taxamandens klummet i EKSTRA, EB’s magasin den 14. juni

 

Det ændrer på styrkerne i dine sanser for omgivelserne, når der sker store ændringer i dit liv.

Det er et faktum, som jeg bl.a. lærte i teorien, da jeg i 90’erne fulgte et stort chef-uddannelsesprogram, hvor der var koblet psykologer på os i hele forløbet. Jeg husker en gennemgang om krisepsykologi, hvor det handlede om arbejdslivets udfordringer.

Dengang tændte det min nødvendige journalistiske, kritiske sans. Bl.a. oplysningen om, at det at blive fyret i psykologisk belastning svarede til – ”…dødsfald i nærmeste familie…”

Arh, mon, er det så slemt?

Jeg ville være en kylling, hvis ikke jeg turde kigge ind i min egen rejse fra Statsradiofoniens velpolerede gulve og ridderkorset til de bankede måtter i min sølvfarvede Mercedes 200E, stationcar. Der er selvfølgelig prestige-forskel på at trykke dronningen i hånden, bukke dybt og servilt i pingvinkostumet – og så åbne døren for en sovende fulderik, der falder sidelæns ud af bagsædet, ned på. Det er skægt at fortælle historien lige nu og her. – Men det er ikke helt så sjovt, når nogle forsigtigt stiller mig spørgsmålet om det underlige hamskifte fra programchef til taxamand. Især mens de afventer svaret og med bedemandsøjne kigger på mig som en sjæleven på en kræftpatient i terminal fase.

Jamen hvad var det dog, der skete. Hvad var det for en fatal rutsjetur, dit liv tog?

Den gør ”av” uanset svaret.

Eller min særlige, etniske taxakollega ”S”, veteran fra en af de håbløse, mellemøstlige krige, der nærmest nødtvunget fortæller mig efter månedsvis af nærværende natte-samtaler – at han ikke gik selv men blev fyret fra den akademiske stillinger i et ministerium. Flygtning, ”super-perker”, topuddannelse, embedsmand i etaten hos verdens lykkeligste folk. Og så en dag – efter en nedskæring eller ”tilpasning” – er det slut. Det gør så ondt, at end ikke faren derhjemme i den mellemøstlige hovedstad får noget at vise. Det er for smertefuldt for alle parter.

 

 

[

Han er glad for livet, holder sig godt – og trives uendeligt godt i friheden fra arbejdsmarkedet. Men de sidste års rejse mod pensionen var hårde…

Han er min første kunde denne morgen ude i forstæderne. Han er på vej hjem efter en fødselsdag hos sin ”bonusdatter” og er ganske appelsinfri. Han er slank velklædt og egentlig lidt overaskende aldersmæssigt i forhold til det hurtige svar på, hvad HAN så laver. Han er såmænd folkepensionist. Meldingen om de 68 år tager taxamanden pænt efter at han selv er rundet de 60.

Han er glad for livet, holder sig godt – og trives uendeligt godt i friheden fra arbejdsmarkedet. Men de sidste års rejse mod pensionen var hårde.

Ikke selve faldet. Det kom han sig over. Men tiden, der fulgte.

 

– Jeg var psykolog, – børnepsykolog på en institution her i byen. Jeg var fyldt 50 og der begyndte at ske noget ubehageligt inde i mig. Jeg kunne i mindre og mindre grad klare det. Børnene var dejlige at omgås. Arbejdsopgaven var væsentlig og krævede kompetence. Det var jo i den grad meningsfuldt. Men møderne og hele min arbejdsrolle.

 

Faldet kom nærmest fysisk. Og han gennemgår det for mig appellerer til hans indre psykologer i den sene nat og den tidlige morgen som en dramatisk fortælling- en klon mellem et filmanuskript og en politirapport. Han skal dreje til venstre på sin cykel og en bil er på vej ud. Han ved med sin forstand, at det her kan blive farligt. Men han ved også, at han formelt har retten på sin side.

Slutningen er nærmest indlysende og dog ikke mere dramatisk end et benbrud.

 

– Da jeg lå på hospitalet i min seng vidste jeg, at det var slut. Helt slut. Jeg kunne bare ikke vende tilbage til mit arbejde. Det var en underlig – helt forkert og helt rigtig slutning. Jeg ville bare ikke mere og det gjorde ikke noget.

 

– Jeg kender det, siger jeg. Men kan man ikke sige, at vi modne mennesker. måske især os mænd – mangler en slags ”defensiv livsstrategi”. – Hvad skal vi gøre, hvis ikke det går, som vi regner med?.

Han tænker en stund og vi er stille, mens vi kigger ud gennem Mercerens forrude.

 

– Jeg ved det sgu ikke. Egentlig ikke hos mig. Nej jeg var først og fremmest befriet. Måske har jeg egentlig aldrig haft de rette ambitioner.

Så er vi fremme.

Han klapper mig på skulderen og siger tak for en spændende samtale. Vi smiler solidarisk til hinanden. De to sølvræve.

 

God dag, Danmark

– Især til jer for enden af rutsjebanen