Taxamanden blogger hver onsdag i avisen.dk

– Det skal jeg sige dig, vi har i realiteten haft en regering, der har gjort det rigtige.

Min kunde i taxien er kongeblå – men han elsker Bjarne Corydon.

Han sidder ved siden af mig i vogn 2282, og vi har en god diskussion om politik. Det er fedt at bringe det med sig fra det levende politiske i min ungdom – i 70’erne: Den gode politiske diskussion, hvor man bekender kulør. Jeg stemte radikalt sidste gang men har meldt mig ud af elitens og politologernes parti. Det fortæller jeg ham. Også om min skuffelse over socialdemokraternes manglende evne til at slå igennem i den almindelige befolkning. Dets fremtrædende politikere er uddannet på de samme universiteter som deres embedsmænd og spindoktorer. Den subjektive lyst til at forandre verden er borte. De moderne socialdemokrater ønsker nærmest manisk, at danskerne uddanner sig ud af den arbejderklasse, hvoraf partiets opstod.

Min kunde er forretningsmand og bruger de store ord

 

– Jeg er stensikker på, at finansminister Bjarne Corydon i historiens lys vil blive betragtet som en af de mest undervurderede politikere i de sidste årtier. På afstand vil man kunne se, at han gjorde det helt rigtige og det som den borgerlige regering før den nuværende ikke evnede. Det er det samme klarsyn, som daværende finansminister Knud Heinesen havde, da han i slutningen af 70’erne proklamerede at vi var på vej mod afgrunden med dårlig beskæftigelse og et gigantisk underskud på betalingsbalancen.

Måske ville Bjarne smile småtilfreds, hvis han læste det her. Problemer er bare, at finansministeren ikke kan bruge denne erhvervsmands ros til noget i det kommende valgslag. Ikke i sidste ende. For min kunde er som sagt ”kongeblå”, rundet af borgerskabet i Gentofte, Klampenborg, Hellerup

Han kommer ALDRIG til at stemme socialdemokratisk.

 

Da jeg har sat manden af, reflekterer jeg over tidens politiske relativisme. Den der med, at det hele er lige fedt – men intet er godt nok. Og jeg mindes engang, jeg blev interviewet til den amerikanske radiostation WNYC i New York. Danskerne var for første gang kåret til verdens lykkeligste folk. Og da jo nu var i radiohuset på Manhattan alligevel, måtte jeg vel kunne fortælle noget om danskerne Om vores lykke. – Og hvad det dog er for en politik, der kan få et folk til at acceptere en brandbeskatning, som i USA ville have startet en ny borgerkrig.

 

Konsensus, sagde jeg. Det er vores værktøj. Og det er vores forbandelse. I realiteten er de regeringsansvarlige partier dygtigere til at skabe kompromiser, end de er til at skabe nye visioner. Danmark er en forligs-nation. Hele vores natur er at finde den vej mellem selv de stærkeste modsætninger, der kan omsætte revolter til ”håndslaw”.

Jeg sagde også i radioen, at når det nu kan lade sig gøre…. Når vi nu er både lykkelige og et af verdens nemmeste lande at starte privat virksomhed i, når uddannelsesniveauet er højt, når vi i al gennemsnit er så rige at vi burde skamme os over vores klynkeri, – så skyldes det måske selvsamme konsensus-demokrati.

 

Jo, også taxamanden tror på forandring uden klassekamp.

Den samlede medlemsprocent i de danske partier er 3,5 pct. af vælgerbefolkningen.

Men ethvert system kan gå til grunde af blind tro på egen rigtighed. Og der er ubehagelige tegn på metaltræthed i demokratiet og i parlamentarismen. F.eks er stadig færre mennesker medlemmer af de politiske partier.

Jeg har hurtig-regnet på medlemstallene (de sidste jeg kunne få fra 2013..). Og målt ud fra de godt 4 millioner stemmeberettigede ved sidste folketingsvalg.

Hvis du forestiller dig 100 danske statsborgere over 18 år samlet i et rum, – så er færre end 4 medlemmer af et parti. Den samlede medlemsprocent i de danske partier er 3,5 pct. af vælgerbefolkningen.

 

143.000 er partimedlemmer i Danmark. Og det er vel ret pænt?

Jo, det er ca. en femtedel af medlemstallet i Ældresagen!

 

Det er selvfølghelig et abstrakt spørgsmål, hvor mange medlemmer de danske partier skal have for at demokratiet fungerer ordentligt og repræsentativt. Men da hele vores parlamentariske tradition fungerer på basis af partidannelser og opstillinger til valg via partier, må man altså konstatere, at demokratiet er såret af den ringe interesse for at være medlem af et politisk parti. Det er i realiteten blot 3,5 pct. af den samlede vælgerbefolkning, der afgør, hvem vi alle sammen kan stemme på.

