Vejret har sit helt eget temperament.

I dag er det lidt utålmodigt. De kommer igen, sensommerens byger. Og igen!

Han tripper netop rundt på tåspidserne, min næste kunde. Bevæger sig med nogle små ryg fremover, mens han vender ryggen til vejen og verden. Jeg kører op foran en fabriksbygning, som ligner en af dem, der hører det gamle Industrisamfund til. Den gamle fabriks tag er formet som en udtrukket blæsebælg på en harmonika. Det ender i en spids og falder brat skråt ned med tagpap på den ene side og glasruder på den anden, så lyset kan trænge ned i arbejdshallen. Og så endnu en spids. Og endnu en!

Men det her er ikke en fabrik. Det er et beskyttet værksted for unge, der aldrig kommer til at arbejde på almindelige vilkår.

Jeg har hare været på stedet masser af gange, men jeg har aldrig været indenfor. Oftest kan kunder til og fra stedet slet ikke tale, da en autismen har berøvet dem talens brug. Bare en brummende lys via struben – kommende med en operasangers styrke helt nede fra mellemgulvet. I begyndelsen af min taxi-karriere kom jeg til at kalde det en dyrebrøl, men det begreb er upassende for mig i dag. Det her er mennesker uden sprog. Og lydende kommer direkte fra deres menneskelige desperation.

Han vender stadig ryggen til mig og nærmest danser, mens han slår hovedet fremover. Han er i anden verden og ser mig. Han er nyklippet med en bred muskuløs nakke, der får ham til at ligne en rolle, – et hårdkogt medlem af arbejderklassen i en eller socialrealistisk film.

Jeg vælger at stige ud af taxien for at få kontakt med manden. Han ser min skygge og vender sig om mod mig. Lyser op et smil. Og nu forstår jeg det hele. Han slutter arbejdsdagen af med musik fra sin Smartphone og headbanger med de hvide ledninger hængende ud af ørerne. Og det er ikke headbanging (slag med hovedet, frem og tilbage især til meget hård rockmusik…) – uden grund. Da han flår øretelefonerne ud, kan jeg selv på afstand høre den hårde lyd fra et heavy-band, som jeg sidenhen finder ud af er vores fælles, gode musik-oplevelse. Rå rock på yderste fløj i en tid, der er syltet i kissemisse-pop med utålelige poptøse-tekster (ofte sunget af mænd!)

middelhavsblå øjne, som dog også har en anstrøg af medicinering

Han arbejder i det beskyttede værksted – men han har talens brug. Og der er kærlighed i de middelhavsblå øjne, som dog også har en anstrøg af medicinering. Han kigger meget insisterende på mig under hele samtalen, og da jeg ikke har en høflighedsfrase ved hånden, præsenterer jeg mig med fornavn. Han bruger det mange gange under samtalen. Nu er vi venner, taxivenner. En god snak og et væsentligt emne.

 

SEPULTURA! – for fanden, den unge mand lytter til det brasilianske thrash metal band, som udspringer fra en tid i 80’erner, hvor han næppe var født.

 

– Jeg er helt tosset med heavy metal, siger han, da min egen kærlighed til hård rock er afsløret og jeg oven i købet kender det band, som han ellers er nærmest helt alene med i sin verden.

 

 

– Jeg er autist og jeg har Tourette syndrom. Du ved det der med, at man nogle gange ikke kan lade være med at gentage det samme og det samme. Enten bevægelser – eller jeg råber en lyd eller et ord, som kommer af sig selv. Jeg vil det ikke. Jeg gør det bare.

 

Han fortæller mig om sin helt livsnødvendige heavy-musik:

 

– Nogle gange tænker jeg på, at det måske var nemmere at være ”rigtig” autist. At være lukket helt inde i sig selv, for så er der ligesom ikke rigtigt nogen, der kan blande sig. Selv har jeg enorm masse energi inderst inde, der bare skal ud. Men der er jo også nogle der passer på, når de synes, jeg går for langt. F.eks. var jeg i en periode optaget af spil – af kampspil på nettet. Men mine forældre og pædagoger mener ikke det er godt fort mig. Min autismer gør, at jeg er fort god til at kopiere kampteknikken. Det ville nok blive for farligt.

 

Men musikken.

Vi snakker vi om den bedste erstatning: Heavy metal.

Vi kender begge følelsen – den unge autist med sin headbanging og den gamle, vatbløde taxamand.

Musik, der stinker af råhed. Forbudte ord og følelser. Uhyggelige lyde.

Den salige fryd af at elske noget, som pæne mennesker finder afskyeligt.

 

God dag, Danmark

– I respekt for den grimme musik

 

(Dette indlæg blev bragt første gang i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA)