Det var som et spark tilbage til min barndom og fortid.

Nej ikke et spark, – det lyder så voldeligt.

Men det var et løft.

Jeg funderer i skrivende stund over, om den her beretning overhovedet interesserer andre mennesker. Den er privat. Den har ikke noget politisk eller verdens-ændrende budskab. Den handler om mennesker og sammenhænge i en svunden tid. Måske vil selv mine solidariske døtre sige: Åh nej, gamle mand. Nu ikke flere krøniker fra klippeøen.

Men jeg må gribe til Taxamandens uangribelige frihedsret: Jeg fortæller, hvad jeg har lyst til at fortælle. Basta!

Nye og gamle læsere kan stå af her!

Huset ligger så smukt ved en af søerne nord for København – i en af hovedstadens mest renommerede forstæder. Jeg glemmer aldrig helt vejens navn, fordi jeg engang var så voldsomt forelsket i en kvinde på denne vej, der totalt tog pusten fra mig. Hun boede til leje i en af disse bungalower og strålede om kap med solen og alle de andre smukke kvinder på egnen. Men historien om den platinblonde kvinde er en helt anden og tilhører min intimsfære.

Endnu, i hvert fald!

Det her er uden for mit revir og mit liv.

Jeg ser op til  dette område, hvor nogle af landets fremmeligste direktører har deres residenser. Ærligt og redeligt beundrer jeg skønheden i den kultiverede natur – på afstand. Som en ejendomsskattens ”manden på risten”. End ikke i mine borgerlige velmagtsdage havde jeg råd til det. Men jeg hører heller ikke hjemme her. Jeg er skabt uden materiel misundelse, så der er ikke noget småligt, der trykker. Men det her er uden for mit revir og mit liv.

– Ligesom den let krumbøjede forretningsmand på vej ad have-stien og den stenbelagte plads foran de to, lukkede garager er fra et andet folk.

 

Men her tager jeg fejl!

Han takker for, at jeg holder døren for ham.

Ikke noget fedteri. Det er standard-procedure i selskabet, jeg kører for. Og så er det sundt for bedstefar at få strakt benene og få smurt knæene.

 

Jeg hører det øjeblikkeligt.

Vi taler samme sprog.

Vi tilhører samme stamme.

 

Han er forpint, fordi ryggen gør ond ad helvede til. På onsdag skal han gennem sit livs anden diskos-operation – og han glæder sig. For de her smerter er ikke til at holde ud, når forretningen skal passes. Det er noget med store investeringer i boliger og erhvervslokaler.

Bankassistenten fra Bornholm, der har gjort det rigtigt, rigtigt godt. Men den historie når vi ikke i dag.

 

Han er som jeg barn af en bornholmsk bondefamilie. Og vore familier er tæt knyttet til hinanden. Venskaber på egnen gennem to generationer. Mine bedsteforældre og mine forældre. Så jeg glæder mig allerede til at kontakte mine gamle forældre og fortælle, at jeg har mødt Hennings og Gurlis søn. Og jeg ved, at jeg forlods kunne hilse fra Nina og Ernst. Henning er død. Det vidste jeg godt, selv om min bornholmske tidsregning ophørte for 43 år siden. Men det er totalt lige meget. Jeg husker hans røde kinder og høje humør. Og denne fornemmelse af, hvor gode venner han og min far var. Og så Gurli med det helt blonde hår.

 

– Hvide krøller over hele hovedet. Altid totalt velpermanentede, griner kunden på forsædet. Nej vi ler begge af gensynet og billederne, mens han lader det elektriske ryglæn køre tilbage som på første klasse i den nye Airbus.

I virkeligheden husker vi ikke at have mødt hinanden. Han er den lille knægt, man ikke lagde mærke til. Han er 5 år yngre.

Jeg ville ønske jeg kunne stoppe historiens karrusel lige nu. – Bare en stund for at genopleve stemningen fra livet i den bornholmske bondestand i 60’erne. Jagterne, som der var blevet færre af, fordi tiden krævede effektivitet. Men indimellem slog de til – og så foregik det over en hel dag i et såkaldt ”jagt-konsortium”. De slog simpelthen agerjorden og skovene sammen i et kollektiv for en dag. Og så gik turen ellers med ”klappere” og hunde gennem skov og krat og over flere hundrede tønder land for at få fuglene og harerne frem.

