Denne indre jubel over at sætte tænderne i et stykke godt, dansk smørrebrød.

Hvem er det lykkeligste menneske, man kan møde i det indre København midt på dagen?

Nej det er ikke en aktieejer under påvirkning af stigende kurser. Eller en politiker, der har fået fri fra et politisk gruppemøde på Borgen.

Det er såmænd en nordmand, der har nydt en god, dansk frokost.

Det er ikke banket-videnskab, det her. Det er empiri – Taxamandens iagttagelse af danskernes liv gennem 3 år på fire hjul i den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Vores liv i fællesskab med ikke mindst vore nordiske broderfolk. Og det vil blive tydeligt i de næste par måneder op til jul, hvor stadig flere modne par fra Norge – og Sverige tager turen til Skandinaviens gastronomiske hovedstad for at nyde en weekend. Måske forelskede som dengang de mødte hinanden. Og så med denne indre jubel over at sætte tænderne i et stykke godt, dansk smørrebrød.

 

 

Det er sildemadden, øllen og snapsen og så lige et stykke med ”Dyrlægens Natmad”, der trækker. Jeg forstår jo godt selv, hvorfor repræsentanter for vore nordiske broderfolk har denne lykkens aura over sig, når jeg henter dem fra den ene restaurant for at køre dem til den anden. Jeg kender den omvendte følelse af rynkede agurker og prisen på en norsk fadøl, der er så lille og så dyr, at det kan få selv en oliemillionær og for evigt afgiftsbefriet Tesla-ejer til at holde på slanterne.

 

Det er ikke hver dag, jeg tilkaldes til en adresse i Nyhavn, der jo i princippet er bilfri på den side, hvor sømændene fik tæsk og kvinder i gamle dage og hvor der i dag er goder restauranter – side oide. Og når taxien bestilles, drejer det sig som regel om at skulle hente ting og sager fra Grønttorvet eller måske køre halvfabrikata fra en restaurant i kæden til en anden.

Men i dag er den god nok – jeg skal køre gode civile kunder. Ikke de mest mobile – men blandt de lykkeligste i månedsvis.

De er lidt oppe i årene og hun er svækket af ”dårligdom i bevægeapparatet”. Han er mere adræt som en af de lidt senede seniorer, man kan møde på langrend-løjpen i de norske fjelde. Han er givetvis født med ski på og vil en dag køre direkte ind i sit livs sidste timer med to brædder spændt på fødderne.

 

Undskyld mig platheden, men jeg kan altså ikke lade være: Lige nu har han også ski på – en ”lille ski’ på”. Han har ikke blot fået rugbrød med ”auflage” – han har fået en gedigen ration af øl og snaps, så den mentale skihue passer lidt bedre til det brede smil.

 

– Dere har det beste kjøken i hele Norden, – nei i hele verden.

 

Min kunde har smidt al norsk blufærdighed, så taxamandens kinder måtte rødme. Jeg må tage den næsten ubærlige ros med lidt humor.

 

– Det har De nok ret i, min herre. Og det gode køkkenkan man måle på taxichaufførernes størrelse, siger jeg for dog at vise lidt ydmyghed.

 

Han vælger at overhøre denne retoriske selvudlevering. For han ER virkelig glad og lykkelig og uddyber sin kærlighedserklæring, mens den gangbesværede kone på bagsædet nikker til manden udsagn. Samtidigt breder der sig en mild duft af spiritus i kabinen som et vidnesbyrd om, at den berømte ” … en lille én … er blevet til en hel del i den unge dags forløb. Og det er der ikke noget galt med i Danmark, mener de fleste fra broderfolkene. Sådan er danskerne.

Man ser sig selv tilhørende et folk, der snupper et stykke smørrebrød hist og her op gennem dagen med en øl og en snaps til næsten ingen penge.

 

Nyhedschefen bød på noget af det mest ærkedanske, han kunne forestille sig: ”Gammel Dansk” og wienerbrød.

Tydeligst fik jeg denne forestilling om det evigt drikkende og spisende, danske folk i min cheftid i DR, hvor jeg jævnligt mødtes med kolleger i Skandinavien.  I Stockholm mødte jeg et par gange nyhedschefen i den svenske radio. Han nærmest hadede den svenske puritanisme – lige så passioneret, som han var flov over svensk neutralitetspolitik. Så jeg følte mig som medlem af en slags modstandsbevægelse, når han ved hvert eneste morgen- eller formiddagsmøde bød på det mest ærkedanske, han kunne forestille sig: ”Gammel Dansk” og wienerbrød.

DEN var hård at komme igennem.

For det første har jeg af hele mit hjerte – hele mit liv hadet Gammel Dansk. For det andet smagte det svensk-producerede, danske wienerbrød som et sukkerdrysset pølsehorn fra 7-eleven. Ganske forfærdeligt begge dele. Men jeg nænnede ikke at pille med illusionen om et dansk morgenbord.

 

Manden – min kunde på forsædet – er pludselig lidt sentimental:

 

– I mit arbejdsliv kom jeg en del i København. De var selvfølgelig alt det arbejdsmæssige, det er klart. Men jeg elskede nu mest, når det hele endte op med en frokost. Så fik vi selv de sværeste handler igennem.

 

Han vender sig om mod konen på bagsædet og smiler.

Hun nikker.

Kigger på mig og smiler endnu mere, lidt hjulpet på vej, tror jeg, af den lykkelige og anstændige beruselse, der åbner ham som hans egen forestilling om de frit drikkende og frit talende danskere:

 

– Det er nogle af de gladeste øjeblikke i vore liv, når vi tager færgen til København. Det er såmænd ikke så avanceret – slet ikke nu, hvor min kone ikke er helt rask. Vi tager færgen til København og nyder et glas i baren og den hyggelige kahyt, inden vi går til ro. Når vi ankommer, tager vi efter en sen morgenmad til Hviids Vinstue for at få ”en lille en”. – Eller nogle få stykker.

 

Han smiler igen.

 

– Er det juletid, skal vi smage den berømte hjemmelavede Gløgg. Og så er det tid til en ordentligt frokost. Her på vore gamle dage bevæger vi os ikke så langt væk. Så vi ender som regel på en af de gode restauranter i Nyhavn. Med smørrebrød, øl og snaps. Og når vi så er helt mætte, tager vi tilbage til Oslo-færgen – og rejser hjem.

 

Vi er fremme ved terminalen. Jeg hjælper kunderne og ikke mindst den gangbesværede frue ud af den lave taxi, og trods dette blot 6-7 minutter korte venskab belønnes jeg med en lille del af kundens kærlighed til verdens mest velsmagende nation. Han trykker min hånd og lægger den anden venskabeligt på min skulder.

 

– Livet er skønt, erklærer han højtideligt, vender og bevæger sig langsomt mod terminalen med fruen under den ene arm og hendes grønne håndtaske over den anden.

 

God morgen, Danmark og Norge

– og velbekomme!