Fra hospitalet og på denne tid af dagen – det plejer at være kræftpatienter!

Og det viser sig endnu engang, at taxamanden, barfods-sociologen har ret.

Hun er en kort, tæt kvinde. Hun er kvik i bevægelserne trods de ekstra pund på sidebenene. Slagfærdig. ”Halløj chauffør”, endnu inden jeg selv når at åbne munden. Hun er en arbejderkvinde fra en tid, hvor den status både blev båret med stolthed og en anelse selvudslettelse: Jeg er som jeg er – men ikke noget særligt.

Det er i stunder som denne, at jeg kysser min skæbne på munden. Jeg skal ikke gennem det overflødige journalist-ritual, inden vi går til stålet. Vi skal fra Herlev til Tåstrup og i de 20 minutter det tager, kan vi lige så godt får det bedste ud af det.

Inden vi når Herlev Hovedgade er udgangspunktet slået fast: Hun er midt i en strålebehandling for brystkræft, mens det ser ud til at gå godt og faktisk er hun et ret lykkeligt menneske.

– Jeg røg ud af skolen efter 7. klasse, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde det ud og pjækkede. Så i realiteten har jeg ikke gået i skole siden 6.klasse. Samtidigt udviklede samfundet sig mere og mere i den retning, at du var alvorligt bagud, hvis ikke du fik en uddannelse. Men jeg skulle ikke nyde noget. Det var ydmygende at skulle optræder som dum. Så jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville komme i nærheden af en skolebænk igen. Hvorfor gå efter det, der gør ondt?

 

Jeg har altid ville passet mine egne børn og så måtte vi sætte vores levevis derefter

Taxamanden er fra den samme tid – folkeskolen i 60’erne, hvor det stadig stod stemplet på ballerne, hvilken klasse vi tilhørte. Og de laveste klasser skulle bare se at komme i gang. Hun turnerede rundt mellem forskellige jobs i en tid, hvor der altid var noget at lave, hvis man gad. Var det lidt svært på et niveau trådte du bare et trin ned af stigen, hvor det først og fremmest var næverne og kroppen, der var dine kvalifikationer.

 

– Jeg fik børn ret tidligt. Og det betød så, at min tilknytning til arbejde udenfor blev noget svagere. Sådan lagde vi det til rette, min daværende mand og jeg. Og det har jeg det bare så godt med. Jeg har altid ville passet mine egne børn og så måtte vi sætte vores levevis derefter. Det blev ikke til noget hus eller nogen rigdom. Men de har klaret sig godt ungerne. Vi holder sammen og de tager sig godt af deres børn.

 

– Bagefter kneb det for mig at komme ordentlig ind på arbejdsmarkedet. Jeg havde forskellige skavanker. Jeg blev skilt. Og hver gang vi skulle snakke job på formidlingen eller kommunen, var der ingen, der spurgte til, hvad jeg egentlig kunne tænke mig. Pludselig var der gået en masse år. Og sådan gik det til, at jeg nærmest levede på de der skide overførselsindkomster – eller hvad man nu kalder dem – i 20 år. Jeg var ikke ulykkelig. Men selvfølgelig var jeg ikke glad for den lave løn og et liv uden arbejdskolleger.

 

Hun fortæller mig åbent om et lidt hårdt liv med tobak og lidt for megen fest i gaden. Men også om kærligheden til børnene og den 10 år yngre mand, der kom fast ind i hendes liv. Også om en råstyrke, hvor hun skar helt ned på alkohol – ikke noget druk til dagligt. Hun kom ikke i behandling. Hun tog bare en beslutning om at skrue ned for blusset.

 

– Og så var det, at jeg for første gang mødte et menneske i systemet, som tog udgangspunkt i: Hvad har du egentlig lyst til? Det var jo det der med at komme tæt på andre mennesker, det handlede om. Så fik han mig ind i en flex-job ordning, hvor jeg er fast handicaphjælper for en ung, spastisk kvinde. 4 timer om dagen. Jeg har et job som har mening – og hun er sgu glad for mig, tror jeg. Jeg tjener flere penge – og jeg har overskud til at holde humøret oppe under kræftbehandlingen. Ikke noget med selvmedlidenhed eller sygemelding. Først går jeg på arbejde og så tager jeg til strålebehandlingerne. Og du kan være stensikker på, at jeg nok skal klare det her.

 

Jeg har altid haft yngre kærester. De kan lide kvinder med gang i den

– Og så den ti år yngre kæreste.  Er du til unge mænd, spørger jeg hende drillende, inden hun står ud af taxien?

 

– Det passer mig fremragende, griner hun tilbage. Jeg har altid haft yngre kærester. De kan lide kvinder med gang i den. Og jeg er sådan en, der kan drikke en bajer med dem i weekenden. Det synes de er fedt, så jeg får ingen klager.

Så griner hun – også med øjnene

 

God dag, Danmark

– ikke mindst til de slagkraftige kvinder.