– Er der noget, jeg kan hjælpe med, spørger damen, der er på vej ind i opgangen, hvor jeg står og venter
tålmodigt ved dørtelefonen.
Hun genkender min taxauniform og vil hjælpe mig indenfor i den gamle ejendom på Østerbro.
Så her skal taxamanden klare ærterne. Et af de to ugentlige indkøb
Jeg takker pænt nej, for jeg har prøvet ventetiden før på netop dette sted og hos denne kunde.Jeg nikker til den hjælpsomme nabo, der selv lukker sig ind. Min kunde er en ældre dame og hun er så gangbesværet, at det tager over et par minutter, før hun når hen til sin dørtelefon i lejligheden og kan lukke mig ind. Hun bor i stuen og er så dårligt gående at blot de få trin ned til yderdøren vil tage mange minutters anstrengelse og hjælp og koste hende megen fysisk smerte, blot for at komme ud på gaden. Så her skal taxamanden klare ærterne. Et af de to ugentlige indkøb – gætter jeg på. Måske tre.
Egoistisk set strutter jeg ikke af begejstring over en tur som denne. Der er nemlig så kort fra kunden til supermarkedet, at jeg kan se det, når jeg går ud på gaden. Jeg kører hurtigt derned – og den ældre kvinde har været grundig som altid. Og fruen – min kunde – kan arrangere det hurtigere, end jeg selv kunne gøre det. Hun har en aftale med supermarkedet, som selv samler varerne ind. Så snart jeg er inde ved servicedisken, er ekspeditricen klar med vare-posen. Jeg betaler via de medbragte penge og kan køre tilbage til kunden, som med normal førlighed kunne have foretaget dette indkøb på en sund spadseretur.
Taxamanden er af sine familie kendt for at være en rodehoved. Men HER kan jeg ikke andet end at have orden i varer, i bon på indkøb, i kvittering for kørsel+20 kroner i bærehjælp – og byttepenge, naturligvis. Hun kigger på mig med smerte i krop og i de lidt trætte øjne -. Mens jeg hurtigt gennemgår regnskab og returpenge. Hun smiler kærligt og giver mig en tier i drikkepenge. Et dejligt menneske er hun og har betalt vel 30 pct. Mere for varerne, fordi de skulle hendes i taxi. Hun er ikke på nettet. Hun har ingen app. – og hjemmehjælpen –hvis hun har den – rækker ikke til de daglige indkøb. Og så er der disse få minutter af tilværelsens trivialitet, som slet ikke er så trivielle for hende, der lever i udpræget ensomhed. En hyggelig dialog. Et øjekast. En tålmodighed. Et menneske, som hjælper, fordi han bliver betalt for det.
Kontakt.
Den ældre frue fra Østerbro har fået ordnet sin indkøbsproblem – og taxamanden har givet den i rollen som hjulende sosu-assistent. Selv om jeg nu ryger bagerst i bestillingskøen og ved ikke skal have for mange af disse ture, der jo i realiteten er næsten ingen penge i, når du medregner ventetiden på den næste kunde.
Men det manglede bare, og jeg gider simpelthen ikke høre de helt unge chaufførers hovedrystende kommentarer over disse gamle-koner-turen til købmanden eller til fodterapeuten, tandlægen – eller frisøren. For terapeutisk set, har disse unge godt af at se, hvordan livet også kan være, når de sidste år skal gennemleves.
Og lige om lidt, er det mig, der ringer.
Og så er der jo det ved det, at taxikørsel jo er koncessioneret arbejde. Vi er garanteret en fast takst og har til gengæld principielt fraskrevet os retten til at sortere de knap så lukrative kunder fra. Nogle af os er ansat i selskaber, hvor man for at opretholde en slags VIP-status faktisk får frataget denne status – herunder nogle lukrative kunder – hvis man ikke tager det sure med det søde.
Også småturene, – selv om de ikke er fede.
Det handler ikke bare om fysiske svage mennesker. Jeg har kunder, der givetvis har været smukke og stærke personligheder men er ramt af et slag eller en slags depression eller social forbi, der gør, at de ikke psykologisk kan bære tanken om at skulle ud i dagligdagen. Godt begavede, ikke forkalkede, – ofte kvinder – der egentlig bevæger sig let og ubesværet. Men turen ned fra 2. sal er altså umulig, hvad enten det er ryggen eller sjælen, der gør ondt.
