Så er jeg klar til at tage nogle øretæver. For dagens historie vil også handle om taxalivets mest kundefjendske sider.
Jeg er med på vores særlige undskyldnings-kultur i det her land, hvor børn er uvorne, fordi deres forældre ikke har taget sig af dem. Journalister skriver noget meningsløst bras, fordi de ikke har ressourcer nok. Landmænd begår selvtægt, fordi miljølovgivningen ødelægger deres erhverv. Indvandrere er vrede, fordi vi træder på dem, – og taxachauffører er uforskammede, får for lidt i løn.
Alt sammen rigtigt et langt stykke af vejen – men også en vej til det helvede af bortforklaringer, der er brolagt med undskyldninger.
En mandlig chauffør i Las Vegas, hvor jeg var, mens Bush kørte kampvognene ind i den nordafrikanske ørken, var helt sikker på, at Danmark var en socialistisk stat.
Før jeg selv fik privilegiet at køre rundt i en funklende grå Mercedes med det grønne logo, var jeg selv en slags storkunde i branchen. Lige om hjørnet. Og jeg har kørt taxa i New York, San Francisco, Berlin, Las Vegas, Dallas, San Diego, Ålborg, Århus. – Og ikke mindst i Rønne har jeg nydt at komme tæt på den lokale kultur via stærke personligheder i taxaen. Det er ingen hemmelighed at på disse mange ture modellerede jeg langsomt drømmen om – en dag ville jeg selv sidde der ved rattet og fortælle om dagligdagen, som den er forløbet i dag foran køleren. Jeg har fået nogle af de mest nærværende historier på denne måde.
En mandlig chauffør i Las Vegas, hvor jeg var, mens Bush kørte kampvognene ind i den nordafrikanske ørken, var helt sikker på, at Danmark var en socialistisk stat. Og det skete i de dage, hvor Fogh og Co. havde fået lilleputstaten ind i Irakkrigen. Vi – taxamanden og jeg – fik en kæmpe diskussion om forskellene på det amerikanske samfund og den skandinaviske, politiske kultur. Jeg måtte dementere myten om de røde faner i de danske gader, som taxachaufføren havde fået opfattelse af i en kortvarig ansættelse i en amerikansk koncern i Europa.
11. september 2001 var jeg i Toronto, Canada – natten inden kommet ind fra en konference i New Orleans. Taxamanden kunne undervejs til et møde fortælle mig om et absurd drama i New York, hvor der var ild i World Trade Center. Vi fulgte tragedien mellem de to vanvittige og planlagte flystyrt direkte ind i symbolet på verdens.kapitalismen
Det var makrokosmos.
Og så til mikro: En kvindelig chauffør på Bornholm – hun læser af og til med på denne side, tror jeg nok – gav mig en utrolig stærk daglidagshistorie, om hvordan SKYPE havde ”reddet” hendes mormor-kærlighed, da en af hendes seks , voksne var flyttet fra klipperøen til Silkeborg. Hver aften kunne hun ”kysser” børnebørnene godnat via internettet, som hun bare MÅTTE tage til sig for at holde sammen på hele familien.
Og sådan er mit hjerte og min hukommelse fuld af spændende beretninger fra hele verden fortalt af repræsentanter for det ypperligste serviceerhverv.
Og pludselig møder jeg så ”mod-historien”. Taxalivet transformerer sig fra et spejl af dagligdagshændelser i stort og småt – til et kursus i den totale uforskammethed.
Det foregik for et par dage siden på holdepladsen foran hovedbanen i hovedstaden.
Klokken er omkring 8, morgen og det siver ind med kunder fra fjern og nær. Jeg holder i anden række og forsøger at fokusere m in medfødte ustruktur til at holde øje med, hvornår jeg skal ”rykke frem”, så det snart kan blive min tur. For os taxafolk ER der selvfølgelig spænding i om turen går til Vesterbro for mindre end en hundredelap. Eller til Holte for 300. Det er indlysende, at oplevelsen kan svinge fra ydmygelse til berigelse i ordets egentlige betydning. Vi lever af en 100 pct. provisionsløn. Og til en løn, der ikke modsvarer, at vi var oppe før fanden fik sko på.
En ung kvinde kommer kørende med sit barn i en barnevogn. Ved den første vogn, hun henvender sig til, henviser chaufføren til den første i køen. Det skal han. Men chaufføren her forstår angiveligt hurtigt, at der er tale om en kort tur, som ikke er den forudgående ventetid værd.
Han bliver ikke bare stille og mut. Han bli’r så tøse-sur og skuffet, at det får Maude i Korsbæk til at fremstå som en overgearet bakkesangerinde. Han står stille som en skulptur med armene over kors. Og så sker det absurde, mens han lader som om, at kunden ganske enkelt ikke eksisterer for hans øjne: Den unge kvinde må selv trykke på knappen til bagklappen så den åbner. Med barnet under den ene arm, klapper hun barnevognen sammen på ekvilibristisk vis, slæber den ind i baggagerummet og er klar til at køre.
Chaufføren er stiv og sur…
Taxa-service med selvbetjening.
Og en kollega fra samme selskab – en af de gamle med mange år på bagen og med ægte københavner-jargon – råber over pladsen til kollegaen, så sarkasmen flyder hen ad asfalten:
– Halløj, du der. Pas nu for fanden på, at du ikke får sved på panden.
Over pladsen i den tidlige morstund, breder der sig en stemning af kollektiv flovhed.