Så var der frokost med vådt og tørt.

Og så forsatte jagten – om end noget slingrende i begyndelsen. Men man passede på hinanden og jagten var et samspil af livskraft – og død. Faktisk oplevede jeg som barn og ”klapper” på en af disse jagter, at en ældre nabo, småløbende rakte armene i vejret i begejstring efter at have truffet sin fasan perfekt i glidefarten over himlen. Så faldt jægeren, den gamle bonde, sammen – og var død af et hjertestop.

Sørgelig, ja. Men ikke tragisk.

Han fik den smukkeste død et menneske kan ønske sig: Færdig og slut – lige midt i en overvældende begejstring.

 

Om aftenen efter jagterne var der fest igen. Den store middag – nu også med kvinder.

Der var altid en god fest i horisonten på klippeøen. Det er et vilkår i udkanten. Vi måtte arrangere festerne selv. Her var ingen selvfede klubber eller lokkende caféer. Og da slet ikke udenfor turistsæsonen.

Det var de gamle generationer, der lærte os at holde rigtige fester.

 

Kunden ligger smågrinende tilbage i sædet og jeg griner 0g ryster på hovedet.

 

– Der var ikke alle disse politisk korrekte forbehold. Når der skulle ryges, sku’ der ryges. Så gik sølvfadene op og ned langs bordene med cigaretter af mange mærker og sågar cerutter til dem, der var til sådan noget. Ikke noget pjat med at gemme det til sidst. Nej der blev røget under selve middagen, så vi som børn nærmest måtte skære os gennem de kvælende tåger mens øjnene sved . Uden for diskussion: Sku’ der nydes, sku’ der nydes!

 

Så røg også taxamanden tilbage i minderne.

 

Og festerne var en rygrad i det sociale liv. MIN mormor var tidlig enke og drev faktisk gården en halv snes år, inden min far kunne tage over. Gårdens navn var, som det meste i min mormor univers temmelig ubeskedent: Sejersgård.

Mormors festvaner var heller ikke ærligt tilbageholdende. En stor festlighed – runde fødselsdage, f.eks., betød – FESTER (i flertal). Som regel 3 stk. pr. anledning.

Den ene halvdel var danserne. Den anden spillede Bridge ved de grønne filtborde.

Den første var selve hovedfesten, som oftest blev arrangeret på det lokale hotel. Bare sådan en sag med 50-60 mennesker. Efter den voldsomme middag med taler og masser af sange delte selskabet sig i to. Den ene halvdel var danserne. Den anden spillede Bridge ved de grønne filtborde.

Den næste fest måtte nøjes med kapaciteten i ”festsalen” på gården. Det var ret gode venner, der kom men ikke så tætte, at de kunne komme med til hovedfesten.

Og så blev der samlet op ved den 3. fest – for alle de, lidt ude i periferien, der havde givet gaver. Bare til en kop aftenkaffe, sagde mormor.

Men det endte nu altid med ”snitter” og øl og snaps til sidst.

 

Vi grinede sammen på minderne hele vejen ind ad motorvejen. Også af den sociale tolerance, som på en eller anden måde kunne trives i det et ellers indfødt konservative miljø. Der var familien som arvede – eller nærmest adopterede et barn eller to fra et andet sted i familien, hvor der kom nyfødte til hele tiden. Ja min mor kunne berette om en familie, hvor konen ikke var fertil. Manden besøgte nabogården, – og så kom der pludselig en lille nyfødt til med lidt hjælp fra vennerne.

Måske bare en krønike.

Nej, ivetvis sandt i historien om det folk derude i Østersøen, hvor man, når det kom til stykket, måtte skabe sine egne løsninger.

 

Forretningsmanden og Taxamanden kunne have fortsat i timevis efter den halve times rejse gennem barndommens land og klippeøens lykkelige kultur.

Men nu er turen slut.

Vi giver hinanden hånden, – og undertrykker vel nærmest lysten til et kram.

Men når turen i vogn 2282 er slut, handler vi efter spillereglerne.

De københavnske!

 

God morgen, Danmark.

– især til granitperkerne.