I det hele taget, har han nok altid følt sig som et frit menneske og gjort hvad han kunne for at handle efter det.

Håret stritter lidt og man kan godt se, at han lige er blevet hevet ud af sengen. Det skulle have været en fridag i dag. Bare ligge og vente med at stå op til der kunne indgås en passende aftale mellem kroppen og den almindelige samvittighed. Men så ringede de fra burgerkæden på en af byens travleste steder, og der skulle bruges ekstra, akut arbejdskraft.

Han er sådan en slags løsarbejder for tiden, og det passer han glimrende. For gymnasiet sluttede for nogle måneder siden, og han er slet ikke der, hvor han er klar til de skolemæssige bindinger. I det hele taget, har han nok altid følt sig som et frit menneske og gjort hvad han kunne for at handle efter det.

Siddende glad og ung på bagsædet af Merceren med strithåret og trætheden i ansigtet, ligner han nu ikke det afkom af den højere middelstand og forretningslivet, som mennesker i denne nye, københavnske bydel plejer at være. Det er en bydel helt nede i det gamle havnekvarter, hvor der for blot få år siden ville have været lagre og forladte pakhuse med knuste ruder, rustent stål og brudt beton. Det var nok snarere her, jeg havde kunne placere ham. For det hænder, at jeg kører unge fra nogle af storbyens stammer – ofte ”kunstnertyper” – ud til deres atelierer og måske også ikke-officielle boliger i de gamle havne og fabriksområder, som endnu er tilbage.

Men de få steder, de findes.

Lige her slog nybyg-mestrene til for en halv snes år siden. Det golde, pittoreske kvarter med siloer, rødstenede haller fra den tid, hvor der virkeligt fandtes industri, blev erstattet af den hvide ny-funktionalisme, som præger ”nullerne”. Ikke noget dillerdaller. Mern heller ikke 70’ernes eller 80’nes ”brutalisme”. Store, hvidmalede mure, højhuse med store altaner og store vinduesflader. Parkeringspladser udenfor, der også vidner om, at det er den velpolstrede middelstand, der bor her.

Og på den anden side af de nye boligblokke – den egentlige, nye havnefront. Her er virkeligt tale om at udnytte havnen og havet. Den direkte forurening af industrien er for længst sluttet her, for virksomhederne er skåret ud af byens profil. Nu er der smukke lejligheder i den dyre prisklasse. Nogle med direkte udgang fra køkkenet – til vandet. Noget frugt og grovkornet til morgenmad – og så lige et hop direkte ned i Vorherres eget svømmebassin – havnet.

Sådan er forestillingen om det gode liv lige nu.

 

Men gutten på bagsædet ligner stadig en ung mand, der insisterer på at være storby-puma, selv om betingelserne kan være svære at finde. I hvert fald indtil han er blevet gammel og velstillet nok til at søge helt ind i byen.

Vi har tid til at snakke på turen ud til den hidsige burgerbar i den helt anden ende af byen.

Og jeg har ret. Det her er en slags mellemstation for ham. Men den har altså være der i mere end 3 år og bofællesskabet – ikke bare kvarteret – er da også lidt usædvanligt for fyr, der endnu ikke er fyldt 20.

 

Men mine omgivelser i familie, mellem vennerne og på skolen kunne hele tiden se og høre på mig, at her hørte jeg ikke til. Aldrig i livet

– Jeg lever og ånder for byen. Og jeg er stadig på vej og har været det, siden jeg var knægt. Min mor er nok sådan lidt af en hippietype. Hun var alene med mig herinde. Men da jeg var en syv-otte år, fandt hun en ny kæreste langt, langt ude på landet på Sydsjælland. Det var jo ok for os, og der gik heller ikke så lang tid, før jeg fik nogle små søskende og vi levede egentlig godt som en almindelig familie. Problemer var blot, at jeg slet, slet ikke kunne falde til på landet. Det var bare ikke mig. Og det blev et princip for mig ikke at høre til derude på Bøh-landet. Jeg tillagde mig et andet udseende. Jeg hørte en anden musik og jeg gjorde mig umage for ikke sat tillægge mig deres sprog. Det var ikke så aggressivt, som det lyder lige nu. Men mine omgivelser i familie, mellem vennerne og på skolen kunne hele tiden se og høre på mig, at her hørte jeg ikke til. Aldrig i livet.

