Men det er øjnene, der er min mikrofon. Mine mikrofoner. For her i vogn 2282 sender vi i stereo. Jeg kører på sanserne. Nogle gange handler det om at glæde sig en lille smule, fordi både chauffør og kunde har lyst til at hygge lidt. Nogle gange mærker man allerede tidligt, at det nok er en holde-kæft tur. Og så indgår vi en usagt aftale det grundlæggende underlige i at sidde så tæt på hinanden som til som bordherre/-dame til et middagsselskab. Uden at sige et kuk.
Mikrofonerne er tændt allerede ved signalet på min skærm, når vi taler om forudbestillinger. Alle detaljerne kan fortælle en lille historie – eller i hvert fald være en forudsætning for mødet om lidt. Navnet, alderen (de færreste med navnet Knud Nielsen er teenagere), nationalitet, bydel – og så selvfølgelig destinationen.
Denne sene formiddag går turen til en af de psykiatriske afdelinger uden for det centrale København. Jeg har været der en del gange.
— én der bare stank af pis og røg og spiritus og dårlig rødvin
Jeg har kørt med det begavede, kreative, intellektuelle menneske, – der bare stank af pis og røg og spiritus og dårlig rødvin. Nu skulle han igen hjælpes ud af sine dybe depressioner og et lodret fald ned i det alkoholiske sammenbrud. Og han var 100 pct. bevidst om denne hærværks-tilstand, hvor han høfligt bad om åbne vinduer og satte sig på bagsædet, fordi han ikke ønskede at genere taxamanden eller kunderne, der følger.
Vi talte på turen om en af Danmarks store digtere.
Han var helt nede i lortet – men hans hjerne var intakt i flere af dens celler.
Jeg VAR bange første gang jeg kørte med en dybt psykotisk, der bare skulle afsted NU – meget sent på natten
Jeg har kørt med patienter, som gjorde mig bange. Er egentlig flov over at indrømme det. Jeg vil helst ses som overskuds-manden, der evner at tage sig både af de hårdt ramte og de rige svin. Men jeg VAR bange første gang jeg kørte med en dybt psykotisk, der bare skulle afsted NU – meget sent på natten. Tilsyneladende helt uden påvirkning. Han indrømmede, at han var holdt op med at tage sine piller. Men nu var stemmerne der igen højere og højere med ubehagelige opfordringer.
Jeg var bare ret bange og gennemgik de sædvanlige muligheder for flugt og assistance.
Og denne morgen skal jeg kære en helt ung pige til det psykiatriske hospital. Hendes støtteperson holder kærligt om hende inde på parkeringspladsen. Det er hendes ven fra kommunen, som har sagt til hende denne morgen, at nu er hun alt for langt nede igen. Hun må derud!
Jeg kigger på min kunde i spejlet, efter at hjælperen har hjulpet hende ind på bagsædet og vi har aftalt de sædvanlige betalingsbetingelser med ”bon” and all that jazz.
En ung pige midt i 20’erne med store, vemodige øjne, der allerede har grædt alt for meget. Men ikke forgrædte. Måske er hun helt holdt op med det?
Jeg siger bare:
– Har prøvet det her mange gange. Du bestemmer – jeg kører og er din taxamand de næste 25 minutter.
Der er ikke plads til noget smil for hun er dybt nede i depressionen – som hun har været det siden hun var helt ung teenager. Men betingelserne er vi enige om. Hun styrer. Og hun fortæller. Hende mor og hendes stedfar – han kører taxa – har hun god kontakt til. Men når nu skal afsted – skal hun bare afsted. Her kan ingen familiekærlighed eller selv de bedste venner hjælpe hende.
For hendes vedkommende indlæggelse, tidligere under tvang – nu frivilligt. Og løbende behandlinger med elektrochok.
Hun fortæller i korte hovedsætninger om incest, om at være ”cutter” (skærer i sig selv for at mærke den fysiske smerte), om den dybe depression, der bare kommer som en bølge fra havet. Og der er intet at stille op – andet end at få hjælp. For hendes vedkommende indlæggelse, tidligere under tvang – nu frivilligt. Og løbende behandlinger med elektrochok.
Når hun falder i det sorte hul, ønsker hun virkeligt ikke livet. Hun har prøvet at slukke for det to gange – men blev reddet. Sidste gang efter, at hun ikke længere trak vejret.
Jeg kigger på hende i spejlet og hun fanger mine øjnene hver gang. Jeg tror hun ved, at de er mine mikrofoner og kan se, jeg er her, selv om jeg næsten intet siger under den lange tur. Det er den eneste hjælpende hånd, jeg kan give hende lige nu.
