Og nu skal du ikke høre sangen fra de varme lande om den dejlige kvinde, min kone, og mine tre voksne døtre, der klarer sig godt og mit barnebarn osv. osv. Signalementet af mit liv i privatsfæren er faktisk rigtigt, det må jeg erkende.
Men det er ikke det, jeg tænker på lige nu.
Det handler om taxamanden og mit arbejdsunivers – herunder den fortællende og skrivende taxamand, som har fået så megen hype i de sidste dage. Og omtale. Jeg har skrevet og fået udgivet en bog, som handler om Danmark og verden lige nu – set gennem forruden på min taxi-Mercer, vogn 1-2282. Om symbiosen mellem personen og journalisten Jesper Grunwald og taxichauffør 023492. Jeg skiftede fra en tilværelse med løn og status i den ”lidt højere middelstand” – og kører nu som 100 pct. Provisionslønnet, ufaglært lønarbejdet.
Men…..
Det foregår godt nok i et lidt mere beundringens lys, end tilfældet er for de fleste af mine kolleger.
I forbindelse med bogudgivelsen – og i i løbet af de sidste par år, er jeg blevet omtalt i en række af de landsdækkende aviser, fået hele og halve sider i lokalaviser og diverse magasiner, blevet portrætteret i bedste sendetid på TV2, været gæst i Aftenshowet, blevet fast ugentlig kommentator i Ekstrabladets magasin om lørdagen, EKSTRA – og mest af alt: Jeg følges af mere end 3.000 mennesker på facebook og læses flere dage om ugen af op mod 1000 – helt op til 1200 mennesker. Og hver dag – og nogle af jer er nærmest faste ”på pletten” – får jeg medlevende og intelligente kommentarer til min blog.
Jeg har selv gjort en stor del af arbejdet og jeg giver så meget af mig selv, som jeg tør og kvalmegrænsen tillader. Så jeg har altså ingen selvudslettende fornemmelser. Men det ændrer ikke ved min status:
Jeg er røv-forkælet!
Mit liv tog en rejse ned ad den traditionelle rangstige. Men opmærksomheden på min indsats er godt nok intakt
Det føler jeg trang til at indrømme i disse dage, hvor jeg og min nye bog bl.a. fik masser af minutter på den mest sete, landsdækkende morgen-kanal (tv2 – ”Go’ Morgen Danmark”).
Så megen fokus er der ikke på de flere tusinde taxichauffører, der hver morgen vælter ud af sengen, før fanden får sko på for at tjene til dagen og vejen.
Det føler jeg trang til at erkende, inden mine fødder løfter sig fra jorden ved berømmelsens kraft alene.
Og jo, denne kliché er god nok: Mit liv tog en rejse ned ad den traditionelle rangstige. Men opmærksomheden på min indsats er godt nok intakt.
Min evne til at gå ind i helt nye livs- og arbejdsvilkår har både journalister og kunder talt pænt om i hele processen.
Jeg havde en rigtig god snak men en ret ung kunde om et emne, der ligner: FORANDRINGSLEDELSE.
Hvor jeg dog hader det ord – den totalt propagandistiske ordlyd af noget næsten selvindlysende: Behovet for at kunne lede og arbejde under evig forandring. Med den verden vi lever i i dag: Hvem vil tale for at sætte sig ned og vente til al balladen er overstået?
I min DR-karrieres efterår, begyndte en af mine mere følgagtige chefer at introducere et nyt begreb, hun selv var blevet forført af: ”FOLLOWERS”. Vi skulle følge de endnu højere chefer. – Så at sige lære at sætte pris på at gøre, som der blev sagt. I min bog JEG ER BARE TAXAMAND, foreslår jeg i et essay, at anvende det mere ærlige begreb – SWALLOWERS.
Tænk at have medarbejdere, der har kompetencen til at æde alt sludderet råt!
Min unge kunde i taxien arbejder med forandring i en af de største pengeinstitutter. Og hvis der er nogle, der virkeligt har måtte tage ændringer i de sidste år, er det medarbejderne i vore banker. De arbejder i en virksomhed, som både er kundernes navlestreng til faktisk, økonomisk overlevelse – og til andre tider skabt af fanden selv. Alt imens de fleste banker gennem snart et tiår har rationaliseret og fyret.
Hun er ung, fremtiden tilhører hende, men hun har – og jeg tager hende med i min næste aftenbøn – gud ske lov udviklet både snusfornuft og kritisk sans.
