Kan et savn være lige så stærk som en kærlighed?

Ja, så sandt som der er lavet stor kunst på det faktum i musik, på film, i litteraturen. Weltschmerz, sødsuppe, fortvivlede selvmord. Dramatiske bjergtinder.

Men også når jeg kigger på min daglige verden udenfor og indenfor forruden på min Mercer, møder jeg det der savn næsten hver dag. Jeg kører en del med ældre, – ja, gamle mennesker – og er måske blevet mere følsom overfor det. Og så er der den der skide 60-års dag, som har ramt mig, selv om forfængeligheden kæmper imod.

Det har en ende!

Og i disse dage og timer, hvor journalister martres af egen dumhed og fremstår som alkoholiserede ludere, må jeg forklare min metode. Hvad er det for en interview-teknik, der bringer mig ind i denne selvfølgelige samtale om savnet? Er svaret lige på og hårdt: Hvordan føles ensomheden? – Nej.

Svaret er enkelt – ingen! For lige her har jeg trods min stand – en blufærdighed. Jeg vil hellere gøre mine ældste kunder gladere end mere vemodige, når turen er slut.

Jeg vil gerne snakke. Og fortælle.

“…Jeg ville løfte humøret lidt på denne ugentlige Via Dolorosa – i mere end 70 måneder – i flere hundrede uger…”

– Jeg husker særlig ham på vej hjem fra hospitalet efter den 3. dialyse denne uge. Han er en ældre, slank mand, rimeligt selvhjulpen men også et menneske med meget smerte i sit rynkede ansigt. Og langsomt til bens. Sådan har han taget turen – i syv år ud for at få renset blodet i en maskine, fordi ens nyrer er stået af o man ikke kandiderer til at få transplanteret en ny. 7 år frem til hospitalet. Blive behandlet i nogle timer – og så hjem igen.

Jeg ville løfte humøret lidt på denne ugentlige Via Dolorosa – i mere end 70 måneder – i flere hundrede uger. Jeg fik på en eller anden passende måde vist en vis respekt for ham.

 

– Joe, selvfølgelig er det trættende, men jeg er jo også en gammel mand i 80’erne, svarede han beskedent

Jeg kan se ud af øjenkrogen at vender ansigtet mod mig.

– Det er hårdt. Men det er ikke så hårdt som at miste sin kone.

Vi får en længere snak, som mænd sjældent tager med hinanden. Hvor svært det er at være alene. Og hvor meget han savner sin kone som person og ven og den, der har kendt ham gennem alle årene.

 

Så er der den ældre mand, der er pæonrød i hovedet af et forhøjet blodtryk og stinkende af spiritus. Ikke den lyriske duft af et glas vin, men heavy – druk!. Han skælder ud på alt og alle og nu har en pc-mand forsøgt at snyde ham og han blev uvenner med nogen under en familiefest osv. osv…. Og så kommer langsomt historien om, at ”..det sgu ikke er så sjovt…”. Han slapper af på den lidt længere tur.

Han åbner selv: Han mistede sin kone for 14 måneder siden.

 

– Hun døde af en hjerneblødning og det var på en måde vores egen skyld. Vi havde ingen børn men rejste meget over hele verden. Men vi drak for meget og så faldt hun og slog sig hårdt i en brandert. De kaldte det hjernerystelse, men hun fik det dårligere og dårlige. Og en dag var hun bare væk- Jeg savner hende. Der mangler noget siger ham som et punktum inden turen er slut. Mens der er stille i taxaen de sidste minutter.

 

Savnets 3. vidne kørte jeg med for blot et par dage siden. En pensioneret sygeplejerske, som var slidt fysisk efter mange leveår. Vi talte sygepleje – jeg med udgangspunkt i nogle sygeplejersker, der har været tæt på mig i livet (min mor, f.eks.- en god skole. Sygeplejerske er gode fortællere). Vi taler om at have et arbejde, der næsten sætter sig i en som en kropsdel. Man er altid sygeplejerske. Men så var der altså lige drengene, der skulle passes- De var nu langt oppe i årene – den ældste næsten 60. Hun mistede sin mand, da hendes drenge var 9 og 12, bare sådan en uskyldig sygdom, der gik i sort- Hun har været enke i 47 år!

– Om jeg savner ham? – Jo, jeg savner ham stadig- Og særligt mens børnene voksede op. Det er klart. Jeg savner ham stadig og det har jeg gjort i alle 47 år. Jeg savner ham bare og folk vil ikke altid tro det. Men jeg kan stadig huske hans stemme. Jeg kan stadig høre hans stemme….

 

God morgen-krammer, Danmark

– særligt til de savnende