Næsten 180 fortællinger er det blevet til på min blog.

Og hvis jeg tæller de første historier med, som alene blev fortalt på Facebook fra oktober 2013, sniger det sig op på mere end 200 små essays, aktuelle og tidstypiske billeder fra livets gang i dronningeriget. Dertil kommer så 32 klummer i Ekstrabladets lørdagstillæg, EKSTRA. Også de klummer udspringer af taxamandens oplevelser i den virkelige virkelighed – set gennem forruden på en den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

Selvfølgelig er historierne bearbejdet. Små hjørner af virkeligheden set gennem mit temperament. Det er indlysende, at de er farvet de store briller jeg bærer, det er indlysende. Nogle gange har jeg flyttet på køn, tid, geografi og iscenesættelse for at komme helt udenom gætterier på, hvor det var, hvem det var – kan vi nu gætte det? For sandheden skal frem, men genkendelsen er uden interesse. Derfor er alle hovedpersonerne i det store og hele uden navn og billeder. Jeg vil dels ikke trækkes ind i den klassiske dokumentarisme og alle dens krav om eksakthed, der kan måles og vejes. Jeg vil måles på mine fortællingers genkendelighed og mulige betydning i den almindelige danskers liv – ikke på potentialet for at forandre det. Jeg er først og sidst betragteren og deltageren i det almindelige liv. Og for det andet skal enhver, der stiger ind i en taxi være 100 pct. Sikker på anonymitet. Og det er da heller ingen hemmelighed, at jeg har hørt ting og sager i kabinen på vogn 1-2282, som ALDRIG vil komme ud til offentlighedens lys, for det her er mit arbejde og JEG ER BARE TAXAMAND, som netop titlen på min nye bog fra forlaget Bogkompagniet. En firehjulet storyteller, som betragter verden, som den passerer forruden på min Mercedes 200E SW, årgang 2014 – Faceliftet.

Overvejende i sandhedens tjeneste.

iagttage verden, pille den i småstykker og gengive den, som man nu har lyst og evner

Sådan vil jeg køre gennem Storkøbenhavn, i Danmark og verden – også i 2015. Det lover jeg jer læsere, som har gjort hele dette eventyr muligt. Uden jeres medfølgeri, jeres interesse og alle jeres hundredevis og atter hundredevis af kommentarer, var dette eventyr om programchefen, der slap tøjlerne for at fortælle på sine egne betingelser – aldrig blevet til noget. Man kan vende og dreje journalistens bevæggrunde og missioner på alle mulige måder. Og sådan har det været gjort altid. Er det i dagens, i politikkens, i sagens, i menneskehedens, i forandringernes – eller i pengenes tjeneste, det der med at gå ud og iagttage verden, pille den i småstykker og gengive den, som man nu har lyst og evner?

Ja, det er et soørgsmål med så mange svar, at der i realiteten intet er!

 

I 70’erne, da jeg blev journalist, var det ret tæt på en mission i ordets egentlige betydning. Det var OK at forandre samfundet – og muligvis ualmindeligt naivt. Sidenhen var det fortvivle og vrede, så en reaktion på min generations hang til at dyrke menighedspleje – og i det sidste årti, har journalistikken i høj grad været magthavernes redskab. Det lyder meget post-socialistisk at sige at bruge de ord, men det er jo ikke desto mindre ganske sandt. Eller jeg skulle måske sige det helt uden jeronimus-tankegang og surhed over maskeraden, hvor alle danser og fester: Det er faktisk blevet helt ÅBENT, at journalistikken er en organisk del af magtapparatet. Det er blevet åbenlyst med begrebet SPIN, hvor medietilrettelæggerne træder ud af iagttagerens klassiske rolle og spinner – sammen med afsenderne/politikerne tilrettelægger, hvordan budskabet senere skal opfattes og bruges. Og på den anden side – på læserens, lytterens, seerens side, sidder så nogle andre journalister, der tolker og spinner videre. – Angiveligt på mediebrugernes vegne. Eller måske skulle jeg slet ikke bruge begrebet mediebrugere, men fortsætte med at sige læsere, lyttere, seere. For medierne bliver jo netop brugt af både dem, der tilrettelægger dem og dem, der fortærer demm.

