Der går kun få dage imellem, at jeg bliver konfronteret med min arbejdsmæssige fortid i DR.

Dybest set drives mine samtaler i vogn 2282 også af kundernes nysgerrighed. De lytter til mit sprog – bemærker min dialekt, spørger til Bornholm, hvorfor rejste jeg derfra. Jeg ville læse til journalist, blev som purung ansat i DR. Hvad jeg lavede? I de sidste mane år var jeg udvikler og chef -. Og så kører toget ellers.

Der er stor opmærksomhed om DR – det ved jeg jo godt.

Min jordbundne kone, der er børnehaveklasseleder på en af hovedstadens friskoler, er pr. natur og af erfaring en jordbunden kvinde. Hun har haft mange af tidens skønånder som forældre. Hun har altid rystet på hovedet af denne nyfigenhed overfor statsradiofonien. Så når vi gik til de store prisvinder- og berømthedsfester, hvor DR-cheferne stolt kårer deres talentmasse og sig selv, – og en eller anden bordherre af højere rang spurgte: ”… og hvad laver så du …” i forventning om, at hun var stjerne i et eller andet tv-program, elskede hun at svare: ”Jeg er pædagog.”

Det kunne få selv den største mediechef til enten at gå helt i stå – eller komme med en eller anden ubehjælpelig bemærkning om, at ” … det da må være meget interessant at have med børn at gøre”

Spørgsmålene til mig i Taxaen knytter sig faktisk meget til min fortid – og især faldet fra tinderne. Nogle stiller det egentlig ret åbenbare spørgsmål: ”… Og hvordan er du så endt i en taxa …”

Og så kan de næsten bide tungen af sig selv. For det var jo ikke ment nedladende, siger deres lidt flove øjne. At de beskriver mig som en, der er ” … endt her…” – i den sølvgrå Mercer med det grønne logo. Sidste station før det endelig farvel. Stadiet før den endelige forsvinden!

Lige vel tragisk – men meningen er god nok. Det er er både fascinerende og frygtskabende, når vores liv pludselig ændrer sig.

Hele denne historie har jeg fortalt så mane gange, at den er uinteressant.

 

Som tiden går, tæller min arbejdsfortid mindre.

Og ridderkorset skal på. Jeg vil bære den gave fra dronningen med en taxamands stolthed

Præstigetabet, som jeg måske er blevet spurgt til 1000 gange, og det er helt forduftet, – hvis det overhovedet har været så betydningsfuldt. Jeg har både være afbilledet i ugebladenes spalter. Mest udstillet i en femspaltet overskrift i Billedbladet, da jeg blev skilt fra min første kone. Men også da jeg blev romantisk gift med min nuværende. Det er fortid og en ret betydningsløs berømmelse. Jeg glæder mi meget mere til at føre min datter op ad kirkegulvet i august næste år i kjole og hvidt og hele svineriet. Og ridderkorset skal på. Jeg vil bære den gave fra dronningen med en taxamands stolthed

Og i den anden ende af følelsesskalaen: Vreden da jeg forlod DR er fuldstændigt brændt ud.

Jeg fik kvalme af dem, inden den var helt væk, dat mit arbejdsliv fik hjul at rulle på.

 

Faktisk står jeg kun tilbage med en uslettelig ærgrelse, som er blevet lidt stærkere med tiden – og givetvis aldrig kan fjernes helt.

Hvorfor pokker havde jeg ikke erfaringerne fra mit nuværende liv med især i min periode som chef? Jeg var blevet en meget bedre chef, hvis jeg havde medbragt erfaringerne fra taxilivet.

Et par eksempler:

– I mine unge leder- og chef-år (Jeg begyndte som udvikler, konsulent og leder, inden jeg var fyldt 30) var jeg voldsomt optaget af, om kursisterne/medarbejderne kunne lide mig. Om jeg nu var god nok. Selvsikkerheden kom med alderen. Men jeg havde tilbagefald, når tingene gik lidt skævt – og når jeg kom ind i højere jobs og arbejdede med radioens kendte, elskede – og til tider meget selvoptagede profiler. De sidste var ikke underligt. For når cheferne hele tiden står og punker medieprofiler for at de skal føre sig frem og vise originalitet – så kan deres selvopfattelse flyve meget højt. Helt derop, hvor der er kortere vej til himlen end til den jord, som de går på, når rampelyset er slukket.

Havde jeg haft taxamanden i rygraden, var jeg nok ikke så vildt optaget af, om de nu kunne lide mig eller ej. Det måtte i højere grad være en sag for dem selv.

Med taxalivets virkelighed helt tæt på, med nogle krav som er langt mere kontante, når man er 100 pct. provisionslønnet (skidt dag betyder dårlig løn!) – ville jeg have sovet lettere efter mange af de lønforhandlinger, jeg har oplevet med mediefagets ” … sultne slavehær …”.

Mine medarbejdere har sikkert følt det som mange skolelærere og andre offentligt ansatte føler det: Kontrollerede i indtil flere lag af ledelse

Men jeg ville især være en bedre, daglig personale-leder efter mine tre år på landevejene. Jeg får meget røde kinder, når jeg betænker de regelsæt op procedurer jeg har været med til at administrere i DR. Mine medarbejdere har sikkert følt det som mange skolelærere og andre offentligt ansatte føler det: Kontrollerede i indtil flere lag af ledelse.

Mit første bud ville – hvis jeg som rent tankespind vendte tilbage –  være: Vi aftaler målene – resten finder du selv ud af!

 

Den største fejlopfattelse er for længst rettet: At Statsradiofonien skulle adskille sig fra al anden virksomhed her i verden. Den narcissistisk virksomhedskultur. Den navlepillende. Den ydmyghedsløse.  Den klynkende.

 

Det var en veloplagt kunde, topchefen for en lille medicinalvirksomhed med fokus på forskning, der en vintermorgen i nattemørke rev mig ud af tornerosesøvnen. De har ansat de bedste danske og nogle udenlandske ”top-hjerner”, som måske kan føre den nystartede virksomhed, der drives med venture-kapital, frem til et af de industrieventyr. Det om politikere og kommende pensionister går og drømmer om. Den der med, at det ikke er nok at være dygtigere end andre. Vi skal være klogere!

Han kunne ikke lade være med at grine, da jeg ømmede mig over arbejdet med at lede selvbevidste mediefolk.

 

– Ok, sagde han, mens han fortsatte med at le mellem ordene. Så skulle du prøve at være leder for forskere op top-udviklere i den avancerede industri. De kan ikke altid forstå, at selv god forskning har ressourcegrænser. De synes at netop deres specialeområde kræver særlig opmærksomhed og de store penge. Og så har de lige det kort, at de kan skride og tage al deres viden med dem, hvis verden hår dem for meget imod. Når det handler om ledelse, er der nok ikke den store forskel mellem selvbevidste studieværter og nørdede forskere. Du skal træde til – men du skal også træde varsomt!

 

God moren Danmark

– i dag især til de krøllede hjerner og radiofoniske stjerner.