Og når jeg så forleden valgte roser, fordi liljerne var for slidte og de ønskede tulipaner var udsolgt, var det ikke så godt i farvesammensætningen
En af mine faste, tilbagevendende har så stor tillid til mig (og de andre af mine kolleger, hun bruger), at jeg næsten har svært ved at bære tilliden. Jeg får en specificeret indkøbsseddel med den smukkeste håndskrift. Og jeg har fået koden til hendes dankort så ofte, at jeg kan huske den i dette, skrivende øjeblik. Jeg bliver skiftevis sendt til et discountmarked og til en velassorteret, etnisk købmand. Har de ikke den ene blomst eller grøntsag, må jeg købe den anden. Og når jeg så forleden valgte roser, fordi liljerne var for slidte og de ønskede tulipaner var udsolgt, var det ikke så godt i farvesammensætningen. Men hun tilgav mig med en rap bemærkning.
– Det gør ikke noget, for du viste, at du kunne tænke selv.
Egentlig sådan lidt godsejerinde-agtig tiltale, der var blevet repliceret skarpt på, hvis det var min egen frue, der tiltalte mig. Men hun er tilgivet.
Det er hendes måde at vise den feminine overbærenhed på. – Hun siger det bare direkte, mens hun tager et par dybe drag af den smøg, der givetvis er dagens tyvende. Den kan lugtes hele vejen ned ad opgangens trapper.
”Taxi, taxi UBER alles..”.
Hun er min kunde – men en taxamand er andet end et motoriseret galejslave. Også lidt ægtemand eller ældste søn.
Også lidt butler en SOSU-assistent.
”Taxi, taxi UBER alles..”.
Jeg har skrevet sangen i dag for at fejre det storkapital-ejede, amerikanske selskab, UBER, der nu vil erstatte taxi-faget med en app.
UBER – den organiserede pirattaxi
Når jeg skriver dette partsindlæg i min blog i dag, skyldes det faktisk mest et hensyn til mine marginaliserede kunder og mine yngre kolleger. Jeg er en gammel romantiker på 60, der jo alligevel kan køre den sølvfarvede med det grønne logo et par år endnu, hvis nu liberaliseringsliderligheden også tager livet af dette erhverv. Jeg har selv arbejdet hårdt med digitale rationaliseringer, som kostede mange jobs. Typograferne røg sig en tur. Teknikerne i radioen. Og den endeløse række af sekretærer, som blev afløst af computere og internet. Ingen revolution er vundet ved maskinstormeri.
Hvis taxi-branchen virkeligt er overflødig, vil den forsvinde. Det er det frie, kapitalistiske samfunds lov. Konkurrer! – vind! – eller dø!
Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg foretrækker den frihed og dynamik frem for den våde, røde drøm om at staten eller folket ejer produktionsmidlerne.
Det sagde jeg selv fra overfor, da jeg mødte denne romantik 70’erne.
Derfor gør det mig dobbelt vred, når nutidens neoliberale konkurrence-fetichister i den grad ligner automat-marxisterne fra min ungdom. Flere kendte af 80’ernes succesfulde iværksættere taler i disse dage hånligt om taxifaget og overser, at verden er mere nuanceret end deres egne fordomme.
Og de gamle koner derude, der ikke selv kan købe ind – de kan sgu da bare gå på nettet eller anskaffe sig en app
Og de fleste af dem tør ikke engang køre deres darwinistiske ideologi helt derud, at de tør være helt åbne. For hvad er der egentlig galt ved løndumping? Når nu en flok unge i deres nye biler kan tjene nogle hurtige penge ved at simulere taxichauffører, hvorfor i himlens navn skulle en flok lavtlønnede rumænere så ikke kunne bygge huse til 50 kr. i timen. Det er da konkurrence. Om husene og velfærdssamfundet vakler, det’ da lige meget, for det er skabt i en blødsøden socialdemokratisme. Om piratkørslen i taxa foregår uden forsikring for de, der kører med. – Det’ da lige meget, for det må kunderne da selv bestemme.
Og er skattesnyd ikke en slags frihedskamp mod den kvælende stat?
Og de gamle koner derude, der ikke selv kan købe ind – de kan sgu da bare gå på nettet eller anskaffe sig en app. Eller stavre ned til civilsamfundet (det begreb har nået en popularitet med 70’ernes klassesamfund.?) – og bede om lidt nabohjælp, Hvor svært kan det være
Det er her jeg virkeligt iagttager forskellen på den gamle dannelse og dens udspring i bare et minimum af ydmyghed. Dengang slaven stod på stridsvognen bag kejseren eller adelen i roms gader og hviskede stormændene i ørerne: hominem te memento. ”Husk, du er kun et menneske..”
