Kender du det?

Der er begreber, som giver dig kvalme, som du næsten får lyst til at udradere af dit univers.

Og jeg tror ikke KUN det gælder for sprognørder som taxamanden.

Det er nogle gange næsten uretfærdigt, fordi meningen bag kan være god nok. Men, hold kæft, hvor jeg ikke kan holde ordene ud.

Der er f.eks. ikke noget principielt galt i ”… at have med mennesker at gøre…”. Det er jo helt fantastisk for psykologer, kassedamer, ejendomsmæglere, præster og parkeringsvagter.

Og taxamænd for den sags skyld. Jeg laver jo ikke andet end at køre folk fra A til B, tale med dem, lytte til dem, bære deres indkøbsposer og løfte deres rollatorer.

Men ”… at ha’ med mennesker at gøre …” – det er et begreb så slidt, så bredt, så selvindlysende sandt og sympatisk, at det for længst kunne trænge til nogle år seniorferie.

Seniorferie – hvad er der nu galt i det. At være senior eller have ferie? Det første er jeg på dåbsattesten og det andet har jeg lige haft. 4 dage ved Como søen i Norditalien. I rigtig gode venners lag. Med god, norditaliensk hvidvin, Vågne op til udsigten af de store bjerge på den anden side af søen lige her på kanten af Alperne, tæt på den Schweiziske grænse. Og så maden. Hjemmelavede oste, pasta midt i svampesæsonen, Risotto med kastanjer, Tomater i mange former og solmodne med en virkelig smag af frugt. Ikke noget smagløst, industrielt, naturgasopvarmet drivhus her

Kun den der med, at ”… vejen til manden hjerte går gennem maven… ”, irriterer mig. Jeg ser mig selv som en tung, forspist bedstefar, der hænger fast i de mest umiddelbare glæder.

Og der er jo sådan set det jeg er – det er sandt nok. En rund, mæt gammel bedstefar.

 

Vorherre bevares. Det er det indlysende, selve sandheden i disse slidte fraser, der irriterer mig.

 

”Det grå guld”.

Jeg er tæt på sat få uregelmæssig hjerterytme af den misbrugte kliché. Begrebet er ikke særligt gyldent hos undertegnede – snare noget jeg lidt sarkastisk kunne kalde en nærdødsoplevelse.

Jeg slår lige dette omklamrende begreb op på nettet – og så kommer kvalmen for alvor. Jeg kan læse følgende fra Wikipedia:

 

… 200 ansøgninger, og så er det ellers forfra…

Det grå guld er en metaforisk betegnelse anvendt om ældre, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Generelt i politiske sammenhænge refererer begrebet til dem, hvis evner på den ene eller den anden måde kunne udnyttes bedre. En rask person som er pensioneret i en alder af 62 år ville høre under denne betegnelse; vedkommende er stadig i stand til at yde en normal fysisk eller psykisk arbejdsindsats.

 

OK, mit humør-termometer står på minusgrader. Noget jeg – hvis ikke jeg talte så pænt et sprog, der historisk svarer til min grå manke – ville kalde en gang sociologisk narrefisse.

Men sådan taler man altså ikke i mit hjem!

Herhjemme råder den anstændige sandhed.

Derude trives løgnen. – Eller rettere: Den kyniske sandhed pakkes ind i et klæbrigt politiker-slang som det grå guld. Og så har det intet med virkeligheden at gøre længere. I går kunne min kone fortælle om en elektriker på arbejde her i vores lejlighed. Han var røget ned fra cheftinderne (personaleansvarlig for mere end 100 mennesker) og kunne ikke bevæge sig op igen.

Han var for gammel og op mod 200 ansøgninger gav ham ikke en chance. Så han rev et par år ud af sit liv, gik på SU og er nu uddannet elektriker. Det har kostet ham hus og formue – og det er en grov underdrivelse at give ham etiketten det grå guld. Han er mere mandfolk og fuld af ungdommelig kampkraft, end mange af dem, der aldersmæssigt kunne være hans børn.

Min egen historie ligner, men har før sagt og mener, at kampen på det grå gulds slagmarker må andretage.

Jeg orker ikke etiketten.

Jeg bærer ikke martyriet.

Min forfængelighed er givetvis for fuldfed.

 

I stedet har jeg sat mig for at fortælle historier fra den virkelige virkelighed, set gennem forruden på min Mercer.

Det gælder f.eks. mødet med et af de mennesker, der kan helbrede min mavesurhed og melankolien efter en ferie, der var alt for kort.

 

Vi har ansat folk, der var først i 60’erne. Den sidste var 64. Det er geniale folk som projektledere

Vi er brødre i alder og sind, selv om vi aldrig har mødt hinanden. Og vi udveksler hurtigt livshistorier. Han lægger ikke skjul på, at han drømmer om at rydde chefskrivebordet i det arkitektfirma, hvor han er en af lederne. På ingen måde, fordi han er sur eller bitter. Han har bare mere og mere lyst til at komme tilbage til sit egentlige fag som arkitekt og projektleder. Da han hører min historie, gør han mig nærmest lidt flov over mit indre klynkeri og mit væmmelsesforhold til Det Grå Guld. Han synes løsningen med den skrivende taxamand er genial. Han storgriner over mit visitkort: Jesper Grunwald – journalist, blogger & taxichauffør.

 

– Det må da være fedt, siger han og jeg kan ikke andet end at føle mig lidt stolt, selv om de tre titler ikke alene er forfængelighed men også en helt kold nødvendighed for at få brød på bordet.

Vi taler om det sødmefyldte og smertefulde skæringspunkt mellem lyst og behov. Og vi drøfter, hvad man kan gøre for at undgå seniorgenerationens ufrivillige martyrium

 

Og så fortæller han en historie, som man sjældent hører.

En de bryder normerne og den forudsigelige tragedie om en forkælet 70-generation, der pludselig er døde på arbejdsmarkedet og derfor holder krampagtigt fast i egen position og ansættelse.

 

I arkitektfirmaet er de begyndt at rekruttere ”ældre”, seniorer – eller hvad man nu tør kalde min egen dybt forfængelige generation, der ikke kan tåle tanken om at være overflødige. Nu har vi fået løn, skulderklap og anseelse et helt liv, og så er vi fanden gale mig blevet for gamle inden udløbet af sidste salgsdato.

 

– Det er egentlig ganske enkelt, siger den ledende arkitekt. Vi har simpelthen netop brug for de kompetencer, som netop er udviklet gennem et langt arbejdsliv. De kan angribe opgaverne fra flere vinkler. Så vi behøver ikke at have flere – men kan nøjes med en mand på den enkelte opgave. Det er hurtigt, det er effektivt – og det er lønsomt. Ofte komme de tilbage inden den afsatte tid til projektet og siger: Det var så det – hvad bliver det næste projekt? Vi har ansat folk, der var først i 60’erne. Den sidste var 64. Det er geniale folk som projektledere.

 

– Men hvad så med den højere løn, som de folk så oppebærer her sidst i deres karriere?

 

Min kunde kigger mig direkte ind i øjnene, så jeg kan forvisse mig om, at han ikke maler virkeligheden lyserød.

– Jamen de FÅR den gode løn. De er hamrende gode.

 

Det grå fuld.

Begrebet fik skænket endnu en levedag.

 

God Morgen, Danmark.

– især til det gyldne guld