Morten er min partner i forholdet til vogn 2282.

Han kunne på papiret være min søn – men sådan i tonen er vi kammerater. Legekammerater.

Gå i byen kammerater.

Men det er noget underligt noget med os i taxibranchen, os der er dag- og natmænd på den samme vogn. Vi bliver jo aldrig rigtige gå-i-byen-venner, for der er altid en af os, der skal på arbejde om lidt. Vi kender hinanden rigtigt godt, men vi har aldrig siddet med hinanden og et par pilsnere på et værtshus. Det må vente til den gamle går på pension.

Men vi trives som i et rigtigt parforhold, hvor det dybest set er sjovest, når man er forskellige. Han er et ordensmenneske. Jeg er et rodehoved. Han ligger politisk til højre for midten. Jeg ligger mest til venstre. Han har været ledende salgsmand i en hardcore kommerciel branche, hvor der hele tiden skulle gøres bundlinje op. Jeg har arbejdet i public service med snak, snaksnak – politik, politik, politik. Jeg har kone, tre voksne børn og et barnebarn. Han er ungkarl.

Men udover alle de der forskelligheder tror jeg godt jeg kan sige, at vi godt ka’ li’ hinanden og vore halvægteskabelige drillerier i de tiltuskede minutter vi har sammen ved overlevering af bilen.

Men ikke lige den her morgen for nogle uger siden. En af de morgener med sne og slud. – Jeg kunne have korsfæstet ham, hvis jeg ellers havde haft et par bjælker, en forhammer og nogle 10 tommer søm inden for rækkevidde.

Hold lige øje med, om den taber luft på venstre baghjul, skrev han til mig på sms, inden han uforpligtet kunne kaste sig i dynerne derhjemme i Buddinge.

Den tabte ikke en skid luft. Den var punkteret.

Og der lå granitperkeren så på sine slidte knæ, med en af bilens måtter under og baksede for at få den der mammut af en Mercer løftet så højt, at reservehjulet sættes på. Men først en svedetur for at løsne hjul-boltene. Jeg bandede og svovlede som den gamle, sure mand, jeg slet ikke var klar over, at jeg var blevet. Og min knæ gjorde endnu mere ondt, mens de blev vådere og koldere. På en nærliggende parcel-byggeplads ankom håndværkerne. Sikkert nogle af de der polske løntrykkere, der er hamrende ligeglade med den danske model, bare de kan få smør på bordet derhjemme i Krakow. Min hidsighed havde fået mig ud af flippen, så den kunne høres viden om.

 

Jeg blev flov over egne fordomme, for der var ikke meget polsk løntrykker i mureren fra Ålborg

– Ku du ikke bruge den her, sagde bygningshåndværkeren på ravjysk. Han rakte mig en stærkt lysende arbejdslampe. Jeg blev flov over egne fordomme, for der var ikke meget polsk løntrykker i mureren fra Ålborg. Mens han stod et øjeblik og betragtede den bornholmske kødklump, der ragede surmulende rundt i sjap og sne og var ved at have skiftet til reservehjulet.

Jeg gjorde arbejdet hurtigt færdigt, fordi jeg endeligt havde fået en ordentlig arbejdsbelysning.

 

Så begyndte heldet at tilsmile mig. For jeg havde netop fået pakket vognen igen, tørret mine hænder i rensegelé og køkkenrulle, da radioen bimlede.

Dagen første tur.

Fra Virum til lufthavnen.

Nu var taxamanden ovenpå igen og jeg småsmilede allerede over, hvor mange bajere det her skulle koste Morten. Altså af de fyraftensbajere, som vi aldrig har tid til at drikke.

 

 

Turen med kunden til lufthavnen gjorde mig endelig rund og mere rar. For jeg kom ud at køre med en sjæleveninde.

 

Vi er begge modne mennesker med børn, der er flyttet hjemmefra. Vi har som udgangspunkt meget forskellige, faglige baggrunde. Hun er uddannet sygeplejerske og arbejder nu med at hjælpe patienter hjem fra udlandet, hvor de er blevet pludseligt syge. Denne gang går turen til Afrika for at hente en ung mand med en akut, kronisk sygdom.

 

Hun giver den korte udgave af sin arbejdshistorie:

 

– Da mine unger var små og mindre, var det moderrollen, der afgjorde, hvordan jeg tilbragte mit arbejdsliv. Jeg var der for dem, og sådan skulle det være. På et tidspunkt kunne jeg pludselig se, at de var ved at være selvhjulpne. Og så kom spørgsmålet til mig selv: Hvad skal jeg nu. Skal jeg begynde at vaske mere op og gøre mere rent – eller skulle jeg blive klogere, ligesom de fik mulighed for det på efterskole og gymnasium. Jeg valgte det sidste og tog mig over nogle år en master i Antropologi – altså læren om mennesket og dets levevis. Det foregik ved sige af mit sygepleje-arbejde. Jeg har søgt nogle jobs på den baggrund, men jeg er nok ramt af det berømte alderssyndrom og af manglen på projekter, som kan knytte sygeplejen med antropologien. Men ændrer ikke ved min glæde og stolthed over at have føjet ny, akademisk viden til den gamle sygepleje-faglighed.

 

Vi kan stoppe op, hvis vi vil og tør. Og måske ligefrem ændre kursen og prøve noget nyt

Hun beder om min historie, da hun undrer sig over min, store nysgerrighed og interesse for hendes levned. Jeg fortæller om DR-chefen, der stod af racet inden han blev smidt af chef-karrusellen, om skriverierne, om blog og facebook, om bogudgivelsen. Om at finde en ny glæde, – måske NETOP fordi man fik et solidt spark i – skal vil kalde det, for det rette ord – i røven!

Ja, lad os bruge den metafor, når der virkeligt er brug for den.

 

– Nogle gange skal vi måske bare bruge de muligheder, der ligger lige for, siger hun. Hvorfor skal livet og arbejdslivet altid gøres op i et startpunkt og et slutpunkt – og alt andet er fiasko! Det fantastiske ved vores samfund er jo netop, at livet ikke behøver at være en ret linje. Vi kan stoppe op, hvis vi vil og tør. Og måske ligefrem ændre kursen og prøve noget nyt.

 

Jeg nikker i spejlet til min sjælesøster på bagsædet.

Der er blot gået godt en halv time efter punktering og hjulskifte. Det var et martyrium, en hævnagt værdig, mens det stod på.

Nu er det bare et vilkår for taxamanden

 

God morgen, Danmark

– ikke mindst til natmanden Morten og mine sjælesøskende derude på nye veje.