Fra Taxamandens klumme i Ekstrabladet, magasinet EKSTRA

 

Stemningen kan skifte som med et fingerknips.

For sekunder siden en luntende formiddagsstemning på hovedgaden i den garanteret plet- og prutfri forstad, som hele tiden balancerer mellem hygge og kedsomhed.

Så hører man en stigende, meget vred kvindestemme. Rasende uden at man kan genkende ordene. En råbende kvinde, uden en fysisk modpart.

En midaldrende, let overvægtig kvinde midt i en psykotisk kamp mod de indre stemmer. Det er tydeligt, at hun har det ad helvede til og at det her er stået på i flere dage. Håret er uredt og uvasket. Hun har blusen stukket ned i et par joggingbukser, der har kendt bedre tider. De har givetvis ikke været af i dagevis.

Hendes råbende vrede kommer ud af kroppen som et tyrebrøl. Omgivelserne trækker væk sig fra, som var hun pestramt. Råbene er lige nu det vilde dyrs angstskrig og hun går med lange hurtige skridt op ad hovedgaden. Et par unge mænd af ”anden etnisk herkomst” er på vej med kasser fra deres lastvogn ind i en af de nydelige butikker. Da de hører den dybe skizofrene råben fra kvinden med den usynlige modstander, hopper de til siden for ikke at blive ramt af hende. De kigger op på mig – og griner.

Alt forladt. Dette er et vanvidsscenarium.

 

Jeg kigger hurtigt på den meget smukke, unge dame med de karakterfaste øjenbryn og det lange hår, der er blevet omend endnu blankere af regnen

– Det er synd, siger indehaveren af forretningen. Sådan er det hver gang, hun ikke tager sin medicin

– Synd! – siger jeg selv og trækker på skuldrene.

 

En anden dag i byen. Et andet sted – nu i silende regn.

En køreordre med navn og telefon bipper ind på skærmen

Da jeg er fremme på adressen, når jeg end ikke at åbne min egen dør, før kunden kaster sig ind på forsædet.

Jeg kigger hurtigt på den meget smukke, unge dame med de karakterfaste øjenbryn og det lange hår, der er blevet omend endnu blankere af regnen.

Husker hendes navn og tager chancen:

 

– Günaydin, frøken.

 

Godmorgen – et af fire ord, som jeg mestrer på tyrkisk.

Hun smiler til mig og finder med det samme ud af, at den gråhårede granitperker på ingen måde taler tyrkisk. Men hun nikker glad og der er smil i de sorte øjne. Og i mine gråbrune.

Vi taler ivrigt sammen og jeg får en helt usædvanlig historie – et helt andet billede fra sindssygens utrolige verden.

Hun skal nå en radiojournalist inde i byen og sammen skal de køre til Jylland for at besøge hendes forældre. Journalisten skal lave en ”feature” med hende om den lange rejse gennem en skizofren lidelse. Helt fra begyndelsen, hvor de indre stemmer tog over, da hun læste til sygeplejerske. Nej endnu før! Hendes forældre skal være med i fortællingen tilbage fra barndommen.

 

 

De kom til Danmark for mere ende 3 årtier siden.

– Stemmerne sneg sig ind på mig, da jeg for alvor skulle i gang med voksenlivet. Og stemmerne uden kroppe blev fulgt af vrangforestillinger. Stemmer fra mennesker, der ikke var der. Scenarier, der slet ikke fandt sted. Og så fulgte en hård medicinering, der gjorde hende til et helt andet menneske.

Jeg kigger på hende under vejs for at forvisse mig om – for nu at være helt ærlig -, at hun taler sandt. Måske mærker hun min lille tvivl om beretningen. Måske forbereder hun sig bare på den kommende dags interview. Hun er godt begavet og ønsker at have hånd i hanke med den journalistiske historie om hendes liv.

Hun trækker et omslag op og læser afsnit op fra hendes egen sygdomsjournal – diagnosen.

 

”… Hun hører stemmer. Hun har voldsomme vrangforestillinger. Patienten er Paranoid Skizofren… ”

 

– De sindssyge kan blive raske. Det er min mission, smiler hun.

– Det har været en vanvidsrejse, hvor jeg har insisteret på at kæmpe mig ud af medicinen. Og derpå kampen mod stemmerne. Jeg tror jo på, at disse stemmer har direkte forbindelse til traumatiske oplevelser fra min barndom. Som spæd blev jeg sendt retur til Tyrkiet, fordi jeg fik en lungevejssygdom. De troede varmen dernede ville blive bedre. Men det blev et mareridt af savn og ydmygelser. Og så slog det klik senere i min ungdomstid så jeg måtte forlade min sygeplejeuddannelse.

Kampen mod stemmerne fortætter nu, hvor hun ikke hører sine egne. Hun arbejder som konsulent og underviser psykisk syge i en række kommuner. Og til nytår starter hun en ny uddannelse.

Hun skal være socialrådgiver.

Hun har gjort vejene ud af svær psykisk sygdom til et livsprojekt.

 

– De sindssyge kan blive raske. Det er min mission, smiler hun.

 

God dag, Danmark!

– især til de stemmeramte.