Det er nogle gange de mest slidte klicheer, man skal passe allermest på.
Det tænkte jeg på, da jeg satte den unge kvinde og den gamle mormor af ved skadestuen. Dagens smukkeste taxitur Den jeg vil fortælle dig om senere.
Min unge onkel ogt sprogopdrager Ebbe (til højre) i 1971. Med storebroderen Morten til venstre. På skuldrene mine også dengang uimodståelige kusiner Tanja (tv) og Nanna. Di er i dag et par smækre kvinder midt i 40’erne – og selv forældre til voksne børn.
Klichéernes konsekvens. Det slappe sprogs skjulte løgne lærte jeg faktisk af mine sproglærere på mit journaliststudiet i Århus i slutningen af 70’erne. Den ene af dem var min kødelige onkel Ebbe, som i dag har trukket sig tilbage til huset ved Brabrand sø.Det var i mange henseender en rigtig god indgang til studielivet, at have onkel Ebbe i sit liv. Han er er en af to efternølere i en søskendeflok på fem, hvor min far er den ældste. Så der var både noget ganske fornuftigt i at have et familiemedlem, der bar den autoritære titel – ONKEL, når han så samtidigt var min ven. For han var tættere på min generation end på storebroderens – min fars. Han kunne på en gang være kontrollanten og partneren.
Han var nyskilt, små-venstreorienteret og havde fuld kendskab til de akademiske cirkler i Jyllands hovedstad. Man kunne også sige det i datidens sprog: Han var en fed onkel at have. Altså fed på den fede måde. En intellektuel charmør, der aldrig blev en del af datidens småsure, marxistiske partisanbevægelse.
Onkel Ebbe, som i dag er rundet de 70 – er magister i dansk – vist nok med en konferens om ”modalverber”. Det var et totalt usexet emne i slut-60’erne og de tidlige 70’ere, hvor de mest profilerede afhandlinger indeholdt ordet arbejderklasse. Det kunne jeg bruge, hvis han blev for højrøvet ved de byture, hvor onklen og nevøen var to drenge på rov. Var det ikke nok, hjalp det at påpege, at den smarte fyr med smilehullerne og det krøllede hår var min ONKEL. Og endelig havde jeg det sidste beskidte trick, hvis alt andet glippede. Jeg kunne fortælle de henførte unge, kulturradikale skønheder, at den her mand ved min side faktisk havde en fortid som premierløjtnant i hæren med ret til at bære sabel. Det gav så IKKE hverken ”street cred.” eller adgang hurtige sexaftaler på Jazzhus Tagskægget eller cafe Æsken i det indre Århus i 70’erne.
Så holdt onkel Ebbe kæft!
Men jeg skylder ham tak for lærdom om vores sprog og evnen til at bruge det med både passion og forstand.
Det var ham, der introducerede mig for begrebet tautologier – sproglige selvfølgeligheder. Man kunne også kalde det platheder. Det helt banale eksempel er f.eks. at tale om ”….hun fik besøg af en ugift ungkarl…” Eksemplet bærer nærmest forklaringen i sig selv.
Findes der overhovedet noget modsat udsagn? – Går nogen ind for unødvendige politik.
Tautologierne findes ikke mindst i den politiske, klichefyldte sprogbrug, hvor de pakker afsenderens manipulationer ind i overflødige ord. Det lyder uskyldigt eller bare dumt oh slapt. Men disse tautologier kan være så effektive, at de efter overbrug, slitage og død – pludselig kan opstå igen, når erindringen forventes at være forduftet.
Poul Hartling, den tidligere venstremand, udenrigsminister og statsminister – introducerede begrebet ” …den nødvendige politik …”. Hensigten med brugen af begrebet er at sige noget om, at der kun er et at gøre – at føre den nødvendige politik. Det gør jeg. Kun jeg er statsmand til at gøre det nødvendige. Begrebet kan alene angribes at ”tautologi-testen”: Findes der overhovedet noget modsat udsagn? – Går nogen ind for unødvendige politik.
Udsagnet er utvetydigt plat. Men det forhindrede altså ikke, at den nuværende regering mere end 40 år efter og med en angiveligt anden grundfarve – begyndte at bruge begrebet igen. Djøfiseringens tidsalder har nærmest tautologier som sit andet første, fremmedsprog. Den platte selvfølgelighed om den eneste rigtige politik – den nødvendige – florerer igen.
