Dagens blogindlæg blev først trykt i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA
Vi taler ikke så meget om det blandt taxichauffører, – angsten for at få røvfuld en dag – eller det, der er værre.
Det kom selvfølgelig på bordet først i november sidste når, da en af mine kollegerne i taxiselskabet døde efter et voldeligt overfald. Nogle halvstore drenge ringede efter taxien og ville have en cykel med. De slog manden ned bagfra formentlig for at få de få hundrede kroner, han havde i pungen – og han døde kort tid efter overfaldet.
Efter sådan en dag kigger angsten indenfor – også i den ellers så fredelige vogn 2282.
Eller den dag min fredelige kollega ”H”, der har en fortid som chef i bankverdenen, blev hevet ud af sin taxi, fik en på hovedet, hvorefter kunden kørte med taxien. ”H” er født rolig som en sommernat på den jyske hede – så han er kommet videre.
Vi tager selvfølgelig vore forholdsregler med video i vognen og akut-alarm, hvis noget går galt. Men vi har først og fremmest fokus på, at konflikterne IKKE opstår. Vi kører uden om de totalt døddrukne. Vi fremstår imødekommende. Vi styrer vores personlige temperament.
Det var godt nok svært en af de aftener, hvor jeg kørte Folkemøde-taxi på Bornholm. Jeg havde kørt mere en otte timer og var træt. Da jeg skal køre temmelig beruset bornholmer hjem fra natte-festlighederne, begynder han at brokke sig over, at jeg starter taxameteret, før jeg bar vendt taxien i retning af hans hjemby. Første gang overhører jeg. Anden gang siger jeg bestemt, mens jeg kigger ham direkte ind i øjnene: ” … Sådan gør vi der, hvor jeg tjener mine penge. Vil du køre med, eller ville du hellere stoppe her? … ”
Ikke god taxi-rollemodel.
Herefter provokerede han mig frem til at tale igen – og så kom angsten. Turen til Nordvest var mørk og føltes lang
Jeg skulle have holdt min kæft og ladet som om jeg var døv.
I den situationen blev jeg reddet af min bornholmske dialekt. Man slår ikke på landsmænd!
Jeg mærkede den kolde sved første gang efter et par måneder i branchen.
Jeg fik en etnisk kunde, som enten var på stoffer eller psykotisk. Han korrigerede mig i alt, hvad jeg sagde indtil jeg tav helt. Herefter provokerede han mig frem til at tale igen – og så kom angsten. Turen til Nordvest var mørk og føltes lang. Jeg kom af med ham på helt almindelig vis.
Men ubehaget sidder af og til i mig.
Det skete igen i går.
Jeg var kommet lidt sent på arbejde denne morgen. Kørte ud til et af de sikre distrikter, hvor køen endnu ikke var for lang. Jeg var ”2’er”, jeg blev ”1’er” – og så fik jeg turen til lufthavnen. Ikke så meget pis her. Kunden insisterede på turen udenom på motorvejen – hun var allerede i gang bed sit digitale skrivebord, IPad ‘en. Rolig kørsel – ad motorvejen.
God start på dagen og solopgangen er smuk på min højre side, når jeg cruiser nordpå ad Amager Strandvej mod Københavns centrum.
De prajer mig fra rabatten bag en anden taxa – fra et andet selskab. Et øjeblik ser det ud, som om de ikke vil med ham – men de er fem i alt og tre skal med mig NU! Den ene mørke gut sætter sig bag mit sæde, den anden mørke på forsædet – og så en meget hvid dansker midt på bagsædet. Det er med kommandotonen.
– Følg den vogn – den sorte taxa.
Normalt kører jeg ikke med folk, uden at taste deres destination på GPS’en. Jeg vil vide, hvor jeg skal hen – også det er en sikkerhedsfaktor.
Men de var larmende og jeg valgte ikke at provokere og få det her overstået.
Den meget hvide dansker midt på bagsædet lige bag mig – er helt oppe at køre. Men jeg lugter ingen alkohol. – Han er på coke eller en eller anden form for speed.
Det er her jeg mærker snerten af angst.
Han vil bare have gang i den.
Og så vil han ud og finde noget fisse i byen.
Så det ene og så det andet.
Og så begynder han at provokere mig direkte, mens han leder efter reaktionen hos den mørke fyr ved min side.
– Er du racist? – Er du racist taxamand? – Er du racist? – Er du?
De mørke gut på forsædet lader sig ikke provokere. Ikke nu. Og jeg har fulgt den sorte taxi til punkt og prikke.
– Vi løber sgu bare, siger provokatøren.
Den mørke overhører ham, stikker hånden i lommen og trækker 500- og 1000-kroners sedler frem. Måske 10.000. Måske 20.000 kr. Det er svært at finde en hundredekrone i pusherens enorme buket af sedler.
