I Danmark kunne den etnisk bornholmske taxamand under andre omstændigheder være vendelbo.

Ude i verden ville jeg – hvis ikke jeg var dansker – være amerikaner.

Det ved jeg inderst inde, selv om vi for tiden befinder os i en solid anti-amerikansk periode, som mest minder mig om 60’erne under verdensbanksdemonstrationerne. Dengang var jeg et politisk interesseret barn i konfirmationsalderen. Men i 70’erne under bombningerne af Hanoi var det en folkesag at være anti-amerikansk. I begge årtier var det jo ikke uden grunde. Kapitalisme, oprustning og grov magtudøvelse bør da i den grad sættes under lup – ingen tvivl om det.

Og i dag handler anti-amerikanismen om krigene i den arabiske og muslimske verden. Fra de ekstreme tossehoveder til pænere, mellemøstlige bedsteborgere, er det ok at gå i struben på det land – og alene begrunde kritikken som et spørgsmål om magt og olie.

De agerer i deres egen interesse.

Det er til gengæld en kritik man kan rette mod alle kulturer og magtstrukturer

De siger det direkte – deres frihedsfølelse forhindrer dem ikke i at rose eller lade sig begejstre af det, de møder på deres vej

Men jeg har det altså – trods min mere moderate, politiske holdning som den superrøde Annisette Koppel og den afdøde forfatter Dea Trier Mørch, der vel nærmest var kommunist: Jeg er dybt fascineret af USA og jeg er begejstret for dets befolkning. Det sidste med det udgangspunkt, at USA grundlæggende er en multietnisk nation. Det er svært at tale om De Forenede Stater som ét folk. Jeg elsker frihedstrangen, imødekommeheden, nysgerrigheden, storladenheden, forskelligheden – friheden.

 

Min kunde denne eftermiddag lever op til forestillingerne om – ”en typisk amerikaner”. ”Velpolstret”, så det endda overgår taxamanden selv. Et stort, opsat hår, som jeg faktisk troede var forsvundet ud af hverdagskulturen for årtier siden.

Og hun er bare vild med Danmark og har været her flere gange.

Begejstret for sprogkundskaberne her i landet – selv taxamænd taler flere! Synes vi er seje og dybt socialt ansvarlige over for folk i vanskeligheder. Synes vi betaler folk en hæderlig løn, man kan leve af. Er vild med det anti-autoritære i både vore skoler og i vores ”scandinavian management” – vores måde at drive ledelse på. Det. Hun syns vi er miljøansvarlige med vore små biler og de megen alternative energi.

Al denne ros er selvfølgelig præget af den amerikanske tradition for at kunne bruge store ord. Hun siger det direkte.

Det er en af grundende til, jeg er så vild med amerikansk kultur. De siger det direkte – deres frihedsfølelse forhindrer dem ikke i at rose eller lade sig begejstre af det, de møder på deres vej. Vi er godt nopk noget mere kølige her i det det kølige nord

 

Det er her, jeg tænker på, hvorfor vi er så sammensatte på det med ros og selvfølelse i det her land, som er MIT fædreland.

Hvorfor er vi på den ene side så supernationalistiske – på en skala fra vores selvopfattelse som verdens rareste fodboldlandsholdsfans – til et land, der helst ville sortere folk, der vil ind i kongeriget efter deres religiøse baggrund? Hvorfor denne selvovervurdering, når vi på den anden side pisker os selv med sporpioner for vores elendigheder? Skulle vi oversætte min amerikanske kundes ros, ville den i vores eget univers meget vel kunne se sådan ud (Læs lige kundens ros en gang til – inden denne ”oversættelse”!)

 

Vi kan tale lidt engelsk men er for dårlige til de europæiske sprog. Vores sundhedssektor er rådden og arbejdsløshedsunderstøttelsen gør danske lønmodtagere dovne. Lønnen er for høj og det skyldes det urimeligt høje skatteniveau – eller for lav på grund af social dumpning I skolerne lærer eleverne intet, lærerne er nogle skvat og børnene er uopdragne. Og på arbejdspladserne gør folk som det passer dem. Det ville aldrig gå i Kina. Vi har en miljøpolitik, som slår landbruget ihjel og vindmølleparkerne skæmmer det smukke danske landskab.

 

Et folk set gennem meget forskellige linser!.

 

Min amerikanske kunde er fra Colorado og har undervist en række danske terapeuter på et kursus. Hun var egentlig uddannet som lærer. Men dybt traumatiseret efter en trafikulykke for mange år siden, begyndte hun at interessere sig for forskellige terapi-former. Nu er det hendes levevej. For hende er det terapeutiske ikke bare et spørgsmål om personlig helse. For hende har det også et politisk perspektiv.

– Jeg er meget præget af at være opvokset i et meget konservativt miljø. Vi elsker hinanden, som man gør i familier, men vi er dybt uenige. Hvor ufatteligt det end er og efter alle de krige vi har være med i og har tabt. Efter at vi har mistet vore mænd og sønner i, så er min familie og mine søskende sgu stadig George Bush-elskere. Det er ikke til at fatte. Men det er først og sidst en del af det virkelige – og det paradoksale USA.

 

Selv i kritikken af sit eget fødeland, tvivler man ikke på hendes kærlighed til det. Det er fuld af smerte – men også respekt og beundring. Hun drager paralleller til sit eget forhold til faren, der døde af Alzheimers. De var stærkt knyttet til hinanden – hun var den sidste i søskendeflokken. Han var opdraget i et fundamentalistisk, kristent hjem. Men han gav ikke børnene den samme spændetrøje. Aldrig, selv om hjemmet var konservativt og kristent.

 

Det er nogle år siden, men der er alligevel følsomme vibrationer i luften, når hun fortæller om hans sidste tid. Ordene kommer fra en moden kvinde – men også fra fars pige.

 

– Det var slemt med demens-sygdommen, for hans barndomsreligions sygelige fokus på helvede og fortabelse kom tilbage til ham synkront med, at han mistede forstanden. Det var meget ubehageligt. Men jeg var hos ham i den sidste periode og jeg holdt han i hånden da han døde. Ind imellem i det sidste år, ja egentlig også ret tæt på hans død, havde jeg denne udokumenterbare oplevelse af, at han godt vidste, at det med det med frygten for det djævelske var noget, der var blevet ham påduttet. Han stod fast på sin barnetro, men han havde lukket helvedes-universet ud af vores opvækst. Det elsker jeg ham for, trods den store politiske uenighed.

 

Det blev en af de ”upassende” gange, hvor kunden fik et kram, da turen til lufthavnen var var slut.

Det var MINE ”drikkepenge” til en god fortæller og en amerikaner, som jeg er vilde med dem.

 

God Morgen Danmark.

-højt elsket, trods selvfedmen og de selvpåførte buler i panden.