Det er sikkert det der med at ”fylde rundt” i den nærmeste fremtid, der i denne tid får taxamanden til at tænke over tidens udfordring. Jeg øver mig løbende i at legitimere ”det grå guld”’s særlige ret til eftertanke. Det er jo dybest set et privilegium, som vi bør hævde som en kompetence. For det er vel OK at være tænksom, når man har bygget det op gennem snart 6 årtier.

Vi har levet i så forskellige tidsaldre.

Selv er jeg vokset op i provinsen i 60’erne, hvor det med skilsmisser var et absolut ”NEJ”. Eller i de værste tilfælde, (som jeg ikke selv var offer for) – sidste stadium inden total alkoholisme eller vold.

Så kom 70’erne, hvor vi udsatte og udsatte det der med børn, så vi nåede at få grå hår, før fertiliteten blev testet i praksis.

Så kom – endelig – guldklumperne i 80’erne.

… Og I 90’erne blev vi skilt!

Det sidste førte selvfølgelig konflikter med sig – men for os mænd blev det også tidsalderen, hvor vi endeligt lærte at tage os af vore egne unger. En nødvendig logistik, når både far og mor skulle passe deres arbejde uden at bo sammen. Men også et privilegium i ”kønskampen”. – Ligestilling!

00’erne og den vilde vækst, krisen, der fulgte i sær i 10’erne – og nu har vi så allerhelvedes travlt.  (Eder og forbandelser pynter ikke på tryk – men travlheden i den unge familie lige nu er så tæt på et helvede – at det hede sprog må gå forud for dannelsen).

 

For taxafolk er der en slags sport i at gætte den næste kunde. Bare på adresse, tidspunkt og køn (navnet står ofte i forudbestillingen…) kan man gøre sig sine forestillinger

.Hun er tjekket, veloplagt og tilhører den veluddannede middelklasse. Adressen, hvor min kunde skal hentes, er en tilstrækkelig indikation. Men først, når jeg åbner døren for hende i lyset fra kabinen, får jeg alderen fastslået og antagelsen bekræftet. For taxafolk er der en slags sport i at gætte den næste kunde. Bare på adresse, tidspunkt og køn (navnet står ofte i forudbestillingen…) kan man gøre sig sine forestillinger. Så tidligt om morgenen – der hvor jeg jagter mine kunder – er en kvinde ofte en kvinde med relativt højtprofileret job på vej til lufthavnen.

Også denne morgen.

Hun er på vej til nogle møder i det nære, nordeuropæiske udland. Hun er veluddannet indenfor DJØF-området og hun er midt i 30’erne.

 

DJØF-området er ikke en tilfældig gruppering af mine kunder. Og slet ikke de kvindelige.  I min egen dialog med kvinderne indenfor økonomi, revision og jura og på kundernes indbyrdes samtaler og telefonsamtaler, genkender jeg udenfor al tvivl de hårdeste betingelser for et familieliv.

Det er simpelthen vildt, hvad de udsættes for. Jeg har oplevet absurditeter. Kvinden som havde 7 timer fra arbejdstids slut (kl. 4 om morgenen) et skænderi med en sur ægtemand, der var træt af hele tiden at skulle tage over, hjemkørsel i nattaxi, aflevering af børn i institution og i skole, lidt søvn – og så tilbage på jobbet kl. 11. Herre Jemini!

Jo, taxamanden har kørt med mennesker, der må føle sig som job-zombier i deres eget liv.

 

Min kunde denne morgen er et overskudsmenneske, men hun har også helt bevidst betalt en omkostning. Og her der ikke tale om arbejderklassens nedslidning, hvor reel den end er. Det handler om den veluddannede kvinde, som må temperere sine ambitioner – og dermed selvfølgelig også bekræfte kønsrollerne klassiske fordeling.

Hun var som sin mand der er ansat i en topvirksomhed indenfor sin branche. Og mit gæt er (ud fra hendes uomtvistelige intelligens og karisma…), at hun kunne gøre top-karriere i den private sektor, hvor hun hørte hjemme indtil fort få åpr siden. Men begge to på samme niveau: Det ville være umuligt med de to små drenge derhjemme, som hunmå liste afsted fra i det tidlige forårs mørke.

 

– Der kom selvfølgelig på et tidspunkt det evige spørgsmål: Vil jeg ha’ børn? – Og ja, det ville jeg og det fik jeg, siger hun. Men det var jo ikke det samme som, at mine ambitioner på jobbet forlod mig. Jeg ville omvendt ikke være en mor, hvor ungerne skulle hentes ultra-sent eller af en fremmed. Så jeg kunne ret hurtigt se, at to forudsætninger måtte indfries: For det første måtte jeg forlade karrierestillingen i det private. Kravet her var jo en sindssyg mængde af arbejdstid. Og for det andet måtte jeg have den rette mand at få mine børn med. Var jeg fortsat med min første kæreste, havde jeg nok aldrig fået nogle. Og jeg aner hendes smilende øjne i bakspejlet, selvom det reelt er for mørkt til at se dem.

 

Resultatet blev en ny kæreste, et godt job i etaten (og noget af en overraskelse over, at der også bliver travlere og travlere der). Dér ER også rejser og fravær af og til. Men uanset sit karrierejobbet, tager manden over med hentning af ungerne på anstændige tidspunkter.

Intet er mere politisk korrekt end et ”..det manglede bare..”.

Men taxamanden har mere respekt for dem, der får livet til at fungere og kærligheden til at overleve, end salmerne med den politiske korrekthed.

Det slæber jeg glad med fra 70’erne – og ”sølvræven” mener nok, at det princip kan anvendes i dag.

 

Inden hun stiger ud af taxaen, kan jeg ikke dy mig for at drille kunden lidt:

 

–  Du er væk fra drengene – men bare et par dage. Er det ikke dejligt med lidt frihed og måske at kunne sove lidt længe?

 

– Dejligt? – er du tosset, mand!

 

God morgen, Danmark

– også til borgerskabets praktiserende feminister!