Jeg tager ikke billeder af mine kunder. Der går grænsen. Og lige i denne situation, ville det alene være retfærdigt, hvis fotografen var god og loyal over for modellen, der var noget usædvanlig i landskabet. – For han var usædvanlig i alder og outfit. Jeg blev et øjeblik grebet af den frihedsfølelse, som har kostet mig meget på en skala fra ægtefællens irritation – til jobbet:

Den frakke kunne jeg eddermame også tænke mig at gå i. – Og jeg ved, at jeg alligevel ikke ville turde gøre det. Min kone ville som blideste reaktion – ufravigeligt nægte at gå med mig på gaden.

Mine tøser ville nok acceptere det – og så promenere med mig, som var jeg en dyb excentrisk onkel fra Amerika, der undtagelsesvist ikke går i dametøj. Og mødte vi nogen, vi kendte, ville mine fars-frihedskæmper-døtre henholde sig til, at deres ”Vati” såmænd blot var midt i et oprør mod samfundets rigide opfattelse af mennesker i 60-årsalderen.

Medlidenhed ville være stikordet.

 

Murmeldyret er en gnaver og det største medlem af egern-familien

Han er omkring 70 og stiller op ved sin bolig i en af de absolut pæne forstæder til København. En nydelig, ældre og venligsindet herre. Og så bærer han en lang, ældre pels, som er meget rød i farven. I begyndelsen tror jeg, at der er tale om en rævepels – men nej. Den ER ægte – men der er tale om en pels af murmeldyret. Sibirisk murmeldyr. Rødskindet, sibirisk murmeldyr.

Murmeldyret er en gnaver og det største medlem af egern-familien. Det lever som sagt i Sibirien – men mange andre steder. Også i Europa – ikke mindst i alperne. Det er på størrelse med en bæver – op til 60 cm. Det lever båder på jorden, i vandet og sågar i træer og er et flokdyr, der sover vintersøvn. Og så har det altså lagt skind til menneskets beklædning – i Danmark helt fra vikingetiden.

 

Min kunde her valgte altså, da han endnu var gift og konen havde sine forbindelser, at anskaffe sig denne ret røde murmeldyrpels, der efterhånden har fulgt ham i en del år. Der er intet tosset eller selvfremhævende ved manden.  Han er bare glad for sin varme frakke, der faktisk har været lidt i overskud denne varme vinter. Det må han erkender.

Men i dag skal den luftes på turen ud til en veninde.

 

Jeg har altid været fascineret af pelse og gik helt klart i en, hvis jeg turde

Han har haft en særdeles lukrativ klinik i sundhedsbranchen i en af landets mest velbjergede områder. Og så skete der det, som vi alle frygter, at vores arbejdsliv bliver tabt på gulvet. Han får først en hjertesygdom, der senere følges af en depression. Trods alle sygeforsikringers løfter om, at der vil være dækning, hvis ulykken er ude, taber han det meste af sin formue på gulvet. Så det der skulle have været et økonomisk bundsolidt otium, blev knap så fedt. Også ægteskabet røg sig en tur.

 

Nu lever han en rolig pensionisttilværelse, passer på sig selv, sit liv – og sin pels.

 

Jeg har altid været fascineret af pelse og gik helt klart i en, hvis jeg turde.

Jeg var med det meste af vejen.  Men med en for den tid anakronistisk hårlængde.

Og aldrig i pels!

 

Men pels-dyrkelsen tilhørte ikke alene de oprørske hippier. Også det højere borgerskabs hippier. De driftige personer, der kan vende enhver trend og tidslomme i nu-kulturen og gøre den økonomisk fed. Min kunde i taxien har levet hele sit liv i hovedstaden og husker især ”Strecker-brødrene”, der har gjort sig i både butiks- og restaurantdrift. Mest kendte måske på Scala-bygningen i København city. En bygning, som nu er under nedrivning.

I deres unge dage promenerede brødrene i deres afghanerpelse, der provokerede det traditionelle borgerskab, husker min kunde og fryder sig.

 

…en beklædning, hvor man først så tøjet – og senere manden

Og så var der selvfølgelig den allestedsnærværende rejsekonge, Simon Spies, der både formåede at flyde nøgen rundt på gulvet i den berømte seance med nogle pornoskuespillerinder i det københavnske minefelt – og ved andre lejligheder, meget påklædt, at begå sig i en fantastisk flot, grå pels med pelshue, der stod så flot til hans glade, champagneberusede smil. Tikke bare en rejsekonge – men en rejse-tzar trukket direkte ud af en hovedscene i Dr. Zivago

Måske var det ulv.

Måske var det blåræv.

Vi husker det ikke.

Men en beklædning, hvor man først så tøjet – og senere manden

 

Da jeg sætter kunden i den røde pelsfrakker af rødlig, sibirisk murmeldyr af længere inde i byen, kan jeg bare ikke dy mig:

 -Respekt!

 Halvt ude af bilen kigger han spørgende på mig.

 – Respekt fort pelsen, hr. Jeg ville ønske jeg turde.

 Så griner han lidt og citerer de berømte ord fra Robinson-ekspeditionen:

 – Sæt i gang!

 

 

God morgen, Danmark.

– i pyjamas eller pels