Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, siden man ikke må bruge ordet gammel. Der er noget næsten politisk korrekt over ordet ældre. Min egen mor har korrekset mig flere gange – og hun har skoene på i den her sag. For det første, fordi hun har en fortid i ældreforsorgen – hun var plejehjemforstander. For det andet, fordi hun er 84 og bor på plejehjem – med min ”gamle far”. Det er faktisk de ord han bruger, når han tager telefonen: Goddag min dreng, det er din GAMLE far.

”Min dreng”, – det er en ok måde at blive tiltalt, selv når man lige er rundet de 60. Hvorfor skulle det så være forkert at bruge gammel-ordet, når man er blevet det?

Han stavrer – kunden – fra lægehuset over mod taxaen. Han er og bliver altså en gammel mand. Han er fyldt 86, fortæller han senere i en alt for kort levnedsfortælling, fordi turen er en lokaltur. Den må jeg afslutte ved at stoppe taxameteret og bruge 5 minutter foran han lejlighed for lige at få beretningen med om en af de mest dramatiske oplevelser i karrieren- Kroppen er krumbøjet, fingrene krogede af gigt og med store, brune ”leverpletter”. Han ER gammel, basta

Men øjnene!

Han kigger på mig med drengerøvens øjne og fortæller historier, der nok slet ikke er så meget røverhistorier, som de lyder i øjeblikket. Og han fortæller mange historier. Ikke mindst til de 7 børnebørn og 8 oldebørn.

Han har haft et af de mest eventyrlige jobs i børn bevidsthed. Han var brandmand det meste af sit liv.

 

– Selv om jeg holdt om med at arbejde som brandmand for mere end 25 år siden, kan jeg godt sige dig: Jeg tænker på det arbejde næsten hver dag. Vi havde det mest fantastiske kammeratskab. På den måde var det næsten som at være drenge hele livet. Slet ikke fordi det bare var sjovt. Jeg har oplevet de største tragedier. Men for os, der var brandmænd og røgdykkere var der et hovedprincip: Når der gik to ind – så skulle der også to ud. Aldrig alene. Ikke svigte. Det skulle man give og det kunne man forvente at få igen. Så da ham der Blicher Hansen ikke ville være medlem vores fagforening (en sag, som, kørte i mere end 13 år – og som han vandt i en retsag mod systemet. Men han vandt ikke kammeratskabet med kollegerne…) – så ville vi bare ikke have ham med i vore cirkler.

 

Øjnene er bare ikke så drengede mere. Lige som når han fortæller om den katastrofale brand på Hotel Hafnia i København 1973, hvor 35 mennesker omkom.

 

– Du får aldrig de billeder ud af dit hoved, det gør du ikke. Jeg husker et sted, hvor vi kravlede ind langs gulvet. Vi kom ind på et badeværelse. Der lå en kvinde og et barn tæt på hinanden på gulvet. Og faren sad sammenkrøbet på toilettet. Meget fine. Men de var alle døde af røgforgiftning.

Der var jo ikke megen psykologsnak dengang. Men vi talte altid sammen, kollegerne, bagefter. Ligesom det der princip: Aller ind – alle ud. Vi snakkede om hver enkelt oplevelse, og det var nok sådan vi bearbejdede det.

 

Han elsker sin familie, men nu må han bearbejde det meste alene. Det har ikke været særligt sjovt at miste sin kone. Men den største smerte var at miste en datter på bare 60 år.

Mens vi bar ham ud kunne vi mærke lugten af hans forbrændinger. Det lugtede ligesom flæskesteg

Det skal der ikke snakkes så meget med taxamanden om. Det ligger allerinderst. Han afvæbner et eventuelt spørgsmål med en gruopvækkende og absurd historie fra brandmandstiden – lige her i Merceren, inden han stavrer ind ad stien til sin bolig.

 

– Jeg glemmer sgu aldrig, da vi bar en mand ud fra en lejlighed under en brand. Han var pisse-fuld, havde røget i sengen – og så var det gået galt. Mens vi bar ham ud kunne vi mærke lugten af hans forbrændinger. Det lugtede ligesom flæskesteg. Alligevel sad han der i vores arme, mens han sang med på Bjørn Tidmands kendte sang dengang:

 

”…

Brænd mine breve.

Brænd mine breve.

Brænd mine breve – lov mig bare det

…!

 

Han døde et par timer senere.

 

Den gamle brandmand venter udenfor, mens jeg vender taxaen.

Drengerøven vinker og smiler til mig, da jeg kører forbi.

 

God morgen, Danmark.

– I det absurde og det almindelige liv