Og så alligevel. Jeg deler vilkår med scenekunstneren på et felt: Jeg må spille med på de roller, jeg får tildelt. Her er nogle muligheder:
Sjælesørger: Når jeg møder kunden i sorg eller angst. Ofte iblandet en solid mængde alkohol, for der skal som regel en påvirkning til, før kunden åbner for posen med alle de blandede bolsjer fra privatlivet.
Sosu-assistent: Hvor er mine penge, siger den gamle konen og panikken breder sig i kabinen. Så kører vi ind til siden, jeg stiger ud, åbner døren til bagsædet og finder pungen på gulvet.
Terapeut: Den helt store samtale med den veluddannede kvinde, der helt åbenlyst frygter, at ægteskabet ikke holder til begge ægtefællers karrierejobs.
Tjener: ”Kan du ikke bare vække mig, når vi er fremme” (Underforstået: Du må MEGET gerne holde din kæft!).
Legekammerat: Hva’ så Taxamand, kører det for dig. Den sidste rolle lyder hyggeligere end den er i virkeligheden. For det kan godt nok være svært at være i underholdningshumør, når kunden er kvik for at imponere nattens scoring og ligeglad med mit svar.
Efter tre et halvt år i vogn 2282, regner jeg løbende med, at jeg har været alle karakterer igennem på rollelisten. Men findes der noget så sundt for sjælen og selvfedmen som at tage grundigt fejl? Der gemmer sig en ny oplevelse lige om hjørnet.Det er DET – og ikke timelønnen, der er med til at gøre mit arbejdsliv ret lykkeligt.
Jeg kender institutionen her i den pæne forstad fra efterhånden mange kørejobs. Her har mange psykisk udviklingshæmmede voksne deres daglige hverdag fra tidlig morgen til de om eftermiddagen køres hjem igen. Sjældnere til deres forældre. Som oftest til institutioner og bofællesskaber andre steder i hovedstadsområdet. Det var herfra jeg fik en af de helt særlige oplevelser, som jeg har omtalt i min bog JEG ER BARE TAXAMAND. En total-luftning af stemmebåndene, da en unge kvinde med Downs syndrom på opfordring fik mig til at synge med på en af hendes cd’er: Hun insisterede på at det skulle være en duet. Det var i slutningen af maj, tidlig sommer, vinduet var rullet halvt ned, myldretiden begyndt– og damen i venstresvingsbanen troede jeg var sindssyg, da vi begge holdt for rødt. Det var sangens ordlyd:
” … Jeg så julemanden kysse mor …”
Kunden denne eftermiddag er svag i replikken og vel nærmest skide sur. Hun er en kvinde på vel 40 år og tydeligt udviklingshæmmet
– Skal du ikke hjem, Lisa (opdigtet navn), Taxamanden er her for at hente dig, siger pædagogen, mens hendes øjne vendt mod mig signalerer irritation af den slags, man ikke kan tillade sig at have.
– Nej. Du er DUM, siger Lisa helt overbevisende.
Hun er givetvis sur på stedet, på menneskene, på livet – uden at jeg rigtigt finder ud af hvorfor. Det sidste er heller ikke væsentligt. Men jeg har et lyst øjeblik i rollen som Sosu-assistent og får lov til at overtage konflikten. Om det nu er et mirakel eller et lynnedslag af dygtighed – det virker. Pædagogen trækker sig tilbage med et ”god tur hjem, Lisa”, min kunde ryster overbærende på hovedet, og Taxamanden forlader institutionen med hende – arm i arm.
Hun skriver det ned flere gange – og lægger det i en kuvert til lejligheden. Den får jeg som et varigt minde. Et forsinket julekort
Hun bliver gladere og rarere for hvert skridt vi tager ud mod taxien. Lad os komme væk. Nu kører vi hjem. Hun sidder sammen med mig på forsædet, tager nogle papirer og en tusch frem og spørger mig, hvad jeg hedder. Forstår budskabet og staver mit navn for hende J-E-S-P-E-R. Hun skriver det på en gang hoppende og sirligt på papiret. Og lige efter – L-I-S-A.
Hun skriver det ned flere gange – og lægger det i en kuvert til lejligheden. Den får jeg som et varigt minde. Et forsinket julekort.
Da vi ankommer til bofællesskabet skal jeg venligst ikke alene følgende hende ind – helt ind. Og det skal være arm-i-arm. Hun fører mig gennem arbejdsrum og stuer til sit private værelse – og så tilbage til opholdsrummet, hvor hun endelig finder en af de andre beboere.
Et øjenvidne til et trofæ.
Lisa smiler, som hun ikke har gjort det på hele turen. Så kigger hun imponeret på medbeboeren og siger mere forståeligt og tydeligt, end hun har talt på hele turen:
– Vil du ikke lige se min taxamand?
Jeg rødmer en smule – og det er mange år siden sidst.
