Tør du tage springet?

Jeg tænkte på det retoriske spørgsmål ved en reception for den navnkundige studievært, min tidligere kollega og medarbejder, Monica Krog-Meyer. I DR byen i går. Hun tog det virkelige, faste spring ind i DR for mere end 40 år siden. Fastansættelsesjubilæet var i går. Det blev ikke til noget for Monica med karrieren som gymnasielærer i fransk, sådan som det tilsyneladende var destineret af opvæksten i det gode, nordsjællandske borgerskab. Til gengæld blev hun et af de sidste 4 årtiers mest navnkundige radioværter i la radio danoise. Fra fransk-studine til elsket radio- og medieprofil.

Og så oplevede jeg spørgsmålet – tør du tage springet – hel u-retorisk og konkret – ved at blive rost for at have taget det selv,-  springet. Som skulderklap fra mine tidligere kolleger i DR. Jeg er i “huset” igen – en af de sjældne besøg – nu som receptionsgæst. Men jeg føler ikke selv, at springet var så farligt. Den der med den tidligere DR-chef, der skriver hverdagshistorier om folket til folket.

Først nu kan jeg rigtigt nyde roserne, fordi jeg ikke hører metakommunikationen – det underliggende, medfølende: “Fantastisk, at du ikke endte som en bitter taber”.

Nu har både mindreværdet og storhedsvanviddet – og realitetssansen fundet deres rette lejer.

Så OK, Monica sprang ud som radiostjerne.

Og Jesper er sprunget ud som taxamand.

[

…Hende var jeg ”stedfar” for 3 årtier siden, hvor hun var pige og jeg var hendes mors meget unge kæreste

Måske er det en brist hos mig, en blindhed, at jeg ikke kan se mine egne spring. At de er mere glidende og naturlige, når de foregår. Helt naturlige reaktioner på et givne vilkår eller drømme – også små drømme, der bare skulle virkeliggøres. Eller en ufølsomhed efter at have taget del i mange af livets optrin; så stort var springet sgu’ da heller ikke.

Så stødte jeg ind i Heidi, en af mine følgere på Facebook, en smuk moden kvinde i 40’erne, som dyster med sine FB-venner om udfordringer – hun med en videodokumenteret badetur i en arktisk vandtemperatur. Hende var jeg ”stedfar” for 3 årtier siden, hvor hun var pige og jeg var hendes mors meget unge kæreste.

Det var kærlighed.

Og jeg TOG springet i en sådan grad, at den stedfaderlige omsorg stadig sidder i kroppen

Jeg kan godt se det nu. Jeg tog springet.

 

Min første kunde denne morgen er ikke så meget til højdespring – efter en lang bytur. Om ikke kravler – pub-crawler hun lige nu i jagten på de små steder for at få det hele med. Hun er endnu ikke på vej hjem i seng. Min intuition siger mig, at hun er en rigtig storbypuma men kan styre det. Ikke misbruger – men bruger. Storbruger af livet. Hun er lidt vissen lige nu, men hun oser af kærlighed til livet og sit parforhold med København. Og så lige en ung kæreste på 25. Han sover sikkert derhjemme nu – så ham vender vi tilbage til.

Hun vil snakke. Hun er alene med den gamle taxamand, han ser snaksalig ud (Er du tosset, dame, snaksalig?…nej, det kalder man amatører…)

 

– Hvor gammel tror du jeg er, siger hun med en lettere, komprimeret stemme, som er i familie med Yvonnes i Olsenbanden.

 

Jeg har en gang for alle smidt det der pjat med, at man kikke må spørge til alder. Og jeg oplever næsten dagligt, hvordan de +90-årige kvinder blandt mine kunder selv melder alderen ud. Så må det være ok, at taxamanden som nyudsprungen 60-årig omgås den diologiske uundgåelighed frit. Ung ja – men hun er ikke af sminke-typen og hun lever sit liv – også med smøger, kan jeg lugte. Alligevel vil jeg ikke risikere at skyde for højt. For jeg kender jo ikke kundens alderstolerance.

 

– Du der 35, siger jeg lidt i underbud.

 

Hun sukker dybt:

 

– jeg er 30! Jeg er lige fyldt 30.

 

Taxamanden:

 

– Ups.

 

Og så kommer vi ind på springet.

Hun har en dejlig kæreste, men han er kun 25 år.

 

– Jeg holder helt vildt meget af ham. Vi passer godt sammen. Han er min frihed –og han er min tryghed. Men jeg føler mig gammel. (taxamanden sukker højlydt, jeg kan bare ikke holde det tilbage. Herregud en aldersforskel på 5 år – amatører….) Jo, jeg føler mig gammel ved siden af ham. Og så gav han mig et chok i går. Han er begyndt at tale om, børn. Og jeg ved det ikke, jeg aner ikke, om jeg er klar. Jeg er et eller andet sted glad for hans tanker. Men er jeg klar til at springe ud som mor og sige farvel til det frie liv. Jeg ved det ikke. Og han er kun 25!

 

– Han er sgu da voksen, ryger det ud af mig. Og jeg må moderere mit udbrud med en smil og fortsætter: – Jeg mener. Det er OK, hvis du ikke er klar. Jeg var selv 4-5 år ældre end dig, før jeg sprang ud – som far.

Men kæresten – din kæreste er mere modig!

 

Hm! Hun siger ingenting. Har ikke nogen kommentar.

Og lidt efter taler vi om vejret.

 

God morgen, Danmark

– Til artister, levekvinder og alle andre udspringere.