Dagens blogindlæg har været trykt som klumme i Ekstrabladets søndags-magasin EKSTRA

(Billedet er lånt fra BLOKHUS MEDIER.)

 

Min taxi er høj grad mødestedet for de, der ikke perfekte.

I alle aldre, klasser og køn.

Skabsbøssen, der bare har 2 kilometer og sølle 5 minutter til at få noget på ”den dumme”, sådan som han godt kan lide det. Og inden han skal hjem til hende med bryster. Eller den gamle, ensomme kone med tårerne. Hende med børnene i Tårnby, der lige så godt kunne bo i Tokyo, for hun ser dem så sjældent. Eller den topuddannede kvinde i 30’erne på vej ud på en af de massevis af forretningsrejser, – og alt for meget fravær fra de små unger. Og ham manden med madrester og pispletter på bukserne. Ham uden en kone, et barn eller en sosu-assistent til at sige: ”… Nu skifter du de der møgbeskidte bukser…”

Og så er der ham med alt for megen sprut i alt for mange år.

Jeg kender jo mine lus på gangen.

.

 

 

 

 

 

Det er stort set en del af hans liv at dyrke beruselsen

Han stopper mig i sin meget sene nattetime og i min første på dagvagten. Jeg er midt i København og på vej ind i minefeltet for at hente nogle lange hjemkørsler på denne tidlige fredagsvagt. Men inden jeg når helt ind, er han der altså, åbner passager-døren beslutsomt – og nærmest lader sig falde ned i sædet. Han er skide fuld, og nu behøver han ikke holde på formerne længere. Han er en moden herre i ordentligt tøj og har taget turen ad de små stræder og gågaden – og ingen kigger. Og så har han godt en halv time til at fatter sig inden næste udfordring – konen. Hun slår givetvis ikke med kagerulle og sover og vågner ikke hvis han er stille og heldig nok. Men hun har givetvis andre våben i arsenalet. Og jeg forstår på den løbende samtale, at det det med at tage hjem med en ordentlig kæp i øret – langt fra er første gang. Det er stort set en del af hans liv at dyrke beruselsen.

Han har gode muligheder. For det sted, hvor han indtager ”en lille én”, er hans egen forretning. Den er velbesøgt, med stamkunder. Og ”en lille én” i ental bliver til ”mange små” i flertal. Det er værtshusets og misbrugerens lov.

Misbrugeren.

Alkoholikeren.

Det er jo rigtigt, at den sprut og de joints, der var med til at løfte Dan Turèll op i i de smukke, lyriske højder, var et helvede for den datter, der bare ønskede sig en nærværende far. Jeg har ved en enkelt lejlighed mødt den unge, kloge kvinde og set smerten i hendes øjne – og har nærmest dårlig samvittighed over forståelsen for min fulde kunde. Han synker ned i sædet i en årtier gammel brandert.

Men jeg må fastholde frirummet i taxien. Bare en halv time i tilgivelsens og Mercerens læderbetrukne ”stue”.

Han småsnakker på turen ud ad motorvejen.

– Du ved, hun var inde for at gi’ en hånd med. Jeg ville taget toget lidt senere. Og så kender du måske turen. Der røg lidt for meget indenbords.

Han kigger på mig og jeg på ham og så griner vi begge:

– Der røg faktisk ret meget ”lidt for meget” indenbords. Og nu bliver hun pissesur. Ikke mindst sur over, at jeg tager en taxi hele vejen. Det er noget pjat, for pengene er ikke noget problem. Det går skide godt med butikken, og det har det gjort i mange år. Men hun er selvfølelig træt af, at jeg er fuld. Fuld Igen.

Vi lader al det saglige og moralen ligge. Jeg tænker på digtet af digteren Gustav Munch-Petersen, som en god ven læste for mig: ”Vi er mennesker. Hvorfor bebrejde hinanden, at vi ikke er andet”. Han har ret, digteren. Han udlevede det – gik selv hele vejen. Han døde som soldat i den Spanske Borgerkrig efter uden varsel af have forladt kone og nyfødt barn.

Et svin i familien.

En kunstner i lyrikken.

En helt på slagmarken.

Han vakler bort mod stål-lågen til villaen lidt længere fremme. Et skvat, ganske givet, men der skal ofte et skvat til for at fremhæve heltinden

Da vi nærmer os byen, hvor min kunde bor, går vi ind i fasen af bydende nødvendigt, maskulint sammenhold. Slukker motoren i sikkerhedsafstand fra bopælen. Hvisker solidarisk, mens han betaler mig i rigelige kontanter.

Han vakler bort mod stål-lågen til villaen lidt længere fremme. Et skvat, ganske givet, men der skal ofte et skvat til for at fremhæve heltinden.

Jeg rammes af endnu en politisk ukorrekt raptus. Alt for gammel sang til mine unge læsere, – men så må I sgu gå på Youtube og lytte til Oswald Helmuth.

Den poetiske drukkenbolts hyldest til hende, du ved nok:

”… Hun skænker morgenkaffen.

Syr tøj. Smør’ mad. Får børn. Skur’ gulv. Og bru’r mund.

Ja, hvem holder hele skidtet sammen?

Hende, konen, kællingen, madammen… ”

 

God dag, Danmark

– især til de uperfekte