Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.
I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.
Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.
Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop
Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.
Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.
Det må trods alt have været en lettelse for Karl Frederik, at krigen stoppede. Absurd som de systematiske menneske-slagterier, disse storkrige er. Faktisk skrev de krigende parter fredspapirerne under allerede kl. 5 om morgenen den 11. november. Men man enedes at kanonerne først skulle aflades kl. 11. De historiske vingesus: Den 11/11. kl. 11!
Måske kiggede han på sine medaljer, da freden endelig indtraf.
Min farfars lillebror, Ernst Dzienuda døde som 19-årig ved fronten i første verdenskrtig
De ligger i mine gemmer i dag som det blik og messing man tildeler krigens håndværkere. Et af dem: Hindenburg-korset med svær, som blev tildelt den ægte frontsoldat. Selv sagde han til en af sine yngste sønner, at han var glad for at være i lejr på Slotsruinen i Étain, nær Verdun i det nordlige Frankrig. For her var murene så tykke, at granaterne ikke kunne nå igennem.
Han overlevede
Hans lillebror, Ernst, blev dræbt som 19-årig i 1915. Det blev senere gjort til min fars navn, da Karl Frederik vendte tilbage til Odense, fandt den livskraftige fynske bondedatter Hildeborg fra Ravnebjerg og med hende fik 5 børn.
De var mellem 21 og 5, da han døde i 1952.
”Tyskeren”.
Når jeg tænker tilbage på mine sommerferier i 60’erne på Enghavevej i Odense kan jeg stadig mærke denne følelse af familiens ”anderledeshed”. Min far har fortalt mig om fredsslutningen efter den følgende krig – den maj 1945. Den næsten 14-årige knægt hejste Dannebrog i haven, da der lød støvletramp på gangstien ind til ”tyskerens” hus på koteletgrunden. Det var modstandsbevægelsen. Hyggen forsvandt som en morgendis fra huset, hvor familien boede og hvor farfar skar ornamenter – undertiden også små skulpturer i træ. Også den ”siddende kvinde”, som er min i dag.
Hans redskaber, min hemmelige farfars hænder og fingre har skabt hende.
Min farfar, billedskærer Karl Frederik Grunwald, har skåret “den siddende kvinde”
Farfar var medlem af en forening for tyske veteraner. Men han blev løsladt uden anklager eller dom nogle dage efter befrielsen
Mest af alt er min farfar en myte i mit liv.
Langsomt gravede jeg viden og hemmeligheder frem om især min tyske familie.
Min fars fætter Hans i Leuna i det gamle DDR – Østtyskland. Der hvor man blev fyret, hvis man søgte udrejse til sin mors begravelse. Og han blev fyret!
Min farfars lillebror Walter, det elskelige menneske, som først kom hjem til Hamburg som krigsfange efter anden verdenskrig i begyndelsen af 1950’erne. Under hans søns begravelse mange år senere forstod jeg, at Walter havde været frivilligt medlem af Waffen SS.
Man talte ikke meget om de sorte tider hjemme hos Karl Frederik.
Jeg ville bare ønske lige nu, at jeg kunne fortælle ham, at hans liv fik betydning for mig.
“… nationalismen, den slumrende skimmelsvamp …
Jeg lærte i modsætning til hans børn at læse og tale flydende tysk. Kunne ikke acceptere, at den tyske kultur skulle intimideres af nazismen. Og jeg bruger sproget ugentligt på taxi-turene fra lufthavnen.
Jeg er dybt stolt af at være blandet op af mere end det ærkedanske.
Og jeg væmmes ved nationalisme i alle dens grumsede farver. Den der skabte første verdenskrig. Den, der skabte grobund for den anden.
Den der ligger som en slumrende skimmelsvamp i den moderne verden – lige nu!
– – –
PS: Dagens historie er fra minn egen verden. Men du må meget gerne dele den, for Taxamanden elsker jo trafik … 😉
MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN
Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.
I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.
Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.
Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.
