Jeg har anderkendt min identitet som granitperker.

Men det er en ny identitet i en moderne verden.

Men inden da havde jeg en anden etikette, som jeg bar med samme stolthed: Jeg er ”reservesvensker”

Begge Kainsmærker har et kontroversielt islæt. Ordet PERKER er jo nutidens udgave af fortidens NIGGER – og grundlæggende så afskyeligt, at mine egne børn ganske enkelt fik forbud mod at bruge det. Og det virkede, kan jeg sige. Det findes grundlæggende ikke i familiens ordbog. Det kom formelt frem, da jeg en dag skulle købe nye nøgler i en nøglebar på Nørrebro, hvor ejeren er en totalblanding af en svajer fra 30’erne og en hippie fra 60érne.

– Hva’ faen mand, du’ sgu da granitperker!, – sagde han og grinede. Jerg grinede selv hele vejen hjem og skrev om det på Facebook. Det blev gemytligt modtaget af 90 pct. af mine venner. De sidste 9 pct. valgte at overhøre den racistiske undertone. Og nogle enkelte super-bornholmere syntes, det var afskyeligt, udtrykket.

Lidt den samme fornemmelse i 60’erne, hvor jeg var barn og teenager – og offer for begrebet ”reservesvensker”. 90 pct. det er ok eller det måde idioter da selv om. Log 10 pct. Jeg pander dig en, hvis du gentager det udtryk.

Min kone har aldrig brugt det, men det skyldes nok mere, at hun med en ungdom i Helsingør har et kritisk forhold til selve den etniske gruppe – SVENSKERNE. Hun har set dem vakle under politieskorte fra den ene indkommende spritbåd til den næste afgående. Stinkende, kravlende reptilberusede.

 Ja, selv de lave priser på motorcykler giver jeg afkald på af ren og skær kærlighed.

Det har sat sine spor i en sådan grad, at da jeg en dag luftede ideen om at flytte til broderlandet, bad hun om nøglen, fordi hun ville finde frem til betingelserne i vores vielsesattest. Jeg mener kun, der står et eller andet om at elske og ære hinanden, så jeg skrinlagde ideen øjeblikkeligt. Jeg foretrækker så ubetinget hendes krop og sjæl, hvis jeg står i valget mellem hende og det sydsvenske morænelandskab. – Ja, selv de lave priser på motorcykler giver jeg afkald på af ren og skær kærlighed.

Men jeg elsker også Sverige, og det skal hun altså ikke blande sig i. Den fetich er min, ligesom klipperne på den bornholmske nordkyst og udsigten fra fiskerlejet VANG, når vejret og udsigten undertiden er som krystal.

Så kan man ane Skåne i det fjerne.

Og jeg ved, det er gengældt: svenskerne elsker Danmark. En tidligere svensk nyhedschef på den svenske Radio i en sådan grad, at han serverede ”Gammel Dansk” og tilstræbt dansk wienerbrød, hver gang vi skulle mødtes i hovedkvarteret på Oxenstiernsgatan i Stockholm.

Wienerbrød med svensk melbollekultur og Gammel Dansk. Kl. 9 om morgenen.

Det er hårdt at have chefstatus i DR. – Ikke mindst i Sverige

Men kærligheden mellem broderfolkene, kan ingen tage fra os.

 

Heller ikke søsterfolket.

 

,,,København er mere storby for os. Langt mere storby end Stockholm. Om det er sagligt eller ej, ved jeg ikke. Men det føles sådan. Mere frihed – mere europæisk

To blonde kvinder prajer taxamanden på Bredgade ved Nyhavn I København. Der står ”svenskere” på deres smukke ydre. Kan ikke forklare det i enkeltheder – men I forstår hvad jeg mener. Totale blondiner og med håret klippet på en der måde som spillede de med i Abba – eller lignende. Lyseblå øjne og en udstråling som er med til at fastholde, at selv langt inde i september kan det være en slags sommer i København. Ligesom sommerpigerne i ”Alle vi børn i Bulderby.

Bare voksne – og fire årtier efter jeg selv læste bøgerne.

Taxamanden starter med sat dumme sig:

– Har I været ude at løbe, spørger jeg usigeligt dumt.

– Nei , da, vi øver os på at finde rundt i København, siger skønheden på forsædet og kigger på mig, som var jeg stegt direkte ud af den kulturelle oldtid.

Det taxamanden tror er løbetøj, er i virkelighede sidste nye mode fra Gävle – en by på størrelse med Helsingør 200 km nord for Stockholm. Og det ER mode forstår jeg på tilrettevisningen nogle timer senere hos min professionelle mode-coach på hjemmefronten. Trendy og kropsnært til unge kvinder, der kan bære det. I hvert fald i Sverige antyder fruen med sit belastende forhold til hinsidan.

Ikke noget at sige til, at de to, blonde kvinder ligner hinanden. De er nemlig søskende og fra nu af vil de give den som københavnere. Trods deres ubetingede status som svenskere, HAR de relationer til Danmark. De levede deres første år i Danmark – i Århus. Så blev deres svenske far og mor skilt – og de rejste med moren til Gävle. Skilsmissebørn blev de – skilt mellem de to lande. – Bortser fra, selvfølgelig, de jævnlige besøg hos deres far og hans nye kone i den jyske hovedstad.

Som mange unge svenskere og nordmænd, jeg har mødt er de bare vilde med København.

– Jeg kan ikke forklare det helt hvorfor, siger storesøsteren, der fører ordet. Men det er nok noget om, at København er mere storby for os. Langt mere storby end Stockholm. Om det er sagligt eller ej, ved jeg ikke. Men det føles sådan. Mere frihed – mere europæisk.

København – en skandinavisk skønhed, tænker jeg. Med tanker til den gamle reklame for Volvoen over alle Volvoer. Min far og mor ejede en i lyseblå. Volvo PV 444 – ”en svensk skønhed”

 

De to blonde søstre har være drøn effektive. Har via forbindelser fundet en lejlighed på Amager. Og vigtigst af alt: De har fundet et arbejde. Og endnu vigtigere. De har skaffet sig et arbejde på en trendy café, som åbner snart i København. Lige nu drøner de rundt for at lære byen bedre at kende. De ved ikke, hvor længe de bliver her. Om der blot er tale om et år i det land, hvor deres far bor. – Eller om de kommer til at være her så længe, at de end dag kan oppebære en status som – reserve-danskere –eller kartoffelperkere.

Det sidste udtryk tager de nok IKKE med hjem til Sverige og landets lidt strammere forhold til etniske vittigheder.

Pigen på forsædet smiler kærligt og løfter skuldrene på spørgsmålet om, hvor permanent deres københavnerkærlighed er.

–  …Jag vet inte . Men låt oss se hur länge vi kommer att stanna här …”