Og jeg – taxamanden. Hvordan har jeg det efter turen?
Mærker på engang den dybeste smerte – og samtidigt: Men er også chokeret over hvor dyb en sorgfuld livstræthed kan være.
Ude på den yderste del af vippen
Klumme til EB, EKSTRA den 4. oktober 2014
Det er ørerne, der er min båndoptager.
Men det er øjnene, der er min mikrofon. Mine mikrofoner. For her i vogn 2282 sender vi i stereo. Jeg kører på sanserne. Nogle gange handler det om at glæde sig en lille smule, fordi både chauffør og kunde har lyst til at hygge lidt. Nogle gange mærker man allerede tidligt, at det nok er en holde-kæft tur. Og så indgår vi en usagt aftale det grundlæggende underlige i at sidde så tæt på hinanden som til som bordherre/-dame til et middagsselskab. Uden at sige et kuk.
Mikrofonerne er tændt allerede ved signalet på min skærm, når vi taler om forudbestillinger. Alle detaljerne kan fortælle en lille historie – eller i hvert fald være en forudsætning for mødet om lidt. Navnet, alderen (de færreste med navnet Knud Nielsen er teenagere), nationalitet, bydel – og så selvfølgelig destinationen.
Denne sene formiddag går turen til en af de psykiatriske afdelinger uden for det centrale København. Jeg har været der en del gange.
Jeg har kørt med det begavede, kreative, intellektuelle menneske, – der bare stank af pis og røg og spiritus og dårlig rødvin. Nu skulle han igen hjælpes ud af sine dybe depressioner og et lodret fald ned i det alkoholiske sammenbrud. Og han var 100 pct. bevidst om denne hærværks-tilstand, hvor han høfligt bad om åbne vinduer og satte sig på bagsædet, fordi han ikke ønskede at genere taxamanden eller kunderne, der følger.
Vi talte på turen om en af Danmarks store digtere.
Han var helt nede i lortet – men hans hjerne var intakt i flere af dens celler.
Jeg var bare ret bange og gennemgik de sædvanlige muligheder for flugt og assistance.
Og denne morgen skal jeg kære en helt ung pige til det psykiatriske hospital. Hendes støtteperson holder kærligt om hende inde på parkeringspladsen. Det er hendes ven fra kommunen, som har sagt til hende denne morgen, at nu er hun alt for langt nede igen. Hun må derud!
Jeg kigger på min kunde i spejlet, efter at hjælperen har hjulpet hende ind på bagsædet og vi har aftalt de sædvanlige betalingsbetingelser med ”bon” and all that jazz.
En ung pige midt i 20’erne med store, vemodige øjne, der allerede har grædt alt for meget. Men ikke forgrædte. Måske er hun helt holdt op med det?
Jeg siger bare:
– Har prøvet det her mange gange. Du bestemmer – jeg kører og er din taxamand de næste 25 minutter.
Der er ikke plads til noget smil for hun er dybt nede i depressionen – som hun har været det siden hun var helt ung teenager. Men betingelserne er vi enige om. Hun styrer. Og hun fortæller. Hende mor og hendes stedfar – han kører taxa – har hun god kontakt til. Men når nu skal afsted – skal hun bare afsted. Her kan ingen familiekærlighed eller selv de bedste venner hjælpe hende.
Hun fortæller i korte hovedsætninger om incest, om at være ”cutter” (skærer i sig selv for at mærke den fysiske smerte), om den dybe depression, der bare kommer som en bølge fra havet. Og der er intet at stille op – andet end at få hjælp. For hendes vedkommende indlæggelse, tidligere under tvang – nu frivilligt. Og løbende behandlinger med elektrochok.Når hun falder i det sorte hul, ønsker hun virkeligt ikke livet. Hun har prøvet at slukke for det to gange – men blev reddet. Sidste gang efter, at hun ikke længere trak vejret.
Jeg kigger på hende i spejlet og hun fanger mine øjnene hver gang. Jeg tror hun ved, at de er mine mikrofoner og kan se, jeg er her, selv om jeg næsten intet siger under den lange tur. Det er den eneste hjælpende hånd, jeg kan give hende lige nu.
Og jeg – taxamanden. Hvordan har jeg det efter turen?
Mærker på engang den dybeste smerte – og samtidigt: Men er også chokeret over hvor dyb en sorgfuld livstræthed kan være.
God Dag, Danmark
– lad os bare lytte
Taxamand
Next ArticleDe rene løgnehistorier