 

Og sådan går det til, at mediearbejderne mere og mere selv bliver hovedpersoner og stjerner. Den helt naturlige konsekvens af det hyper-person-eksponerede samfund, hvor journalister (primært studieværter med kendiseffekt) ikke bliver til at skelne fra, der de kilder og hovedpersoner, som der er sat her på jorden til at fortælle om.

Denne dygtige mand med den gode hjerne, den skarpe tunge og de lidt sørgmodige øjne.

Så derfor er det IKKE spin og ren fantasi, at et menneske på ret få år kan gå fra at være uddannet, hurtigt succesfuld, så særlig rådgiver for en politiker, der pludselig bliver politiker. Så vender han tilbage til journalistikken på chefniveau, fordi han er en skide dygtig fyr. På et tidspunkt glimter reelt guld – den fede hyre derude på chefredaktørposten i Boulevardpressen, hvor der virkeligt er bløde grænser mellem sandhed, fortolkning – og løgn. Så bliver han angiveligt træt af dette temmeligt eventyrlige univers og vender tilbage som politisk redaktør og analytiker på et af de helt store medier. Pludselig vælter betændelsen ud af det boulevard-blad, hvor han var chef. Der blev angiveligt begået kriminelle handlinger hos en af de kilder, der gjorde bladet i stand til at følge kendiskulturen HELT tæt på. Journalisten og redaktøren fald fra den højeste tinde – men var fortsat en hovedperson, for ingen ville eller kunne glemme ham. Det blev pludselig en historie, HVOR synd det var for ham, at han nu var fortabt i hele dette cirkus. Denne dygtige mand med den gode hjerne, den skarpe tunge og de lidt sørgmodige øjne.

Et halvt år fik han i skyggen af de andre lysende mediestjerner. Det vil sige helt ude i mørket nåede han ikke, før han atter titter frem som virkelighedens og dags-politikkens fortolker og formidler – nu i et andet hjørne af medieskoven.

Det er ikke engang løgn. Det er den skinbarlige sandhed.

Påstået af taxamanden, der jo for pokker heller ikke skal være for hellig.

…Med fuld scenebelysning og omtale, så jeg nærmeste burde skamme mig over den indbyggede moralisering, der er implicit i det, jeg lige har skrevet

For mens de anonyme taximænd holder kæft og passer deres arbejde til en temmelig beskeden løn over det ganske land og mens den almindelige slavehær af journalister fortolker, optager og skriver over det ganske land, blev undertegnede jo OGSÅ gjort til en af hverdagens mediehelte, der gik, gled eller faldt fra præstigen og cheflønnen i DR til et liv som skrivende taxichauffør. Med fuld scenebelysning og omtale, så jeg nærmeste burde skamme mig over den indbyggede moralisering, der er implicit i det, jeg lige har skrevet.

Heller ikke det er løgn.

 

Men nu er det jul og så er det tid til julelege.

I den næste måned er der en pause i min daglige strøm af sandhedens historier fra det virkelige liv. Fra i morgen og 2-3 gange om ugen, vil den almindelige taxi-fortælling være erstattet af små løgnehistorier, inspireret af det virkelige liv, som det former sig gennem forruden på en Mercer.

Nu er det løgn.

Måske er ikke alt det pure opspind. Jeg ved et ikke. – Eller gør jeg?

 

Efter nytår er jeg tilbage som den ægte taxamand efter at have pustet ud mellem flæskesvær og klejner. Også jeg har behov for at puste ud engang imellem.

Indtil da er det det tid til …

 

TAXAMANDEN HJUL.