McKinsey -drengen – en zebra blandt heste
Hun smiler genkendende, da jeg bruger det i management kendt begreb ”McKinsey-drengene” – opkaldt efter de rejsende medarbejdere i et af verdens mest kendte og største management-konsulentfirmaer. De var med til at introducere forandringsledelse, så det ville noget, da jeg var midt i orkanens øje i 90’erne i DR. Det var nok ret tiltrængt, at der blev luftet ud i Statsradiofonien. Men jeg glemmer nu alligevel ikke, hvordan ikke alene deres teoretiske fejekoste men også deres påklædning skabte chokbølger i mediehuset. De var en slags zebraer i en hestestald. Gik omkring med jakke, slips, hvide skjorter og velpudsede sko i værnepligtsformat. – Fremmedlegemer blandt de kulturradikale hængerøve af begge køn.
De var essensen af forandringsledelse – men udadtil lignede det mere et hold missionærer fra en eller anden amerikansk frikirke. Meget magtfulde. Men hvis man som chef ringede ind og klagede over enkeltpersonerne total mangel på viden og virksomhedens produkter – programmerne – , skete det oftest, at personen simpelthen var borte næste dag. Ausradiert!
Havde man haft indflydelse?
Svaret nåede man ikke at tænke videre over, for nu stillede der blot en ny zebra op i flokken af heste.
Min kunde lo hjerteligt – genkendelighedens latter fra bagsædet:
Sådan kan jeg mærke, at jeg mere og mere ser på det. Vi skal have folket med os
– Jeg må da erkende, at jeg er blevet mere moderat med årene. Eller måske er jeg bare blevet klogere. Måske er det rigtigt blot sat gennemføre 75 pct. eller 50 pct. af den teoretiske mulighed for forandring. – Og så til gengæld gennemføre forandringer som har medarbejdernes virkelige støtte. Sådan kan jeg mærke, at jeg mere og mere ser på det. Vi skal have folket med os.
Forleden hørte jeg en højskoleforstander tale i et radiointerview om FORUNDSRINGS-ledelse. Jeg er ikke nået i dybden med det endnu, men ordet smager meget bedre – og jeg drømmer om betydningen.
Tænk at forandre virkeligheden og virksomheden – ikke med pisk og truslen om at blive stemplet stivstikker, hvis man er kritisk og ikke bare følger forandringsliderligheden. – Men derimod drevet af forundring og lyst til at opleve noget nyt.
DET burde give masser af opmærksomhed og berømmelse.
Li’som at være taxamand.
God morgen, Danmark
– måtte din dag i dag være en smule forskellig fra den i går.
Forandringsledelse, taxamænd – og zebraer i en hestestald
Jeg mærker det særligt i disse dage.
Jeg er et meget forkælet menneske.
Og nu skal du ikke høre sangen fra de varme lande om den dejlige kvinde, min kone, og mine tre voksne døtre, der klarer sig godt og mit barnebarn osv. osv. Signalementet af mit liv i privatsfæren er faktisk rigtigt, det må jeg erkende.
Men det er ikke det, jeg tænker på lige nu.
Det handler om taxamanden og mit arbejdsunivers – herunder den fortællende og skrivende taxamand, som har fået så megen hype i de sidste dage. Og omtale. Jeg har skrevet og fået udgivet en bog, som handler om Danmark og verden lige nu – set gennem forruden på min taxi-Mercer, vogn 1-2282. Om symbiosen mellem personen og journalisten Jesper Grunwald og taxichauffør 023492. Jeg skiftede fra en tilværelse med løn og status i den ”lidt højere middelstand” – og kører nu som 100 pct. Provisionslønnet, ufaglært lønarbejdet.
Men…..
Det foregår godt nok i et lidt mere beundringens lys, end tilfældet er for de fleste af mine kolleger.
I forbindelse med bogudgivelsen – og i i løbet af de sidste par år, er jeg blevet omtalt i en række af de landsdækkende aviser, fået hele og halve sider i lokalaviser og diverse magasiner, blevet portrætteret i bedste sendetid på TV2, været gæst i Aftenshowet, blevet fast ugentlig kommentator i Ekstrabladets magasin om lørdagen, EKSTRA – og mest af alt: Jeg følges af mere end 3.000 mennesker på facebook og læses flere dage om ugen af op mod 1000 – helt op til 1200 mennesker. Og hver dag – og nogle af jer er nærmest faste ”på pletten” – får jeg medlevende og intelligente kommentarer til min blog.
Jeg har selv gjort en stor del af arbejdet og jeg giver så meget af mig selv, som jeg tør og kvalmegrænsen tillader. Så jeg har altså ingen selvudslettende fornemmelser. Men det ændrer ikke ved min status:
Jeg er røv-forkælet!
Det føler jeg trang til at indrømme i disse dage, hvor jeg og min nye bog bl.a. fik masser af minutter på den mest sete, landsdækkende morgen-kanal (tv2 – ”Go’ Morgen Danmark”).