God dag, Danmark
– kærligheden er størst
Dagens blogindlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTRA
Kærlighed til dagtakst
Det burde være indlysende.
Og så alligevel. Jeg deler vilkår med scenekunstneren på et felt: Jeg må spille med på de roller, jeg får tildelt. Her er nogle muligheder:
Sjælesørger: Når jeg møder kunden i sorg eller angst. Ofte iblandet en solid mængde alkohol, for der skal som regel en påvirkning til, før kunden åbner for posen med alle de blandede bolsjer fra privatlivet.
Sosu-assistent: Hvor er mine penge, siger den gamle konen og panikken breder sig i kabinen. Så kører vi ind til siden, jeg stiger ud, åbner døren til bagsædet og finder pungen på gulvet.
Terapeut: Den helt store samtale med den veluddannede kvinde, der helt åbenlyst frygter, at ægteskabet ikke holder til begge ægtefællers karrierejobs.
Tjener: ”Kan du ikke bare vække mig, når vi er fremme” (Underforstået: Du må MEGET gerne holde din kæft!).
Legekammerat: Hva’ så Taxamand, kører det for dig. Den sidste rolle lyder hyggeligere end den er i virkeligheden. For det kan godt nok være svært at være i underholdningshumør, når kunden er kvik for at imponere nattens scoring og ligeglad med mit svar.
Efter tre et halvt år i vogn 2282, regner jeg løbende med, at jeg har været alle karakterer igennem på rollelisten. Men findes der noget så sundt for sjælen og selvfedmen som at tage grundigt fejl? Der gemmer sig en ny oplevelse lige om hjørnet.Det er DET – og ikke timelønnen, der er med til at gøre mit arbejdsliv ret lykkeligt.
Jeg kender institutionen her i den pæne forstad fra efterhånden mange kørejobs. Her har mange psykisk udviklingshæmmede voksne deres daglige hverdag fra tidlig morgen til de om eftermiddagen køres hjem igen. Sjældnere til deres forældre. Som oftest til institutioner og bofællesskaber andre steder i hovedstadsområdet. Det var herfra jeg fik en af de helt særlige oplevelser, som jeg har omtalt i min bog JEG ER BARE TAXAMAND. En total-luftning af stemmebåndene, da en unge kvinde med Downs syndrom på opfordring fik mig til at synge med på en af hendes cd’er: Hun insisterede på at det skulle være en duet. Det var i slutningen af maj, tidlig sommer, vinduet var rullet halvt ned, myldretiden begyndt– og damen i venstresvingsbanen troede jeg var sindssyg, da vi begge holdt for rødt. Det var sangens ordlyd:
” … Jeg så julemanden kysse mor …”
– Skal du ikke hjem, Lisa (opdigtet navn), Taxamanden er her for at hente dig, siger pædagogen, mens hendes øjne vendt mod mig signalerer irritation af den slags, man ikke kan tillade sig at have.
– Nej. Du er DUM, siger Lisa helt overbevisende.
Hun er givetvis sur på stedet, på menneskene, på livet – uden at jeg rigtigt finder ud af hvorfor. Det sidste er heller ikke væsentligt. Men jeg har et lyst øjeblik i rollen som Sosu-assistent og får lov til at overtage konflikten. Om det nu er et mirakel eller et lynnedslag af dygtighed – det virker. Pædagogen trækker sig tilbage med et ”god tur hjem, Lisa”, min kunde ryster overbærende på hovedet, og Taxamanden forlader institutionen med hende – arm i arm.
Hun bliver gladere og rarere for hvert skridt vi tager ud mod taxien. Lad os komme væk. Nu kører vi hjem. Hun sidder sammen med mig på forsædet, tager nogle papirer og en tusch frem og spørger mig, hvad jeg hedder. Forstår budskabet og staver mit navn for hende J-E-S-P-E-R. Hun skriver det på en gang hoppende og sirligt på papiret. Og lige efter – L-I-S-A.Hun skriver det ned flere gange – og lægger det i en kuvert til lejligheden. Den får jeg som et varigt minde. Et forsinket julekort.
Da vi ankommer til bofællesskabet skal jeg venligst ikke alene følgende hende ind – helt ind. Og det skal være arm-i-arm. Hun fører mig gennem arbejdsrum og stuer til sit private værelse – og så tilbage til opholdsrummet, hvor hun endelig finder en af de andre beboere.
Et øjenvidne til et trofæ.
Lisa smiler, som hun ikke har gjort det på hele turen. Så kigger hun imponeret på medbeboeren og siger mere forståeligt og tydeligt, end hun har talt på hele turen:
– Vil du ikke lige se min taxamand?
Jeg rødmer en smule – og det er mange år siden sidst.
God dag, Danmark
– kærligheden er størst
Dagens blogindlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTRA
Taxamand
Next ArticleRapport fra en skilsmissetid