Konkurrence-dyrkeren et par tusind år senere har givetvis haft sin mor bag på skateboardet, mens hun jublede: ”Du er Guds gave til menneskeheden”.
Taxi-faget – den rullende hjemmehjælper
– Er der noget, jeg kan hjælpe med, spørger damen, der er på vej ind i opgangen, hvor jeg står og venter
tålmodigt ved dørtelefonen.
Hun genkender min taxauniform og vil hjælpe mig indenfor i den gamle ejendom på Østerbro.
Jeg takker pænt nej, for jeg har prøvet ventetiden før på netop dette sted og hos denne kunde.Jeg nikker til den hjælpsomme nabo, der selv lukker sig ind. Min kunde er en ældre dame og hun er så gangbesværet, at det tager over et par minutter, før hun når hen til sin dørtelefon i lejligheden og kan lukke mig ind. Hun bor i stuen og er så dårligt gående at blot de få trin ned til yderdøren vil tage mange minutters anstrengelse og hjælp og koste hende megen fysisk smerte, blot for at komme ud på gaden. Så her skal taxamanden klare ærterne. Et af de to ugentlige indkøb – gætter jeg på. Måske tre.Egoistisk set strutter jeg ikke af begejstring over en tur som denne. Der er nemlig så kort fra kunden til supermarkedet, at jeg kan se det, når jeg går ud på gaden. Jeg kører hurtigt derned – og den ældre kvinde har været grundig som altid. Og fruen – min kunde – kan arrangere det hurtigere, end jeg selv kunne gøre det. Hun har en aftale med supermarkedet, som selv samler varerne ind. Så snart jeg er inde ved servicedisken, er ekspeditricen klar med vare-posen. Jeg betaler via de medbragte penge og kan køre tilbage til kunden, som med normal førlighed kunne have foretaget dette indkøb på en sund spadseretur.
Taxamanden er af sine familie kendt for at være en rodehoved. Men HER kan jeg ikke andet end at have orden i varer, i bon på indkøb, i kvittering for kørsel+20 kroner i bærehjælp – og byttepenge, naturligvis. Hun kigger på mig med smerte i krop og i de lidt trætte øjne -. Mens jeg hurtigt gennemgår regnskab og returpenge. Hun smiler kærligt og giver mig en tier i drikkepenge. Et dejligt menneske er hun og har betalt vel 30 pct. Mere for varerne, fordi de skulle hendes i taxi. Hun er ikke på nettet. Hun har ingen app. – og hjemmehjælpen –hvis hun har den – rækker ikke til de daglige indkøb. Og så er der disse få minutter af tilværelsens trivialitet, som slet ikke er så trivielle for hende, der lever i udpræget ensomhed. En hyggelig dialog. Et øjekast. En tålmodighed. Et menneske, som hjælper, fordi han bliver betalt for det.
Kontakt.
Den ældre frue fra Østerbro har fået ordnet sin indkøbsproblem – og taxamanden har givet den i rollen som hjulende sosu-assistent. Selv om jeg nu ryger bagerst i bestillingskøen og ved ikke skal have for mange af disse ture, der jo i realiteten er næsten ingen penge i, når du medregner ventetiden på den næste kunde.
Men det manglede bare, og jeg gider simpelthen ikke høre de helt unge chaufførers hovedrystende kommentarer over disse gamle-koner-turen til købmanden eller til fodterapeuten, tandlægen – eller frisøren. For terapeutisk set, har disse unge godt af at se, hvordan livet også kan være, når de sidste år skal gennemleves.
Og lige om lidt, er det mig, der ringer.
Og så er der jo det ved det, at taxikørsel jo er koncessioneret arbejde. Vi er garanteret en fast takst og har til gengæld principielt fraskrevet os retten til at sortere de knap så lukrative kunder fra. Nogle af os er ansat i selskaber, hvor man for at opretholde en slags VIP-status faktisk får frataget denne status – herunder nogle lukrative kunder – hvis man ikke tager det sure med det søde.
Også småturene, – selv om de ikke er fede.
Det handler ikke bare om fysiske svage mennesker. Jeg har kunder, der givetvis har været smukke og stærke personligheder men er ramt af et slag eller en slags depression eller social forbi, der gør, at de ikke psykologisk kan bære tanken om at skulle ud i dagligdagen. Godt begavede, ikke forkalkede, – ofte kvinder – der egentlig bevæger sig let og ubesværet. Men turen ned fra 2. sal er altså umulig, hvad enten det er ryggen eller sjælen, der gør ondt.