Det blev nok til sidst en del af min stil.

Når der var tid til det, tog jeg ind til min familie i København.

 

– Befrielsen kom, siger min kunde – den unge mand med strithårret med en overbevisning, der har siddet i ham i lang, lang tid – da jeg skulle i gymnasiet. Så gik den bare ikke længere. Nu VILLE jeg til København.

 

Og det kom han så med morens forståelse – og bedsteforældrenes.

Det var bedsteforældrene, der blev hans redning.

 

Og her slog de sig så ned, nybyggerne – bedsteforældre og barnebarn.

Hans morfar og mormor er heller ikke nogle af de der normaltilpassede. Så hvis knægten ville gå i gymnasiet derinde på det mest ”down-townede” gymnasium hovedstaden, så skulle han da være velkommen hos dem. Selv havde de forladt villakvarteret til fordel for den tjekkede modernitet i det nye boligkvarter på havnefronten. Og her slog de sig så ned, nybyggerne – bedsteforældre og barnebarn.

 

I realiteten den egentlige begyndelse på både hans ungdomsliv og deres pensionistliv. Hvis altså det ikke lige var fordi, at ”de gamle” endnu ikke har slået sig på lediggangen, selv om de begge er på vej til de 70. Morfar sælger forsat specialprodukter til den grafiske industri. – Og mormor har slået sig på forskelligt salg på internettet. Det er lidt nyt for hende. Men andre dele af familien er langt inde i net-salg, så hun har den bedste helpdesk inden for rækkevidde.

 

Helt ung gymnasielev og en dagligdag sammen med bedsteforældre, der stadig har travlt.

Jeg kan ikke nære for gammelfar Taxamands forudsigelige spørgsmål:

 

– Altså. Hvordan skal jeg sige det? Hvordan kom du igennem gymnasietiden uden din mors holden øje og med et par ældre mennesker til at tage vare på dig?

 

– Tage vare på? Ved du hvad – jeg har jo fået det man kalder en ret fri opdragelse, og det har jeg været rigtig glad for. Det var nok også derfor, jeg aldrig rigtig passede ind derude på landet. Og derfor jeg altid savnede København og drømmen om storbyen. Grundlaget har altid været, at jeg har ansvaret for mig eget liv – og det har passet mig. Sådan har mine bedsteforældre også set på det. I hvert fald har jeg oplevet det sådan – og så HAR de jo været der hele tiden. Og her efter studentereksamen sidste sommer bor jeg jo stadig hos dem og har det godt. Det er ikke så bedsteforældre-agtigt, så det gør noget.

Han griner til mig i bakspejlet.

– Men jeg er altså på vej helt ind i storbyen. Lige nu arbejder jeg og er begyndt og pejle mig ind på, hvad jeg egentlig skal uddanne mig til. Men jeg bestemmer selv tempoet. Jeg skal være sikker på, at lysten er der, for så ved jeg, at jeg kan gennemføre, det jeg vil.

 

Vi er fremme ved fastfood-restauranten – og jo, der er personale-panik. Alt for lidt personale i dag. Alt for mange kunder. Man mærker det helt ind i taxien, da en af restaurantens managers derinde bag glasruderne overdrager en taxibon til den unge mand. Manageren er blank af sved. Afløseren, jeg kom med er – cool. Han slentrer stille og roligt tilbage til Taxamanden i vogn 2282. De kan sgu bare slappe af, nu hvor de selv ringede og vækkede ham.

 

Han stikker mig bonen og ryster så svagt på hovedet, at kun han og jeg kan se det.

 

God morgen, Danmark

– især til de frie mennesker.