Et eller andet sted en stolthed over at bære det gamle menneskes krop med værdighed, det håber jeg virkeligt.

Hun er en gråspurv. En gråspurv på krykker.

Farven i hendes ansigt og i hendes hår er – temmelig grå. Men hendes krop er nærmest en spurvs.

Jeg kommer til at tænke på Edith Piaf, der måske havde lignet kvinden her, hvis ellers hun var blevet meget ældre. Piaf havde netop kælenavnet – ”spurven”. Og den franske sangerindes metafor i fugleverdenen, hængte naturligvis sammen med kunstnerindens lille størrelse – og så hendes store, fantastiske stemme.

Min kunde her har måske ikke nogen særlig sangstemme. Det melder historien ikke noget om, selv om hendes stemme er klar og kraftigere end kroppen. Hun er klar og tydelig og 100 pct. intakt i hjernen trods den fremskredne alder. Hun er faktisk lige fyldt 95, får hun hurtigt fortalt, – sådan som mange af mine ældre, kvindelige kunder har det for vane at gøre det. Jeg tror, det har grundlæggende to gode forklaringer på den åbenmundethed. Et eller andet sted en stolthed over at bære det gamle menneskes krop med værdighed, det håber jeg virkeligt. Og så det alderbetingede vemod, som jeg allerede føler som 60-årig:

”Hold da op, det er fantastiske det her liv, men det har faktisk en ende, som er langt tættere på, end det jeg allerede har levet…”

Jo ældre jeg bliver, jo mere respekt får jeg for menneskets evne til at bære alderen – især den høje alder. At leve med paradokset mellem privilegiet at være her endnu – og samtidigt at måtte erkende visheden om en afslutning..

Men hun er og bliver altså en gråspurv og krykken er angiveligt blot med som en stok, der skal klare de situationer, hvor det gamle menneske rammes af pludselig svimmelhed.

Krykken er i direkte og overført betydning – en krykke! Selvfølgelig har de 95 år sat deres præg i form af lidt slitage. Alligevel vimser hun hurtigt ind og sen er hurtigt ud af bilen. Hun er et ”nips”, vejer sikkert det samme, som da hun var 20 år. (Det var ved den tid, at Nazityskland besatte Danmark). Der er stadig et tydeligt skær af den unge pige, som blev voksen i slutningen af 1930’erne.

Jeg roser hende for hurtigheden og den lette måde, hun bærer sin krop på.

 

– Det er pænt af dig at sige taxamand. Jeg kan jo godt nok ikke bevæge mig som dengang jeg var ung. Og du har jo lige hentet mig ved øjenlægen, så synet har det heller ikke for godt, kan du gætte. Men jeg har altid haft brug for at bruge min krop. Ikke så meget for udseendets skyld, men for at bruge den til noget. Sådan har jeg haft det lige siden jeg barn. Alle de andre piger og drfenge gik til en eller anden almindelig sportsgren. Til Fodbold eller til håndbold. Eller måske til svømning – og nogle til pigegymnastik eller drengegymnastik. Men jeg ville bare bruge min krop til noget lidt mere vildt, så jeg fik lov til at gå til akrobatik. Jeg var en af de piger, der kunne gå på bomme uden at falde ned. Eller gå i bro, så jeg stod helt spændt og mine hænder og mine fødder rørte hinanden under mid. Vi kunne også stå i flere lag, levende pyramider som var det en slags cirkusforestilling.

 

Men det var nu ikke hendes plan at blive cirkusprinsesse. Hun vil bare leve et almindeligt liv og fandt ganske hurtigt ung den mand, som hun kom til at elske, levede et helt liv med og fik sine børn med.

 

Fordi jeg er blevet ved med at bevæge mig og forsøge at leve sundt og lever endnu,synes jeg jo, at han døde meget tidligt

– Jeg bryder mig ikke om ensomheden, så jeg savner ham. Men han ville bare ikke passe på sin krop, som jeg altid har gjort det. Jeg holdt f.eks. op med at ryge for mange, mange år siden. Men han blev ved til den bitre ende – og endte selvfølgelig mede at dø af dårlige lunger og kræft til sidst. Fordi jeg er blevet ved med at bevæge mig og forsøge at leve sundt og lever endnu,synes jeg jo, at han døde meget tidligt. Men han blev altså 75 år.

Han døde for mere end 20 år siden.

 

På den sidste del af turen fortæller hun om sit liv på ”den forkerte side af Lyngbyvejen”. Det var her, store dele af rigmands-kommunen Gentoftes arbejderklasse boede.

 

– De synes nok, vi var den fattige del. Og det var vi sådan se også. Men det var også en slags frihed for os, at vi ikke skulle tage del af det pæne borgerskabs selvoptagethed. Snobberiet. Nu lever vi meget mere blandet. Og selv her i arbejdernes Vangede skal jeg have en hulans masse penge for mit hus, når jeg sælger det en dag.

 

”Spurven” smiler til mig med en ung piges glimt i øjet. En ung pige på 95, der får taxamanden at føle sig som men knægt. Altså lige bort set fra, at jeg ikke når ud at åbne bildøren, før hun selv er fløjet ud som fuglen, har smækket den og vimser ned at gangen til det gamle hus.

Jeg kom for sent

 

Jeg grunder igen de næste timer over den menneskelige selvopholdelse. Vi bare det her liv. Selv når vi når den alder, hvor alle statistikker siger, at vi har retten til at melde fra – så kæmper vi sgu videre som om det aldrig skulle ende.

 

Senere på dagen kører jeg med en kunde, som arbejder med pleje og smertebehandling af ”terminalt syge patienter”. Mennesker, der har en dødelig sygdom, de aldrig kan slippe af med. Hun bliver en slags ”dagens kommentar” på oplevelsen med ”spurven”. Jeg kan ikke dy mig for at dele oplevelsen med hende.

 

– Det er simpelthen en del af live at holde fast. Og den fuldt accepterede afslutning, eller ligefrem aktiv dødshjælp, – det er langt mere noget vi er tilhængere af på det principielle plan end noget vi praktiserer. I langt de fleste tilfælde holder vi fast i livet til det yderste. De fleste patienter, jeg besøger, har masser af medicin til at gøre en ende på det hele i en håndevending, hvis det nu skulle være. Men vi holdet fast. Måske er der en pointe i det.

 

Jeg er vist nærmest enig. Og så håber jeg på, at jeg selv besidder den livs-power.

 

God Morgen, Danmark

– særligt til jer der holder fast