B

Det begyndte så yndigt med ”karameldag”, men så kom den nye tradition med dødslister.

Det handler som udgangspunkt om den sidste, rigtige skoledag i folkeskolen. Det går virkeligt hurtigt med udvikling i sprog og personlig frihed, når man kobler sprog og værdirelativisme. Det sidste er sådan akademisk slang – men jeg kan ikke finde på andet udtryk for, at det hele sådan set kan være ligegyldigt. Vi er vidunderligt frie for religion, politik og autoriteter – al den kvælende dogmatik. Vi siger neger, når det passer OS. Og luder er bare sagt for sjov.

Måske er den bedste oversættelse:

” … Det’ da lige meget …..”

Mine børn er gået på en af landets Grundtvig-koldske friskoler, hvor der hænger en del åndelig korrekthed i tapetet. Forpligtende fællesskab hedder det i dens selvforståelse – så skulle der være styr på anstændigheden.

Jeg vred og vendte mig, da jeg første gang hørte begrebet ”dødsliste”. For også dengang var ordets betydning hentet fra terror og meningsløs død. Og jeg var som mange andre forældre for slap til at sige fra, også fordi jeg som andre var for slap overfor det afgørende børne-argument:

Det’ da lige meget!

Det er ikke så ondt ment.

De vil jo bare lave lidt sjov (… og der ER styr på tropperne på mine børn gamle skole, siger mine efterretningskilder)

 

– Så slap dog af, dit gamle fjols, siger papegøjen på min skulder. Der er sket meget siden dit sidste barn forlod underskolen for snart en halv snes år siden.

Jo, der er sket meget.

Hvad med …… ?

 

Klip fra dødslisten på en skole i Risskov udenfor Århus (ifølge dagbladet BT):

 

XX: Fordi du er det grimmeste menneske på jorden, og fordi du har jordens største underbid

 

XX Kællinger: Fordi vi er trætte af at se på jeres overredigerede instagram billeder, og jeres klamme toilet selfies, hvor i stritter med den røv i ikke har. Fucking (–) skøger.

 

Den konstituerede skoleleder på den østjyske skole tog fat øjeblikkeligt og lukkede butikken efter en halv time. Ingen hyggelig fodboldkamp med lærerne. Ingen traditionsrig revy om aftenen. Det fik da også straks en tidstypisk reaktion fra en mor. Kan I gætte? Hun syntes det vare synd for de unge mennesker. Nærmest som at tage en juleaften fra dem.

Synd?

Totalrespekt for skolelederen, der skar igennem og sendte de store pattebørn hjem,. Der bør snarest indføres en pris til anstændige skolefolk, der tænker i grænser og for mennesker og børns opførsel. Eller rettere – lærer ungerne og forældrene, at den går bare ikke, den der:

Det’ da ligemeget.

 

Oven over denne ubehagelige episode svæver – eller rettere sejler to udviklinger, som i den grad er udtryk for en mørke side af det dagligliv, vi byder vore børn.

 

Børn er små voksne:

 

Det er gaver på niveau: Rolexure, aktier – og meget store pengebeløb.

Det er egentligt absurd: Efter at vi for længst – for 40-50 år siden har forladt en samfundsstruktur, hvor barndommen sluttede i konfirmationsalderen. Det er som om, vi fastholder at børn er flyvefærdige, mens de stadig reelt er beskyttet af fare og mor. Det er ikke bare i sprog og konflikter – det er også levevis, at vi fastholder paradokset.

Ved konfirmationerne – i hvert fald i det forstadsområde, jeg kender, er det ikke bare tøj og fester, der eksploderer. Det er gaver på niveau: Rolexure, aktier – og meget store pengebeløb. Og så er der den nye tradition med at blive kørt fra konfirmationen i sportsvogne eller limousiner. En konfirmation er vokset til niveauet for et stort bryllup. Og det fortsætter deropad – med alderen. I gymnasiet holder de ikke bare de største gallafester. Der er tema på. I Rus-ugen spiller man fodbold efter ideen – de rige mod de fattige (og ja, elevarrangørerne har været inde for at kigge på forældrene sociale status!). Og rigtigt originalt: En stor gymnasiefest, hvor serveringspersonalet er DVÆRGE. (Eksemplerne er fuldt virkelige fra mit taxiliv – og i min egen livssfære).