Og nye tautologier kommer til: ”…lad os døbe den fællesskabets finanslov …”kaldte Corydon den sidste aftale om landets budget. Og heri kan ikke mange være uenig med ham. Eftersom den lov gælder os alle kan man vist roligt sige, at den tilhører fællesskabet.
Da jeg hørte om dåben, blev jeg ramt af onkel Ebbes skarpe pegeping, sukkede dybt, stak min længste finger i vejret på højre hånd og udbragte et trefoldigt – ”… fællesskabet – min bare r.. …” Hvorfor skal politikerne ødelægge vore ord?
Finansminiosteren var med til at genindføre DEN NØDVENDIGE POLITIK. Og så var det han og hans spindoktorer, der opfandt FÆLLESSKABETS FINANSLOV.
” … Vi skal blive længst muligt i eget hjem …”. – Den politiske kliché er i princippet tautologisk af natur. For der er vist ikke mange, som reelt mener det modsatte: At vi skal have en ældreforsorg, som hurtigst muligt flår de gamle ud af deres vante omgivelser. Men hvor klinger det dog omsorgsfuldt med dette – længst muligt derhjemme. Kun gode mennesker bruger så smukke begreber.
Taxamanden kan så bevidne, at der ofte kan gemme sig en anden eller meget mere nuanceret virkelighed bag dette idylliske landskabsbillede. Kvælende tobaksrøg og mangel på udluftning og elementær rengøring. Gamle affaldsposer på køkkenbordet, som venter på en hjælpende hånds kræfter. Madrester på tallerkner, der burde vaskes op. Sorgfulde blikke. Ensomhed.
”… længst muligt i eget hjem …” – nu også på vrangen.
Også disse mennesker og virkeligheder møder jeg jævnligt i min skikkelse af hjælper og indkøber for især ældre kunder, der ikke selv kan bevæge sig ud af døren. Her kan man tale om borgere, der virkeligt forbliver længst muligt i eget hjem.
Bedstemor og barnebarn er vokset op sammen i en kæmpe-villa på et af landet rigeste strøg nær skov og strand
Men virkelighedens mennesker og kærligheden overvinder alt. Selv politikernes slidte fraser.
Sådan – lykkeligt sluttede min dag i dag, selv om udgangspunktet var lidt dramatisk. En gammel dame – formentlig i 90’erne – hjælpes ind i i taxaen af en ung og kærlig kvinde. Den gamle dame har et ordentligt plaster i panden -. Hun er nemlig faldet men er klar i hovedet om end en smule fortumlet. Og hun er ikke alene – og har aldrig været det. Selv om hun i dag bor i en beskyttet bolig med omsorg indenfor rækkevidde, er det barnebarnet, der stiller op øjeblikkeligt, når der er behov. Hun er selv sygeplejerske, vurderer situationen og kører med bedstemor til skadestuen for at få det hele tjekket på den – ja, det kommer man ikke udenom – den gamle dame. I modsætningen til tautologiernes og klichéernes syntetiske univers, må man gerne bruge ordet GAMMEL i den virkelige verden.
På den korte vej til skadestuen, fortæller barnebarnet om deres fælles fortid, mens hun holder om den gamle og taxien emmer af kærlighed. Bedstemor og barnebarn er vokset op sammen i en kæmpe-villa på et af landet rigeste strøg nær skov og strand.
– I min barndom valgte mine forældre og min bedstemor, at vi lige så godt kunne købe et hus sammen. Så vi boede i en slags kollektiv. De havde råd til det store hus, det er der ingen grund til at skjule. Men andre kunne sagtens gøre det samme.
De kigger på hinanden – og jeg på dem i bakspejlet. De ligner hinanden – to kvinder fra samme stamme. Jeg er givetvis jævnligt hård i filten – men jeg er tæt på tårer lige nu. Glædestårer.
Er det ikke dig de bor nede på socialisthjørnet?
– Selv om min barndomsgade signalerer solid overklasse, vidste resten af villavejen, at vi ikke var helt ligesom de andre hos os. Der lå faktisk flere store villaer på vejen, kæmpe-huse som var omdannet til kollektiver eller bofællesskaber. Jeg kan stadig huske, at de kaldte os noget helt bestemt: Er det ikke dig de bor nede på socialisthjørnet?
Ikke så megen sproglig camouflage her. Ingen tautologier eller platheder. Nogle her på vejen bor flere generationer og flere familier sammen. Så de er selvklart socialister.
