Kør mig hjem – jeg er færdig

 

 

Han hører ikke rigtigt hjemme herude på dette kristelige tidspunkt. I hvert fald ikke præcis her, ret tæt på bymidten, på fortovet ud for nogle af de mere ungdommelige og trendy barer. Han er da heller ikke den første jeg får øje på. En lille flok unge mænd og kvinder rækker arme og hænder ud for at kapre den nærmeste taxi.

Men de træder til side og giver plads for den noget ældre mand. Måske en hjælpetjeneste fra nogle, der kender nattelivets vilkår

Han går med let spredte ben og en bevægelseshandicappets gang over mod døren til forsædet. En af de unge åbner døren, da jeg må blive på førersædet. Parkeringen ikke er helt efter loven. Den unge mand smiler til mig, for han ved jo godt hvad problemet er: Den ælde mand er – for nu at sige det som det er – pisse-fuld. Og pletterne på bukserne gør måske den etikette mere konkret, end jeg bryder mig om.

Mange chauffører vil vælge ikke at køre ham, fordi de har rigtigt dårlige erfaringer. Han er måske aggressiv. Han ved ikke, hvor han bor, – Han har ingen penge -. Eller han kaster op over sæde og gulv. En god kollega har faktisk oplevet en kunde, som sked ud af det ene bukseben og efterlod en solid ”Bruno” på måtten, da han blev løftet ud fra forsædet – med hjælp fra konen!

 

Jeg er normalt ikke nogen barmhjertig Samaritan,- men måske lidt mere robust og i overskud denne morgen, hvor drukkenbolten er min anden kunde. Og så er der hans øjne”!

Han kigger på mig med bedende men gode øjne, da han er faldet ned i sædet.

 

– Vil du ikke nok køre mig hjem. Jeg er færdig. Jeg er helt færdig, siger han.

 

Jo, siger jeg, mens stanken af mange timers druk blander sig med det, som omsorgsfulde sygeplejersker kalder flatusafgang. Han har slået en solid én – eller bare ladet den langsomt sive. Jeg slår automatgearet i ”D” og ruller vinduerne diskret ned. Tager en solid slurk af kaffen og lader næsen hvile over duften af de brændte bønner

Lad denne tur blive en næstekærlighedens tur tænker jeg sarkastisk, mens djævlen på min skulder mumler ”… for helvede, altså”.

.

Vi ruller mod syd, jeg smiler til ham og spørger, om han har penge.

 

– Nej, siger han, – ikke en krone. Heller ikke et betalingskort, for det lægger jeg altid hos konen. Men hun er derhjemme, håber jeg – og har penge.

 

Jeg sukker og forbereder mig allerede på, at det her bliver en af de ture, vi kalder fejlture. Eller måske ligefrem en jeg betaler selv, – når turen ikke er for lang. En slags taknemlighedsgæld til mit eget gode liv. Ligesom når man slipper nogle slanter til manden med HUS FORBI.

 

– 1000 tak. Du er fanneme den rareste chauffør, jeg har kørt med, siger den berusede olding, som har han læst mine tanker. Og jeg lader mig smigre, selvom de ord sikkert kommer ud af hans mund, hver gang han skal køres hjem fra sine drukture.

 

Han fortæller mig om sit liv. Det grundlæggende gode, at konen gider holde så meget fast i ham, at han, som han selv siger, kan holde bajerforbruget nede på en 5-7 stykker om dagen. Men så er der altså de dage, hvor han slipper sig selv fri. Nætter hvor han drikker igennem til pengene er brugt og redningskvinden tager imod derhjemme.

 

Han fortæller mig om livet som slagter – 3. generation i Kødbyen. Det vil sige: Han fik aldrig en faglig uddannelse som bedstefar og far men røg direkte ud i kød-miljøet og pengene, hvor han arbejdede for ”den gamle”. Ufaglært specialist i udskæringer og pølsemageri. Og så slitagen det hårde og kolde gulv. – Og bajerne gætter jeg på uden at sige det højt. Men en dag sagde både kroppen og sjælen stop. Han kunne næsten ikke røre sig mere og fik en gedigen depression.

Hende konen var der hele tiden – også da han fik førtidspension.

Nu kigger han igen på mig med de sørgmodige øjne.

– Hun er der sgu endnu siger han, inden han kravler ud af den sølvfarvede Mercer og op ad trapperne til 1. sal. Jeg følger ham gennem opgangens vinduer.

Så venter jeg i natten

Og kommer konen småløbende ud af døren i overfrakke og tynde natbukser i slangeskinds-mønster. Dødtræt efter få timers søvn.

 

– Den store idiot, siger hun og kigger på mig. Sur som ind i helvede men med samme melankoli som sin drukne mand. Det er vanvittigt. De øjne beder mig nærmest om at tilgive ham.

 

God dag Danmark

– til dem, der tager slæbet.

PS: dette blogindlæg har tidligere bragt SOM klumme i Ekstrabladets søndagagstillæg, EKSTRA.

 

Next ArticleJeg vil' så gerne ha' kørt med dig, Kris ...