Et kusus i uforskammethed
Så er jeg klar til at tage nogle øretæver. For dagens historie vil også handle om taxalivets mest kundefjendske sider.
Jeg er med på vores særlige undskyldnings-kultur i det her land, hvor børn er uvorne, fordi deres forældre ikke har taget sig af dem. Journalister skriver noget meningsløst bras, fordi de ikke har ressourcer nok. Landmænd begår selvtægt, fordi miljølovgivningen ødelægger deres erhverv. Indvandrere er vrede, fordi vi træder på dem, – og taxachauffører er uforskammede, får for lidt i løn.
Alt sammen rigtigt et langt stykke af vejen – men også en vej til det helvede af bortforklaringer, der er brolagt med undskyldninger.
Før jeg selv fik privilegiet at køre rundt i en funklende grå Mercedes med det grønne logo, var jeg selv en slags storkunde i branchen. Lige om hjørnet. Og jeg har kørt taxa i New York, San Francisco, Berlin, Las Vegas, Dallas, San Diego, Ålborg, Århus. – Og ikke mindst i Rønne har jeg nydt at komme tæt på den lokale kultur via stærke personligheder i taxaen. Det er ingen hemmelighed at på disse mange ture modellerede jeg langsomt drømmen om – en dag ville jeg selv sidde der ved rattet og fortælle om dagligdagen, som den er forløbet i dag foran køleren. Jeg har fået nogle af de mest nærværende historier på denne måde.
En mandlig chauffør i Las Vegas, hvor jeg var, mens Bush kørte kampvognene ind i den nordafrikanske ørken, var helt sikker på, at Danmark var en socialistisk stat. Og det skete i de dage, hvor Fogh og Co. havde fået lilleputstaten ind i Irakkrigen. Vi – taxamanden og jeg – fik en kæmpe diskussion om forskellene på det amerikanske samfund og den skandinaviske, politiske kultur. Jeg måtte dementere myten om de røde faner i de danske gader, som taxachaufføren havde fået opfattelse af i en kortvarig ansættelse i en amerikansk koncern i Europa.
11. september 2001 var jeg i Toronto, Canada – natten inden kommet ind fra en konference i New Orleans. Taxamanden kunne undervejs til et møde fortælle mig om et absurd drama i New York, hvor der var ild i World Trade Center. Vi fulgte tragedien mellem de to vanvittige og planlagte flystyrt direkte ind i symbolet på verdens.kapitalismen
Det var makrokosmos.
Og så til mikro: En kvindelig chauffør på Bornholm – hun læser af og til med på denne side, tror jeg nok – gav mig en utrolig stærk daglidagshistorie, om hvordan SKYPE havde ”reddet” hendes mormor-kærlighed, da en af hendes seks , voksne var flyttet fra klipperøen til Silkeborg. Hver aften kunne hun ”kysser” børnebørnene godnat via internettet, som hun bare MÅTTE tage til sig for at holde sammen på hele familien.
Og sådan er mit hjerte og min hukommelse fuld af spændende beretninger fra hele verden fortalt af repræsentanter for det ypperligste serviceerhverv.
Og pludselig møder jeg så ”mod-historien”. Taxalivet transformerer sig fra et spejl af dagligdagshændelser i stort og småt – til et kursus i den totale uforskammethed.
Det foregik for et par dage siden på holdepladsen foran hovedbanen i hovedstaden.
Klokken er omkring 8, morgen og det siver ind med kunder fra fjern og nær. Jeg holder i anden række og forsøger at fokusere m in medfødte ustruktur til at holde øje med, hvornår jeg skal ”rykke frem”, så det snart kan blive min tur. For os taxafolk ER der selvfølgelig spænding i om turen går til Vesterbro for mindre end en hundredelap. Eller til Holte for 300. Det er indlysende, at oplevelsen kan svinge fra ydmygelse til berigelse i ordets egentlige betydning. Vi lever af en 100 pct. provisionsløn. Og til en løn, der ikke modsvarer, at vi var oppe før fanden fik sko på.
En ung kvinde kommer kørende med sit barn i en barnevogn. Ved den første vogn, hun henvender sig til, henviser chaufføren til den første i køen. Det skal han. Men chaufføren her forstår angiveligt hurtigt, at der er tale om en kort tur, som ikke er den forudgående ventetid værd.
Han bliver ikke bare stille og mut. Han bli’r så tøse-sur og skuffet, at det får Maude i Korsbæk til at fremstå som en overgearet bakkesangerinde. Han står stille som en skulptur med armene over kors. Og så sker det absurde, mens han lader som om, at kunden ganske enkelt ikke eksisterer for hans øjne: Den unge kvinde må selv trykke på knappen til bagklappen så den åbner. Med barnet under den ene arm, klapper hun barnevognen sammen på ekvilibristisk vis, slæber den ind i baggagerummet og er klar til at køre.
Chaufføren er stiv og sur…
Taxa-service med selvbetjening.
Og en kollega fra samme selskab – en af de gamle med mange år på bagen og med ægte københavner-jargon – råber over pladsen til kollegaen, så sarkasmen flyder hen ad asfalten:
– Halløj, du der. Pas nu for fanden på, at du ikke får sved på panden.
Over pladsen i den tidlige morstund, breder der sig en stemning af kollektiv flovhed.
Jeg græmmes.
– God morgen, Danmark
Taxamand
Next ArticleLandmandsliv 2014