Den griner vi af i taxien, mens jeg holder døren for bedstemor og barnebarn.
På turen fra skadestuen har jeg bare en drøm: At der findes et socialisthjørne, når jeg bliver gammel.
Platheder, kærlighed og familie-socialister
Det er nogle gange de mest slidte klicheer, man skal passe allermest på.
Det tænkte jeg på, da jeg satte den unge kvinde og den gamle mormor af ved skadestuen. Dagens smukkeste taxitur Den jeg vil fortælle dig om senere.
Min unge onkel ogt sprogopdrager Ebbe (til højre) i 1971. Med storebroderen Morten til venstre. På skuldrene mine også dengang uimodståelige kusiner Tanja (tv) og Nanna. Di er i dag et par smækre kvinder midt i 40’erne – og selv forældre til voksne børn.
Klichéernes konsekvens. Det slappe sprogs skjulte løgne lærte jeg faktisk af mine sproglærere på mit journaliststudiet i Århus i slutningen af 70’erne. Den ene af dem var min kødelige onkel Ebbe, som i dag har trukket sig tilbage til huset ved Brabrand sø.Det var i mange henseender en rigtig god indgang til studielivet, at have onkel Ebbe i sit liv. Han er er en af to efternølere i en søskendeflok på fem, hvor min far er den ældste. Så der var både noget ganske fornuftigt i at have et familiemedlem, der bar den autoritære titel – ONKEL, når han så samtidigt var min ven. For han var tættere på min generation end på storebroderens – min fars. Han kunne på en gang være kontrollanten og partneren.
Han var nyskilt, små-venstreorienteret og havde fuld kendskab til de akademiske cirkler i Jyllands hovedstad. Man kunne også sige det i datidens sprog: Han var en fed onkel at have. Altså fed på den fede måde. En intellektuel charmør, der aldrig blev en del af datidens småsure, marxistiske partisanbevægelse.
Onkel Ebbe, som i dag er rundet de 70 – er magister i dansk – vist nok med en konferens om ”modalverber”. Det var et totalt usexet emne i slut-60’erne og de tidlige 70’ere, hvor de mest profilerede afhandlinger indeholdt ordet arbejderklasse. Det kunne jeg bruge, hvis han blev for højrøvet ved de byture, hvor onklen og nevøen var to drenge på rov. Var det ikke nok, hjalp det at påpege, at den smarte fyr med smilehullerne og det krøllede hår var min ONKEL. Og endelig havde jeg det sidste beskidte trick, hvis alt andet glippede. Jeg kunne fortælle de henførte unge, kulturradikale skønheder, at den her mand ved min side faktisk havde en fortid som premierløjtnant i hæren med ret til at bære sabel. Det gav så IKKE hverken ”street cred.” eller adgang hurtige sexaftaler på Jazzhus Tagskægget eller cafe Æsken i det indre Århus i 70’erne.
Så holdt onkel Ebbe kæft!
Men jeg skylder ham tak for lærdom om vores sprog og evnen til at bruge det med både passion og forstand.
Det var ham, der introducerede mig for begrebet tautologier – sproglige selvfølgeligheder. Man kunne også kalde det platheder. Det helt banale eksempel er f.eks. at tale om ”….hun fik besøg af en ugift ungkarl…” Eksemplet bærer nærmest forklaringen i sig selv.
Tautologierne findes ikke mindst i den politiske, klichefyldte sprogbrug, hvor de pakker afsenderens manipulationer ind i overflødige ord. Det lyder uskyldigt eller bare dumt oh slapt. Men disse tautologier kan være så effektive, at de efter overbrug, slitage og død – pludselig kan opstå igen, når erindringen forventes at være forduftet.Poul Hartling, den tidligere venstremand, udenrigsminister og statsminister – introducerede begrebet ” …den nødvendige politik …”. Hensigten med brugen af begrebet er at sige noget om, at der kun er et at gøre – at føre den nødvendige politik. Det gør jeg. Kun jeg er statsmand til at gøre det nødvendige. Begrebet kan alene angribes at ”tautologi-testen”: Findes der overhovedet noget modsat udsagn? – Går nogen ind for unødvendige politik.