 

Verden har forandret sig, siden vore forfædre vedtog den første grundlov med den sidste, grundlæggende fornyelse i 1953. I dag lever vi i individualitetens tidsalder. Vore medier er ved at indrette sig efter det. Vi vil være i direkte kontakt med Helle herself på Twitter eller venner med Lars Løkke på Facebook. Partidisciplinen er grundlæggende intakt. Men det giver street-cred., at de folkevalgte bruger de sociale medier til at provokere den kedsommelige konsensus i moderpartiet. Alle partier har disse harmoni-provokatører, der også bruges som stik-i-rend-drenge&piger, når ledelsen ønsker at sende balloner op.

 

Er jeg så allerede på vej ud af oldingens vrede mod nutiden og dens tant og fjas og manglende, politiske tænder.

 

Nej!

Måske skulle vi netop acceptere individualitetens tidsalder frem for at bekrige den.

Måske skulle vi vende tilbage til nogle af de mere urolige og larmende dele af den politiske virkelighed i 70’erne. En uro som dog havde den fordel, at den mobiliserede mennesker for og imod EF (EU), for og imod Vietnamkrigen og militarisme, for og imod atomkraft, for og imod indkomstskat. For og imod hele efterkrigstidens pæne og kedsommelige parcelhus-materialisme.

 

Og de konservative? Sidst jeg hørte formanden sige noget, påstod han, at de var på vej mod højre.

Efter kommunismens sammenbrud og det frie, liberale, borgerlige samfunds overvældende sejr, kan vi ikke længere bruge de klassiske modsætninger på fløjene. Venstrefolkene er blevet konservative, Højskolepartiet De Radikale er blevet et akademisk elite-parti, socialdemokraterne er blevet et middelstandsparti, SF prøver sig frem mellem røde drømme og økologisk humanisme, Liberal Alliance drømmer om at virkeliggøre noget af det, som venstremanden Anders Fogh skrev i sin bog om minimalstaten men kun turde fabulere over, fordi han ville være statsminister. Dansk Folkeparti er en succesfuld blanding af socialdemokratisme og national-konservatisme. Og de konservative? Sidst jeg hørte formanden sige noget, påstod han, at de var på vej mod højre.

Måske er de på vej – ud til højre?

 

Jeg mener seriøst, at de folketingets partier burde tage individualismen til sig og gøre det muligt og legitimt med fraktioner i det enkelte parti. For at gøre det konkret:

Hvis jeg er tvunget til at gå ind for socialdemokraternes statskundskabte virkelighed, der i den forløbne periode bl.a. tog røven på den samlede skolelærerstand og titusindvis af partiets kernevælgere – kommer jeg ikke til at stemme A ved næste valg.

Never.

Men hvis partiet kunne stille op med kandidater, som afspejler det almindeligt, arbejdende folk fra alle klasser og som var villige til at gå i kødet på den kliniske, værdi-rensede partilinje, gå i dialog med andre partimiljøer for at skabe en anstændig dagpengereform, være en del af kulturen uden for Christiansborg, gå i kødet på overvågningssamfundet, som er et resultat af den socialdemokratiske statsforelskelse – og vende tilbage til arbejdslivet udenfor borgen, før trætheden og den politiske trivialitet melder sig….

… så kan jeg ikke forestille mig andet end at stemme socialdemokratisk ved næste valg.

 

Og jeg er ikke alene om dette behov for at se på virkeligheden udenfor spindoktorernes syntetiske univers af det ægte socialdemokratiske, det ægte liberale, det ægte konservative eller – måske værst af alt – det ægte danske. Det kan jeg høre taxiens politiske skriftestol

Venstre har behov for fraktioner, der kan minde partiet om de folkelige bevægelser, der er en del af det liberale DNA. Det er langt mere grundlæggende end den rituelle snak om skattestop.

Partier som de konservative og SF skal helt ned i eksistensgrundlaget for at finde deres raison d’être.

Liberal alliance må have brydningerne mellem darwinisterne og de ultra-konservative på den ene side og de frisinds-liberale i den anden del af skalaen.

Enhedslisten skal have sine kampe mellem de autonome kræfter i partiet og de mere demokratiske socialister – hvis de overhovedet skal have noget som helst ud af den kommende fremgang.

Og Dansk Folkeparti – der hvor menige medlemmer og folketingsmedlemmer er banket på plads af landets dygtigste partiapparat? Hele denne største partisucces i de sidste to årtier kan tabes på gulvet, hvis det alene er vreden mod indvandring og farlige, fremmede kulturer, der udgør parti-indholdet. Lige om lidt skal DF lægge stemmer til nedskæringer i den offentlige sektor, når valget er overstået Den pris kommer Thulesen Dahl næppe uden om

 

Alle partier har brug for en skarpere, indre debat. Så slip fraktionerne