En af mine faste, tilbagevendende har så stor tillid til mig (og de andre af mine kolleger, hun bruger), at jeg næsten har svært ved at bære tilliden. Jeg får en specificeret indkøbsseddel med den smukkeste håndskrift. Og jeg har fået koden til hendes dankort så ofte, at jeg kan huske den i dette, skrivende øjeblik. Jeg bliver skiftevis sendt til et discountmarked og til en velassorteret, etnisk købmand. Har de ikke den ene blomst eller grøntsag, må jeg købe den anden. Og når jeg så forleden valgte roser, fordi liljerne var for slidte og de ønskede tulipaner var udsolgt, var det ikke så godt i farvesammensætningen. Men hun tilgav mig med en rap bemærkning.– Det gør ikke noget, for du viste, at du kunne tænke selv.
Egentlig sådan lidt godsejerinde-agtig tiltale, der var blevet repliceret skarpt på, hvis det var min egen frue, der tiltalte mig. Men hun er tilgivet.
Det er hendes måde at vise den feminine overbærenhed på. – Hun siger det bare direkte, mens hun tager et par dybe drag af den smøg, der givetvis er dagens tyvende. Den kan lugtes hele vejen ned ad opgangens trapper.
Hun er min kunde – men en taxamand er andet end et motoriseret galejslave. Også lidt ægtemand eller ældste søn.Også lidt butler en SOSU-assistent.
”Taxi, taxi UBER alles..”.
Jeg har skrevet sangen i dag for at fejre det storkapital-ejede, amerikanske selskab, UBER, der nu vil erstatte taxi-faget med en app.
UBER – den organiserede pirattaxi
Når jeg skriver dette partsindlæg i min blog i dag, skyldes det faktisk mest et hensyn til mine marginaliserede kunder og mine yngre kolleger. Jeg er en gammel romantiker på 60, der jo alligevel kan køre den sølvfarvede med det grønne logo et par år endnu, hvis nu liberaliseringsliderligheden også tager livet af dette erhverv. Jeg har selv arbejdet hårdt med digitale rationaliseringer, som kostede mange jobs. Typograferne røg sig en tur. Teknikerne i radioen. Og den endeløse række af sekretærer, som blev afløst af computere og internet. Ingen revolution er vundet ved maskinstormeri.
Hvis taxi-branchen virkeligt er overflødig, vil den forsvinde. Det er det frie, kapitalistiske samfunds lov. Konkurrer! – vind! – eller dø!
Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg foretrækker den frihed og dynamik frem for den våde, røde drøm om at staten eller folket ejer produktionsmidlerne.
Det sagde jeg selv fra overfor, da jeg mødte denne romantik 70’erne.
Derfor gør det mig dobbelt vred, når nutidens neoliberale konkurrence-fetichister i den grad ligner automat-marxisterne fra min ungdom. Flere kendte af 80’ernes succesfulde iværksættere taler i disse dage hånligt om taxifaget og overser, at verden er mere nuanceret end deres egne fordomme.
Og de fleste af dem tør ikke engang køre deres darwinistiske ideologi helt derud, at de tør være helt åbne. For hvad er der egentlig galt ved løndumping? Når nu en flok unge i deres nye biler kan tjene nogle hurtige penge ved at simulere taxichauffører, hvorfor i himlens navn skulle en flok lavtlønnede rumænere så ikke kunne bygge huse til 50 kr. i timen. Det er da konkurrence. Om husene og velfærdssamfundet vakler, det’ da lige meget, for det er skabt i en blødsøden socialdemokratisme. Om piratkørslen i taxa foregår uden forsikring for de, der kører med. – Det’ da lige meget, for det må kunderne da selv bestemme.Og er skattesnyd ikke en slags frihedskamp mod den kvælende stat?
Og de gamle koner derude, der ikke selv kan købe ind – de kan sgu da bare gå på nettet eller anskaffe sig en app. Eller stavre ned til civilsamfundet (det begreb har nået en popularitet med 70’ernes klassesamfund.?) – og bede om lidt nabohjælp, Hvor svært kan det være
Det er her jeg virkeligt iagttager forskellen på den gamle dannelse og dens udspring i bare et minimum af ydmyghed. Dengang slaven stod på stridsvognen bag kejseren eller adelen i roms gader og hviskede stormændene i ørerne: hominem te memento. ”Husk, du er kun et menneske..”
Konkurrence-dyrkeren et par tusind år senere har givetvis haft sin mor bag på skateboardet, mens hun jublede: ”Du er Guds gave til menneskeheden”.
God morgen, Danmark
– er du frisk til en lille overlevelseskamp?
Taxamand
Next ArticleVideohilsen i efterårsmørke