5 år i arbejdsløshedens lænker

 

Det regner over byen.

Først tog vi en juli, der var blandt de koldeste.

Så blev august en tidlig, ”Indian Summer”, der gav os subtropiske fornemmelser.

Og nu – ja, nu regner det igen, og der føjes en smule melankoli til overstadigheden.

Nu kender vi landet og vores kollektive humør igen. Det går godt – men lige om lidt, er det gode under pres.

Min kunde denne morgen har helt sluppet den fuldautomatiske melankoli. Han har boet nole år i udlandet, så vendte han tilbage til Danmark igen. Og lige nu er han først og fremmest optaget af de næste 14 dages ferie i Vietnam. Han er en fri mand, har bare sig selv at tage vare på, når arbejdsdagen er slut. – Og nu skal han bare ud og nyde livet. En moden herre, sidst i 50’erne – og så ligner han ikke en globetrotter. Ingen kakifarvede skjorter, ingen vandresko fra Spejdersport eller en rygsæk, der ser ud til at skulle gå af de hemmelige stier i de skove, hvor amerikanerne kastede deres Napalm eller Viet Cong-partisanerne levede i deres underjordiske gange. Overhovedet ikke, – han skal bare på ferie.

Mest af alt ligner han en almindelig dansk trivial-turist med nydelige gabardinebukser, en pæn skjorte åbnet i halsen og mokkasinagtige, bløde herresko.

Bløde hænder.

Blødt ansigt.

Han ligner protypen på forestillingen om en bankmand (Undskyld ”erhvervs-racismen”, men en fordom udspringer ofte af en eller anden iagttaget, gennemsnitlig virkelighed).

Han ER sgu bankmand!

Jeg kan ikke lade være med at smile, da han fortæller det i vores halve time, side om side på forsædet af Vogn 2282, – den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

Han er genkendt, fortæller jeg. Og skynder mig at kolportere det forudindtagede billede af en journalist, 1970’erne, som jeg genså via et foto, der væltede ud af gemmerne under sidste flytning.  På arbejde – til en koncert ude i byen. Langt hår i nakken, en bajer i den ene hånd, hvor en smøg vipper mellem to fingre. Og så den halvlange, figursyede læderjakke – og først og sidst ansigtsudtrykket: Cool!

Journalisten er mig!

Så griner vi bege, kunden og jeg, af vore bekræftede forestillinger.

Men bankmandens historie er ikke helt så harmonisk, som han ulastelige påklædning.

 

Hans karriere i banken kørte grundlæggende i smør. Han var glad for jobbet og konen og han havde en fælles beslutning om ikke at skulle have børn

 

Han kigger ud af forruden, mens han genkalder sig de sidste 10 år:

 

Gode vilkår. God løn. Gode levevilkår

– Det gik bare fremad, du ved. Jeg gjorde snart den ene, snart den anden indsats og mine stillinger blev bedre og mere betroede. En dag kom bankens ledelse og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig et job for dem i udlandet – i Tyskland. Konen var måske lidt skeptisk i begyndelsen, fordi hun IKKE havde et job parat. Men vi fandt ud af det. Nu satsede vi på mig og rejse ned til en succes som dansk bankansat på ret højt niveau i udlandet. Jeg havde succes, og med tiden fik konen også et ordentlig job. Gode vilkår. God løn. Gode levevilkår.

Det bliver en lang historie, hvor man fornemmer, at der ikke er taler om en happy ending.

Ganske rigtigt. Efter nogle fede år i Tyskland indtræder finanskrisen. Og så sker det, som ikke på et eneste tidspunkt var inde i risikovurderingen: Han bliver fyret. På god bankmaner med et ordentligt ”håndtryk” – men jo slet ikke på et direktør-niveau, hvor du får penge nok til at klare dig resten af arbejdslivet.

– Først går tiden med at sunde sig – og faktisk nyde det lidt. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Så begyndte jeg at kigge mig om – nu skulle det være: Et nyt job dernede i Tyskland, for det ville ikke være rimelig at trække fruen hjem, når hun nu selv var faldet til og havde godt arbejde. Men det viste sig meget, meget vanskeligt at få arbejde. Dels fordi krisen blev værre, og dels fordi han fandt ud af, at det der med at være midt i 50’erne …  Det kan godt være, det føles ok – faktisk lidt selvfedt, både at være helt klar til nye opgaver og så at besidde modenhedens klogskab. – Livserfaring.

Det havde bare ingen gang på jorden i den virkelige verden.

 

De blev skilt. Og den driftige bankmand var forvandlet til en gedigen taber uden job og uden ægtefælle

Det endte med at blive en gigantisk nedtur herunder noget, der lignede en proces, hvor han til sidst følte sig kemisk renset for enhver form for selvværd. En dag var ”håndtrykket” brugt op, og de levede reelt af konens løn og lidt ”spredte midler” for en vennetjeneste hist og her. Rollerne var byttet helt om. Nu var det ikke konen, der flyttede med ham på basis af hans gode løn. Nu var hun selve livsgrundlaget. – Og det kunne hans selvopholdelse og ægteskabet ikke holde til.

De blev skilt. Og den driftige bankmand var forvandlet til en gedigen taber uden job og uden ægtefælle.

 

– Der er intet – der er bare intet job til mig. Jeg søgte og søgte dernede i Tyskland, men lige meget hjalp det. Det ene år var jeg til blot én samtale, og jeg var nærmes sikker på, at min arbejdsliv var slut – selv om kroppen og forstanden protesterede.

Han var lænket til arbejdsløsheden i 5 år.

 

En gammel ven blev hans redning. Han sad selv i et bankjob i Danmark og vidste, at min kunde faktisk var temmelig dygtig inden for sit felt – handel med værdipapirer. Han brugte sine forbindelser og fik i første omgang sin ven ind i et vikariat.

 

Han smiler på forsædet – og det er ikke bare ferierejsen til Vietnam, der trækker her et par timer før, han kan sætte sig ind i flyet og nyder rejsens ouverture. En g&t eller tre!

 

– Det midlertidige job blev fast og selv om jeg er ”den gamle” i en afdeling, der traditionelt bemandes af hurtige mænd i 30’erne, er der fuld respekt og jeg har gode resultater. Naturligvis, havde jeg nær sagt. For årene, der gik forud har jo givet mig en unik træningstilstand. Den har jeg jo gratis med i bagagen.

 

Han har betalt turen. Vi gi’r hinanden hånden. Det er blevet mit princip, når jeg har haft et særligt nærvær med mine kunder. Et håndtryk – og så udveksler vi fornavne.

Gammeldags?

Nej, det er vel nærmest god stil!

Og så giver det den pæne bankmand muligheden for at lægge lidt af pænheden og saluterer vores 30 minutters rejse i arbejdslivet.

 

– Det er li’godt satans – at vi skal acceptere alderens trykken sådan 10-20 år før, følelsen er virkelig. Sorry, men jeg mærker altså ikke pensionsalderen kalde endnu!

 

God morgen, Danmark

– ikke mindst til ”job- taberne” over 50!

Next ArticleEt opråb til trafik-fascisterne