Det’ da ligemeget.

Det er li’som at sige NEGER og LUDER, bare noget vi si’r

Det er bare for sjov….

 

Forældre er voksne børn.

 

…bare fordi de for øjnene af deres kammerater hænger nogle ud for at være grimme og kalder andre for kællinger og fucking skøger.

Er der noget så pinligt som ikke at være forstående over for sine børn?

Vi eeeeelsker at kunne sige til vore forældre-kolleger, at vi kan lide deres musik, deres livsstil og deres modernitet. Vi strutter af selvfedme, når vi viser frem, at vi har givet dem en friheds og selvforvaltning i modsætning den grusomme regel-verden, vi selv var indespærret i.

Så derfor må vi som voksne også gribe ind, når ungerne afkom udsættes for den urimelighed, at deres fest aflyses, bare fordi de for øjnene af deres kammerater hænger nogle ud for at være grimme og kalder andre for kællinger og fucking skøger.

Er det er blot et udtryk for at give ansvar for eget liv, når jeg jævnligt kører unge mennesker – solidt berusede – under 18 år – hjem til mor og far. Torsdag nat – eller rettere fredag morgen et par timer før morgensamlingen i folkeskole eller gymnasium. Ansvaret for eget liv står dog i et noget sarkastisk lys, når mor står der i housecoat for at hjælpe lille Peter helt ind i edderdunsdynerne. Hun vifter med et kreditkort for at betale rejsen for sin dinglende søn. Det sidste lidt sjældnere, fordi Uber kan mærkes en smule i de alleryngste segmenter. Selvforvaltningen muliggør at de omsorgsstruttende forældre overlader det til børnene selv om de vil køre med en amatørbilist uden passagerforsikring, uden kørekort, uden straffeattest – og frisat for skatteindberetninger.

Helt autentiske historier, – det var mig der var taxichaufføren.

 

 

Hvordan sådan en – i mange betydninger værdiløs – opdragelse former en kommende voksengeneration, bliver interessant at se. Og jeg skal selv være den sidste til at fremstå som den perfekte far og opdrager. Dertil har jeg lavet alt for mange fejl og givetvis ikke forstået deres frihedsbehov på alle planer.

 

Men jeg synes, at den største, kollektive fejl forældregenerationen gør i dag – (meget generelt sagt, det ved jeg) – er at vi fratager vore børn alle konfliktmuligheder med os – deres forældre – ved at kvæle dem i pasning og forståelse. Vi er deres permanent beskikkede forsvarsadvokater.

Vi maser frem i rækkerne til forældremøder, på skoler og i debatterne og flager med en forståelse og jamren over deres oversete rettigheder. Det må ikke regne på dem, deres skoletasker er for tunge, de skal have den bedste skole, de største fester, de længste rejser. Vi holder med dem mod deres dummeste venner – og som hovedregel er dit barn et offer, aldrig en gerningsmand.

Vores afkom skal i det hele taget stråle som nyslåede medaljer gennem hele deres opvækst.

 

Jeg takker MIN skæbne for, at jeg fik lov til at få et liv, hvor jeg gjorde valg, der også var udtryk for et reelt opgør med mine forældre. Det gjorde ondt af og til. Jeg sårede dem givetvis. Og selv om vi elsker hinanden og jeg ikke har boet sammen med dem i 43 år, kan forskellighederne stadig mærkes.

De er mine forældre – ikke mine legekammerater.

 

Tak!

 

PS: Mit blogindlæg bringes i dag (sidst på eftermiddagen)  avisen.dk  – en af Danmarks større nyhedssites.