Udsagnet er utvetydigt plat. Men det forhindrede altså ikke, at den nuværende regering mere end 40 år efter og med en angiveligt anden grundfarve – begyndte at bruge begrebet igen. Djøfiseringens tidsalder har nærmest tautologier som sit andet første, fremmedsprog. Den platte selvfølgelighed om den eneste rigtige politik – den nødvendige – florerer igen.
Og nye tautologier kommer til: ”…lad os døbe den fællesskabets finanslov …”kaldte Corydon den sidste aftale om landets budget. Og heri kan ikke mange være uenig med ham. Eftersom den lov gælder os alle kan man vist roligt sige, at den tilhører fællesskabet.
Da jeg hørte om dåben, blev jeg ramt af onkel Ebbes skarpe pegeping, sukkede dybt, stak min længste finger i vejret på højre hånd og udbragte et trefoldigt – ”… fællesskabet – min bare r.. …” Hvorfor skal politikerne ødelægge vore ord?
Finansminiosteren var med til at genindføre DEN NØDVENDIGE POLITIK. Og så var det han og hans spindoktorer, der opfandt FÆLLESSKABETS FINANSLOV.
” … Vi skal blive længst muligt i eget hjem …”. – Den politiske kliché er i princippet tautologisk af natur. For der er vist ikke mange, som reelt mener det modsatte: At vi skal have en ældreforsorg, som hurtigst muligt flår de gamle ud af deres vante omgivelser. Men hvor klinger det dog omsorgsfuldt med dette – længst muligt derhjemme. Kun gode mennesker bruger så smukke begreber.
Taxamanden kan så bevidne, at der ofte kan gemme sig en anden eller meget mere nuanceret virkelighed bag dette idylliske landskabsbillede. Kvælende tobaksrøg og mangel på udluftning og elementær rengøring. Gamle affaldsposer på køkkenbordet, som venter på en hjælpende hånds kræfter. Madrester på tallerkner, der burde vaskes op. Sorgfulde blikke. Ensomhed.
”… længst muligt i eget hjem …” – nu også på vrangen.
Også disse mennesker og virkeligheder møder jeg jævnligt i min skikkelse af hjælper og indkøber for især ældre kunder, der ikke selv kan bevæge sig ud af døren. Her kan man tale om borgere, der virkeligt forbliver længst muligt i eget hjem.
Sådan – lykkeligt sluttede min dag i dag, selv om udgangspunktet var lidt dramatisk. En gammel dame – formentlig i 90’erne – hjælpes ind i i taxaen af en ung og kærlig kvinde. Den gamle dame har et ordentligt plaster i panden -. Hun er nemlig faldet men er klar i hovedet om end en smule fortumlet. Og hun er ikke alene – og har aldrig været det. Selv om hun i dag bor i en beskyttet bolig med omsorg indenfor rækkevidde, er det barnebarnet, der stiller op øjeblikkeligt, når der er behov. Hun er selv sygeplejerske, vurderer situationen og kører med bedstemor til skadestuen for at få det hele tjekket på den – ja, det kommer man ikke udenom – den gamle dame. I modsætningen til tautologiernes og klichéernes syntetiske univers, må man gerne bruge ordet GAMMEL i den virkelige verden.
På den korte vej til skadestuen, fortæller barnebarnet om deres fælles fortid, mens hun holder om den gamle og taxien emmer af kærlighed. Bedstemor og barnebarn er vokset op sammen i en kæmpe-villa på et af landet rigeste strøg nær skov og strand.
– I min barndom valgte mine forældre og min bedstemor, at vi lige så godt kunne købe et hus sammen. Så vi boede i en slags kollektiv. De havde råd til det store hus, det er der ingen grund til at skjule. Men andre kunne sagtens gøre det samme.
De kigger på hinanden – og jeg på dem i bakspejlet. De ligner hinanden – to kvinder fra samme stamme. Jeg er givetvis jævnligt hård i filten – men jeg er tæt på tårer lige nu. Glædestårer.
Ikke så megen sproglig camouflage her. Ingen tautologier eller platheder. Nogle her på vejen bor flere generationer og flere familier sammen. Så de er selvklart socialister.
Den griner vi af i taxien, mens jeg holder døren for bedstemor og barnebarn.
På turen fra skadestuen har jeg bare en drøm: At der findes et socialisthjørne, når jeg bliver gammel.
God morgen, Danmark.
– til både røde og blå socialister.
Taxamand
Next ArticleVideohilsen: taxamanden skal blogge på avisen.dk