans navn, da jeg modtog køreordren for 8 minutter siden. Hans familie stammer fra et muslimsk – ikke arabisk land. Han er 13-14 år og nu skal han en af de første dage i det nye skoleår køres til en skole en halv snes kilometer herfra. Ikke en skole for handicappede men for dem, der ikke kan finde roen i folkeskolen. De har brug for nogle andre rammer – både nogle friere og nogle strammere. Han har karakterfaste øjne, givetvis også en solidt temperament. Men han har også nogle næsten melankolske pauser, når jeg stiller ham spørgsmål. Ved ikke, om det skyldes usikkerhed eller bare overgangsalderen fra at være barn til at være voksen. At han er begyndt at tilegne sig den voksne mands eftertanke.

Han har givetvis oplevet meget, som han skulle tænke over. Hans mor kom til Danmark som flygtning. Hans biologiske far er død, men moren har giftet sig med en ny mand fra samme nation i Mellemøsten. De voksne har forladt deres hjemland som modstandere af voldshærgende regime og familien ikke særlig religiøs.

Vi taler om hans fritid. Sidste gang handlede det om, boksning men nu er han skiftet til basketball. Farvel til et fjæs med en smadret næse. Goddag til en spil som næsten er en dans.

 

 – Min stedfar er ikke muslim mere – han er nærmest kristen

– Jeg siger dig, jeg har en fætter, der kan det der med at lege med bolden. Den ene ben foran det andet og så spiller han bolden med en ene hånd gennem benene og op til den Anden. Ned med den – op med den – ned med den. Han går tur med bolden. Det er SÅ fedt. Det er det, jeg også vil lære.

Og så er det der med religionen begyndt at optage ham. Han er muslim, siger han. Lige blevet det. Han fortæller mig om forskellen mellem shia og sunni. Den der med Ali, der burde være Muhammads rette arvtager.

– Min stedfar er ikke muslim mere – han er nærmest kristen. (Med kristen mener han, forstår jeg, ikke noget med, at han har skiftet tro. Han er bare blevet ligesom danskerne, der ikke er så troende.) Og det er en helt anden, voksen mand, der er begyndt at lære ham om Islam.

– Hvad siger din stedfar så til det med religionen og at du er muslim, har fået en lærer og har været i moskeen?

– Det skal han ikke blande sig i. – Det ved han ikke.

– Men jeg bliver nok også kristen, når jeg bliver voksen. For jeg aner jo ikke, om der er en gud.

Der bliver stille i bilen og jeg rammes de bekymringer, som fik mig til at slukke for de udsigtsløse nyheder tidligere. Er den her rare fyr med de vemodige sorte øjne ved at blive hentet til et eller andet religiøst martyrium.

Der er fortsat stille. Og jeg tror, at de pauser han holde er tænkepauser.

– Men jeg bliver nok også kristen, når jeg bliver voksen. For jeg aner jo ikke, om der er en gud. Jeg tror jeg skal se nogle tegn på ham, hvis jeg skulle tro på ham sådan helt alvorligt.

 

Så holder han endnu en pause, hvor han kigger ned på sine hænder og fingre, som han trækker lidt nervøst i. Han kigger op på mig igen og søsætter det store spørgsmål om den guddommelige almagt.

– Hvis han nu virkeligt var der og virkelig var så stærk – tror du så ikke han ville sørge for, at der i det mindste kun var én gud?

 

Jeg kan ikke svare andet end – Jo!

 

God dag, Danmark

– særligt til børnene med de allerstørste spørgsmål