Og jeg har sgu aldrig haft det særligt godt med at blive for bevæget

Kan rigtige mænd græde?

Altså kan De tillade sig det uden at sætte deres mandighed over styr?

Det ville jo være så let bare at svarer JA, – for selvfølgelig kan de det.

Men taxamanden er en halvgammel journalistisk knark, der grundlæggende spidser tvivlens øjenbryn, når svar bliver for hurtige og lette.

Og jeg har virkeligt et meget blandet forhold til det med mænd og gråd. Jeg har altid haft alt, alt for let ved at ”blive bevæget” i mit eget liv. Min gamle far er tidligere major i hæren, den ældste af 5 søskende – og måske den største alfahan, jeg nogensinde har mødt. Der skal en særdeles følsom tale fra sønnen, en sang fra datteren – eller et stykke klassisk musik til at finde bare skyggen af fugt majorens øje. Den stanhaftighed virker meget naturligt. Ligesom en livredder, der ikke frygter havet eller en bjergbestiger, der ikke har højdeskræk.

Og jeg har sgu aldrig haft det særligt godt med at blive for bevæget. Men jeg er mør, når det kommer til mine unger. En gang udviklede det sig til en parodi. Da min ældste – snart 27-årige datter – blev døbt i Vor Frelser kirke på Christianshavn, var det farmand, der bar. Hun blev født under akut Kejsersnit, og mens hendes mor, min daværende kone, var i narkose, var det far her, der stod med den nyfødte i armene. Jeg var beruset af lykke, stresset af en dramatisk fødsel, hvor jeg nåede at blive meget bange (moren var den tapre) – og jeg var helt prisgivet, da faderkærligheden ramte mig som en kølle fra en af vildmændene i vores rigsvåben.

Jeg græd!

Stemningen ramte mig så igen ved barnedåben, der hos en hjemmefødt grundtvigianer som mig er andet og mere end en familie-event. Jeg sad forrest i kirkerummet og med ryggen til alle andre. – Og så begyndte tårerne bare at løbe. Jeg har sikkert lignet en a disse malerier af tårevædede børn, som en kollega i DR engang kaldte ”væskende barn”. Ikke at jeg hulkede, for der var kontrol på den daværende redaktionschef med ledelsesansvar i Statsradiofonien ”and all that jazz”. Pigernes mor var solidarisk. Så hun stak mig et par ubrugte amme-indlæg, som var ved hånden. Og jeg fik samlet mig sammen, inden pastor Hanne kom vand på lille Sofies smukke hoved.

De kiggede godt nok lidt på mig.

Og da jeg gik forrest med dåbsbarnet ned ad det lange kirkegulv kiggede familie og venner på mig, som var der et eller andet, der ikke var helt i orden.

Kunne man se på mig, at jeg havde været særligt bevæget?

Det kunne man.

Amme-indlæggene – de provisoriske lommertørklæder – havde med fugt fra mine øjne forvandlet sig til hvide fnug i hele ansigtet, som sås endnu tydeligere på baggrund af mine grådrøde kinder og de nervøst, blussende kinder.

Jeg ved ikke, om den sygdom findes. Men jeg lignede en. Der havde HVIDE HUNDE

 

Selvfølgelig er det ok, at mænd græder. Men lige der, var jeg gerne min følsomhed foruden.

 

Han havde ”træningsbukser¨” på, den gamle mand foran sin lejlighed og med rollator. Elastiske, lette bukser sådan som gamle mænd ofte har det, når bentøjet er så dårligt, at det i sig selv er svært bare at få bukser på. Og når der ikke findes en eller anden myndig kvinde, som tager styring over den beklædningsmæssige fremtræden. Han er 88 år, taler ubetinget ”mønsk”, selv om det er mere end 70 år siden han forlod øen ved den sydsjællandske kyst. Bornholmeren og mønboen taler om den natur, som vi savner mest fra hjemegnen. Selv om han havde allermest lyst til det og selv om han er enkemand og uden forpligtelser, tør han ikke rejse tilbage til fødeøen. For han er helt slidt op, han går til genoptræning efter en hjerneblødning og vil ikke indlade sig på et sundhedsvæsen i provinsen, hvor man har lang transporttid til det nærmeste, store sygehus. Han tør ikke.

Han er tidligere direktionschauffør med lange, lange arbejdstider, han er enkemand. – Men har han ingen børn?

 

Han lægger ansigtet i begge sine hænder og begynder at græde. Og jeg kunne have skåret tungen af mig selv for det spørgsmål. Han mistede begge sine døtre til kræften, da den ene var i fyrrerne og den anden i begyndelsen af 50’erne. Det er en del år siden, men smerten sidder i kroppen – og ”…det er sgu i det hele taget ikke så sjovt at blive gammel …”.

Det udsagn har jeg efterhånden hørt en del gange mellem alle disse smilende seniorer, jeg ofte har fortalt så mange positive historier om.

Men vilkårene er godt nok forskellige.

Han lægger ansigtet i begge sine hænder og begynder at græde

Han siger undskyld for sine tårer og jeg skynder mig at fortælle ham, at jeg i den grad kender til konsekvenserne af at følelserne tager over. Men min dårlige samvittighed sidder i mig. Jeg er taxamand. Jeg er ikke terapeut

 

– Ved du hvad, siger jeg. Som mænd bliver vil nødt til at leve med det der paradoks mellem at være ”rigtige mænd” – og så alligevel at kunne blive offer for vores følelser.

 

Jeg fortæller historien om min ældste datters grådkvalte barnedåb – og til min store lettelse: Han kan bare ikke lade være med at grine lidt og der falder en sten fra mit hjerte.

 

Så fortæller han åbenhjertigt, hvordan hjerneblødningen har fået gråden frem i hans liv. Det sker jo. Det ved man jo. Først blev han flov. Men på den anden side har det givet ham mulighed for igen at tænke over det grusomme tab det var og er at miste sine børn. Den der fornemmelser af, at rækkefølgen er helt forkert. At det ikke var dem, der skulle forlade verden først.

 

– Selvfølgelig er det lidt pinligt at begynde at græde som overfor dig lige nu. Men det kan jo ikke være anderledes, for sorgen har været der hele tiden.

Så er vi fremme ved tgræønmingskliniken.

 

– Nu vil gå ind og få nogle tæsk af fysioterapeuterne, siger han ironisk.

 

Der er antydningen af et smil i hans ansigt.

 

Om rigtige mænd kan tillade sig at græde?

Egentligt et dumt spørgsmål.

De gør det jo.

 

Gode morgen, Danmark.

 

– især til dem, der kender tårer.