Jeg ved det er plat – men jeg ka’ ikke dy mig.

Jeg kalder det for VOVSE DOLOROSA – med henvisning til Via Dolorosa, Smertens vej, – formelt Jesu vandring med korset fra det centrale Jerusalem til Golgata, – men ofte brugt som metafor for en lang og smertelig rejse, hvor kun få vil hjælpe.

Jeg læser det i ansigtet på kunderne, der går fra taxi til taxi under halvtaget ved terminal 3 i Københavns Lufthavn og mødes af taxichauffører, der ryster på hovedet. Mange kører ikke med hunde – af æstetiske, allergiske – eller religiøse årsager. Når man bestiller en taxi, skal man faktisk anføre, at man har en hund med på transporten, så der ikke opstår misstemninger mellem kunder og chauffør.

Og det er jo fair nok. Men i lufthavnen vælter folk halvtrætte ud af ankomst-terminalen, og forestiller sig ikke, at de skal bestille en særlig vogn.

De behøver de heller ikke – hvis altså de kan bære denne spidsrodsvandring op langs Smertens Vej af afvisende taxier.

Den er særlig slem i dag, hvor kunden ikke bærer vovsen i en lille transporttaske. Der er nemlig tale om en hund af nærmest motherf*****-size. Menneskets bedste ven – på størrelse med en nyfødt kalv. En tigerstribet gigant – med de mest godmodige øjne.

Kundens øjne er allerede våde. Han har været på en meget lang flyvetur med store personlige udfordringer og kan bare ikke klare flere nederlag lige nu efter træthed, jetlag – og så de afvisninger, alle disse hovedrystende taxichauffører.

Som en ægte helt, burde jeg selvfølgelig først og sidst tænke på kunden her midt i en krise. Men jeg er først og sidst hundeelsker – især af de grimme og utilpassede – herunder giganterne. Vovse og jeg bliver venner ved første øjekast, da jeg bøjer mig ned i den ægte, underlagte hundehilsen. På hug, mens jeg breder armene ud for at modtage – kæmpehunden Chavo.

Chavo, – det betyder dreng eller ”fyr” eller ”knægt” på spansk. Vi elsker bare hinanden i det øjeblik, hvor jeg nusser hans kalvekranium og halen vifter som men middelstor fejekost. Selvfølgelig vil jeg køre med Chavo, der understreger sin spansk-sydamerikanske afstamning ved i den danske vinterkulde (faktisk varmt i år, men hvor fanden skulle Chavo vide det fra?) – af al hundeindpakning i denne verden – at være iklædt en blå fodboldtrøje i farvetone med Uruguays fodboldlandshold. Med begge forben gennem trøjens ærmer!

Lidt afdækning på bagsædet og så mega-vovse og ejermand ind i vogn 86!

Jeg ønsker ikke at møde kollegerne hovedrystende, overbærende blikke og kaster mig ind på forsædet, trykker på startknappen – og først lidt senere på taxameterets startknap. Jeg skal bare ud af det her – med Chavo og hans ”far” – så hurtigt som muligt.

Så trækker jeg vejret terapeutisk dybt og kigger solidarisk på den rystede kunde i bakspejlet.

– Undskyld, udbryder han, lægger sit mørklødede ansigt på sit ene jakkeærme, lukker øjnene og smågriner og græder på én gang.

– Undskyld, siger han igen, men jeg er lidt anspændt efter en lang rejse, hvor det hele gik lidt for meget ad helvede til.

Min kunde har et godt job som håndværker i Danmark. Taler ærke-københavnsk men også spansk, fordi hans forældre kom til Danmark fra Sydamerika som politiske flygtninge, da han var en lille dreng. Alt for tidligt døde hans far af naturlige årsager. Selv var han noget af en rod som teenager- det indrømmer han. Det har faktisk fået ham til at skifte fornavn fra Frederico. Han ville have styr på sit liv, tog en god uddannelse – og skiftede navn.

Lige så snart han har fået rejsetrætheden ud af kroppen, står der et job klar til ham, efter a han har besøgt sin mor i et par måneder.

– Min mor er rejst tilbage til Sydamerika. Hun bor i et hul i jorden af en by et stykke fra hovedstaden. Det er jo hendes valg. Men problemet er, at hun er psykiske syg – og ikke vil hjælpes. Jeg har tilbud det ene og det andet, at støtte hende – men hun mener, at det er verden, der er tosset ikke hende, der har vrangforestillinger. To måneder har jeg prøvet alt fra at trygle til at tale hårdt. Men det nytter ikke. Det er hendes eget liv.

Han tørrer næsen og de våde øjne i sin trøje, mens Chavo, gigant-vovsen med tigerstriberne, bare er klar til sit nye liv i en anden og noget koldere verden. Lige nu lægger han bare sin ladeport af en mund på min ene skulder, så jeg kan mærke varmen og den søde lugt af hund.

Den er god nok.

Chavo, som X-Frederico købte i sit andet hjemland for et par år siden, er blevet familiesammenført med sin menneske-far – og TAXAMANDEN er indvandrerens første, danske ven.

Det er er mig en ære!

Endnu en af de tilfældigheder, der vælter ind over mig.

Min kunde bor på Østerbro kun en gade fra Taxamandens eget hjem.

Kunden synes han skal gøre gengæld og insisterer på klud og spritflaske, så sædet efter hans rengøring er mere rent, end da jeg modtog den nye Mercer for 8 måneder siden.

Imens holder jeg øje med tigerdyret, der snuser rundt i sin nye verden.

Om den gode Gud belønner mig for min indsats på Vovse Dolorosa, møder jeg Chavo igen. Så vil jeg råbe, så det gjalder mellem etagehusene på det østligste Østerbro:

– Viva mi mejor amigo, Chavo

Hvis Google Translate forstår mig ret.

– Længe leve min bedste ven, Chavo!

– – –

PS: Du er velkommen til at dele TAXAMANDEN´s kærlighedserklæring.