Jeg har undertiden en noget flippet vision – eller rettere et spørgsmål tilsat en god portion ønskedrøm.

Hvordan ville verden se ud, hvis der blev givet mere plads og indflydelse til de utilpassede?

Det der med det flippede har jeg det helt ok med i en tid, der er så normativ, at fornuften nærmest er blevet en trosretning. Det regelbundne er sikkert en god strategi for at overleve –i pagt med stramme baller, pisaundersøgelser og fastekure. Men der var godt nok ikke opfundet megen musik eller anden kunst uden utilpassede kunstnere.

Og de fleste mennesker i deres omgangskreds, som har oplevet store personligheder og karrierer, og som netop udviklede sig ved at gå helt andre veje.

Visionen om de utilpassede strejfede mig igen , da jeg i nyhederne hørte at en lang række chefer – især i det offentlige – fravælger at ansætte mennesker over 60 år. Jeg er selv et produkt af løgnen om det grå guld. Men hvad enten der nu er tale om forfængelighed (og det er der nok også..) eller dyb irritation, har jeg indtil videre truffet en beslutning om ikke at ville deltage i klynkekoret om os forsmåede seniorer. Jeg har bare ikke lyst til at se mig selv som et offer, selv om jeg kunne underholde med adskillelige essays her i bloggen om absurde hændelser, da jeg i slut-50’erne søgte over 30 jobs – og ikke kom til samtale til et eneste….

Mit selvværd er for stort til at se det som et resultat af kompetencemangel.

Jeg har valgt at se mig selv som utilpasset og det har gjort mig til taxamand i universet taxamand.dk.

 

Utilpasset:

adfærd eller nogle normer der ikke lever op til omgivelsernes forventninger og krav, og som gør det svært for den pågældende person at fungere normalt (Den Danske Ordbog)

Hun sætter sig forpustet ind i taxaen. Lidt som en hvirvelvind. Så sukker hun og giver mig adressen – og det skal gå hurtigt, for hun er kommet lige vel sent ud af døren.

Hun skal til samtale om en relevant stilling og er faktisk lidt stolt over, at være udvalgt til samtalen. Men hun har en kompetence til jobbet i – et projekt for psykisk syge, – en kompetence, som har været temmelig svær at få ned på papir, fordi den meget vel kan være selve anledningen til, at hun netop ikke får jobbet.

Hun har været ude af arbejdsmarkedet i årevis på grund af svær psykisk sygdom. Hvilken når vi ikke at tale om og lige nu kan det også være ligegyldigt. For hun VED, at hun ville være det rette til at bygge bro. For hun kender den alvorligt utilpassedes smerte og håb.

Men hun er selvfølgelig skide nervøs.

 

Jeg fik en læring for livet, da jeg for en snes år siden underviste i kommunikation i Dansk Handicapforbund. Jeg har fortalt om det tidligere. Trods de mange års afstand mærker jeg stadig – næsten fysisk – ubehaget over mit eget ubehag ved forkrøbletheden, hjælperne, der skulle made nogle af kursisterne med ske. De mærkelige ord og de underlige bevægelser . Mine kursister var for fleres vedkommende mere veluddannede end jeg selv. De skulle såmænd bare have nogle journalistiske redskaber med hjem.

Jeg skulle lære at holde det utilpassede ud.

Efter kurset var jeg først og fremmest flov.

 

Også over det potentiale, jeg ikke fik forløst. Jeg husker især en stærkt spastisk lammet, der havde SÅ svært ved at forme hele sætninger på grund af sit handicap. Samtidigt var han i gang med en høj, akademisk uddannelse. Jeg tror aldrig at jeg – snakkehoved af Guds nåde – har oplevet et menneske, som måtte vælge hvert eneste ord med sådan en omtanke, fordi der simpelthen ikke var tid til de overflødige. Han var så præcis i formuleringer, at jeg næsten var misundelig.

Utilpasset – ja, hvis det handlede om at blive radio- eller tv-vært

Men han kunne blive en fantastisk modsætning til den ordflom, som jeg og andre i faget undertiden belemrer vore læsere og brugere med.

 

Min kunde slapper mere af, da jeg kan forvisse hende om, at hun vil være fremme 10 minutter før tid. Hun smiler af budskabet og jeg kan se i bakspejlet, at hun er glad. Jeg fortæller hende, at jeg synes, hun er sej.

– Selvfølgelig får jeg det griner hun. Jeg ved jo, jeg er den rette. – Så tøver hun og smiler lidt vemodigt ved sit egen overmod.

 

– Jeg ved, det bliver meget, meget svært. Men jeg er faktisk stolt af , at jeg gør det-

 

-Enig siger jeg og smiler tilbage i bakspejlet og er på vej med et råd til jobsamtalen, da hun netop siger det selv:

 

– Det var en total grænseoverskridelse at skrive om min psykiske sygdom i ansøgningen. Men det ville jo være løgn ikke at gøre det. Og de ville selvfølgelig spørge: Hvad med det der hul i dit cv. Så jeg gjorde det. Til gengæld vil jeg ikke nævne det på eget initiativ i samtalen. De skal åbne ballet!

 

Lad os lege med tanken om, at den utilpassede fik job.

Fordi hun passede!

 

God morgen Danmark

– især til de, der ikke vandrer den lige vej