Så megen fokus er der ikke på de flere tusinde taxichauffører, der hver morgen vælter ud af sengen, før fanden får sko på for at tjene til dagen og vejen.
Det føler jeg trang til at erkende, inden mine fødder løfter sig fra jorden ved berømmelsens kraft alene.
Og jo, denne kliché er god nok: Mit liv tog en rejse ned ad den traditionelle rangstige. Men opmærksomheden på min indsats er godt nok intakt.
Min evne til at gå ind i helt nye livs- og arbejdsvilkår har både journalister og kunder talt pænt om i hele processen.
Jeg havde en rigtig god snak men en ret ung kunde om et emne, der ligner: FORANDRINGSLEDELSE.
Hvor jeg dog hader det ord – den totalt propagandistiske ordlyd af noget næsten selvindlysende: Behovet for at kunne lede og arbejde under evig forandring. Med den verden vi lever i i dag: Hvem vil tale for at sætte sig ned og vente til al balladen er overstået?
I min DR-karrieres efterår, begyndte en af mine mere følgagtige chefer at introducere et nyt begreb, hun selv var blevet forført af: ”FOLLOWERS”. Vi skulle følge de endnu højere chefer. – Så at sige lære at sætte pris på at gøre, som der blev sagt. I min bog JEG ER BARE TAXAMAND, foreslår jeg i et essay, at anvende det mere ærlige begreb – SWALLOWERS.
Tænk at have medarbejdere, der har kompetencen til at æde alt sludderet råt!
Min unge kunde i taxien arbejder med forandring i en af de største pengeinstitutter. Og hvis der er nogle, der virkeligt har måtte tage ændringer i de sidste år, er det medarbejderne i vore banker. De arbejder i en virksomhed, som både er kundernes navlestreng til faktisk, økonomisk overlevelse – og til andre tider skabt af fanden selv. Alt imens de fleste banker gennem snart et tiår har rationaliseret og fyret.
Hun er ung, fremtiden tilhører hende, men hun har – og jeg tager hende med i min næste aftenbøn – gud ske lov udviklet både snusfornuft og kritisk sans.
McKinsey -drengen – en zebra blandt heste
Hun smiler genkendende, da jeg bruger det i management kendt begreb ”McKinsey-drengene” – opkaldt efter de rejsende medarbejdere i et af verdens mest kendte og største management-konsulentfirmaer. De var med til at introducere forandringsledelse, så det ville noget, da jeg var midt i orkanens øje i 90’erne i DR. Det var nok ret tiltrængt, at der blev luftet ud i Statsradiofonien. Men jeg glemmer nu alligevel ikke, hvordan ikke alene deres teoretiske fejekoste men også deres påklædning skabte chokbølger i mediehuset. De var en slags zebraer i en hestestald. Gik omkring med jakke, slips, hvide skjorter og velpudsede sko i værnepligtsformat. – Fremmedlegemer blandt de kulturradikale hængerøve af begge køn.
De var essensen af forandringsledelse – men udadtil lignede det mere et hold missionærer fra en eller anden amerikansk frikirke. Meget magtfulde. Men hvis man som chef ringede ind og klagede over enkeltpersonerne total mangel på viden og virksomhedens produkter – programmerne – , skete det oftest, at personen simpelthen var borte næste dag. Ausradiert!
Havde man haft indflydelse?
Svaret nåede man ikke at tænke videre over, for nu stillede der blot en ny zebra op i flokken af heste.
Min kunde lo hjerteligt – genkendelighedens latter fra bagsædet:
– Jeg må da erkende, at jeg er blevet mere moderat med årene. Eller måske er jeg bare blevet klogere. Måske er det rigtigt blot sat gennemføre 75 pct. eller 50 pct. af den teoretiske mulighed for forandring. – Og så til gengæld gennemføre forandringer som har medarbejdernes virkelige støtte. Sådan kan jeg mærke, at jeg mere og mere ser på det. Vi skal have folket med os.Forleden hørte jeg en højskoleforstander tale i et radiointerview om FORUNDSRINGS-ledelse. Jeg er ikke nået i dybden med det endnu, men ordet smager meget bedre – og jeg drømmer om betydningen.
Tænk at forandre virkeligheden og virksomheden – ikke med pisk og truslen om at blive stemplet stivstikker, hvis man er kritisk og ikke bare følger forandringsliderligheden. – Men derimod drevet af forundring og lyst til at opleve noget nyt.
DET burde give masser af opmærksomhed og berømmelse.
Li’som at være taxamand.
God morgen, Danmark
– måtte din dag i dag være en smule forskellig fra den i går.
Taxamand
Next ArticleVideohilsen: Gråt vejr og sorte vilkår for branchen