Det må trods alt have været en lettelse for Karl Frederik, at krigen stoppede. Absurd som de systematiske menneske-slagterier, disse storkrige er. Faktisk skrev de krigende parter fredspapirerne under allerede kl. 5 om morgenen den 11. november. Men man enedes at kanonerne først skulle aflades kl. 11. De historiske vingesus: Den 11/11. kl. 11!
Måske kiggede han på sine medaljer, da freden endelig indtraf.
Min farfars lillebror, Ernst Dzienuda døde som 19-årig ved fronten i første verdenskrtig
De ligger i mine gemmer i dag som det blik og messing man tildeler krigens håndværkere. Et af dem: Hindenburg-korset med svær, som blev tildelt den ægte frontsoldat. Selv sagde han til en af sine yngste sønner, at han var glad for at være i lejr på Slotsruinen i Étain, nær Verdun i det nordlige Frankrig. For her var murene så tykke, at granaterne ikke kunne nå igennem.
Han overlevede
Hans lillebror, Ernst, blev dræbt som 19-årig i 1915. Det blev senere gjort til min fars navn, da Karl Frederik vendte tilbage til Odense, fandt den livskraftige fynske bondedatter Hildeborg fra Ravnebjerg og med hende fik 5 børn.
De var mellem 21 og 5, da han døde i 1952.
”Tyskeren”.
Når jeg tænker tilbage på mine sommerferier i 60’erne på Enghavevej i Odense kan jeg stadig mærke denne følelse af familiens ”anderledeshed”. Min far har fortalt mig om fredsslutningen efter den følgende krig – den maj 1945. Den næsten 14-årige knægt hejste Dannebrog i haven, da der lød støvletramp på gangstien ind til ”tyskerens” hus på koteletgrunden. Det var modstandsbevægelsen. Hyggen forsvandt som en morgendis fra huset, hvor familien boede og hvor farfar skar ornamenter – undertiden også små skulpturer i træ. Også den ”siddende kvinde”, som er min i dag.
Hans redskaber, min hemmelige farfars hænder og fingre har skabt hende.
Min farfar, billedskærer Karl Frederik Grunwald, har skåret “den siddende kvinde”
Farfar var medlem af en forening for tyske veteraner. Men han blev løsladt uden anklager eller dom nogle dage efter befrielsen
Mest af alt er min farfar en myte i mit liv.
Langsomt gravede jeg viden og hemmeligheder frem om især min tyske familie.
Min fars fætter Hans i Leuna i det gamle DDR – Østtyskland. Der hvor man blev fyret, hvis man søgte udrejse til sin mors begravelse. Og han blev fyret!
Min farfars lillebror Walter, det elskelige menneske, som først kom hjem til Hamburg som krigsfange efter anden verdenskrig i begyndelsen af 1950’erne. Under hans søns begravelse mange år senere forstod jeg, at Walter havde været frivilligt medlem af Waffen SS.
Man talte ikke meget om de sorte tider hjemme hos Karl Frederik.
Jeg ville bare ønske lige nu, at jeg kunne fortælle ham, at hans liv fik betydning for mig.
Jeg lærte i modsætning til hans børn at læse og tale flydende tysk. Kunne ikke acceptere, at den tyske kultur skulle intimideres af nazismen. Og jeg bruger sproget ugentligt på taxi-turene fra lufthavnen.Jeg er dybt stolt af at være blandet op af mere end det ærkedanske.
Og jeg væmmes ved nationalisme i alle dens grumsede farver. Den der skabte første verdenskrig. Den, der skabte grobund for den anden.
Den der ligger som en slumrende skimmelsvamp i den moderne verden – lige nu!
– – –
PS: Dagens historie er fra minn egen verden. Men du må meget gerne dele den, for Taxamanden elsker jo trafik … 😉
Taxamand
You might also like
JAMEN ALI DOG – DU KAN FLYVE
ONE NIGHT IN BEIRUT
Landet du ikke må komme fra
Religionen, kærligheden og ødelæggelsen
Next ArticleMOBBE-OFFERETS FRIHEDSKAMP