Trækker forsigtigt 100-lasen frem
– Du beholder resten!
Angsten er med på det tomme bagsæde, mens jeg kører derfra.
I taxiens paranoide mørke
Dagens blogindlæg blev først trykt i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA
Det kom selvfølgelig på bordet først i november sidste når, da en af mine kollegerne i taxiselskabet døde efter et voldeligt overfald. Nogle halvstore drenge ringede efter taxien og ville have en cykel med. De slog manden ned bagfra formentlig for at få de få hundrede kroner, han havde i pungen – og han døde kort tid efter overfaldet.
Efter sådan en dag kigger angsten indenfor – også i den ellers så fredelige vogn 2282.
Eller den dag min fredelige kollega ”H”, der har en fortid som chef i bankverdenen, blev hevet ud af sin taxi, fik en på hovedet, hvorefter kunden kørte med taxien. ”H” er født rolig som en sommernat på den jyske hede – så han er kommet videre.
Vi tager selvfølgelig vore forholdsregler med video i vognen og akut-alarm, hvis noget går galt. Men vi har først og fremmest fokus på, at konflikterne IKKE opstår. Vi kører uden om de totalt døddrukne. Vi fremstår imødekommende. Vi styrer vores personlige temperament.
Det var godt nok svært en af de aftener, hvor jeg kørte Folkemøde-taxi på Bornholm. Jeg havde kørt mere en otte timer og var træt. Da jeg skal køre temmelig beruset bornholmer hjem fra natte-festlighederne, begynder han at brokke sig over, at jeg starter taxameteret, før jeg bar vendt taxien i retning af hans hjemby. Første gang overhører jeg. Anden gang siger jeg bestemt, mens jeg kigger ham direkte ind i øjnene: ” … Sådan gør vi der, hvor jeg tjener mine penge. Vil du køre med, eller ville du hellere stoppe her? … ”
Ikke god taxi-rollemodel.
Jeg skulle have holdt min kæft og ladet som om jeg var døv.
I den situationen blev jeg reddet af min bornholmske dialekt. Man slår ikke på landsmænd!
Jeg mærkede den kolde sved første gang efter et par måneder i branchen.
Jeg fik en etnisk kunde, som enten var på stoffer eller psykotisk. Han korrigerede mig i alt, hvad jeg sagde indtil jeg tav helt. Herefter provokerede han mig frem til at tale igen – og så kom angsten. Turen til Nordvest var mørk og føltes lang. Jeg kom af med ham på helt almindelig vis.
Men ubehaget sidder af og til i mig.
Det skete igen i går.
Jeg var kommet lidt sent på arbejde denne morgen. Kørte ud til et af de sikre distrikter, hvor køen endnu ikke var for lang. Jeg var ”2’er”, jeg blev ”1’er” – og så fik jeg turen til lufthavnen. Ikke så meget pis her. Kunden insisterede på turen udenom på motorvejen – hun var allerede i gang bed sit digitale skrivebord, IPad ‘en. Rolig kørsel – ad motorvejen.
God start på dagen og solopgangen er smuk på min højre side, når jeg cruiser nordpå ad Amager Strandvej mod Københavns centrum.
– Følg den vogn – den sorte taxa.
Normalt kører jeg ikke med folk, uden at taste deres destination på GPS’en. Jeg vil vide, hvor jeg skal hen – også det er en sikkerhedsfaktor.
Men de var larmende og jeg valgte ikke at provokere og få det her overstået.
Den meget hvide dansker midt på bagsædet lige bag mig – er helt oppe at køre. Men jeg lugter ingen alkohol. – Han er på coke eller en eller anden form for speed.
Det er her jeg mærker snerten af angst.
Han vil bare have gang i den.
Og så vil han ud og finde noget fisse i byen.
Så det ene og så det andet.
Og så begynder han at provokere mig direkte, mens han leder efter reaktionen hos den mørke fyr ved min side.
De mørke gut på forsædet lader sig ikke provokere. Ikke nu. Og jeg har fulgt den sorte taxi til punkt og prikke.
– Vi løber sgu bare, siger provokatøren.
Den mørke overhører ham, stikker hånden i lommen og trækker 500- og 1000-kroners sedler frem. Måske 10.000. Måske 20.000 kr. Det er svært at finde en hundredekrone i pusherens enorme buket af sedler.
Trækker forsigtigt 100-lasen frem
– Du beholder resten!
Angsten er med på det tomme bagsæde, mens jeg kører derfra.
God dag, Danmark.
– Be good!”
Taxamand
Next ArticleDen tredje alder - og kampen for evig ungdom