Det vælter ned med regn over forstaden, og jeg kører rundt foran byggemarkedet for at finde en kunde, der kan nå at blive totalt gennemvædet på de fem minutter det tager mig fra køreordrens bippen på computeren til jeg er fremme. Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter – bortset fra, at jeg kan se på bestillingen, at der er tale om en kvinde.

Det kan være en stresset mor med utålmodige unger.

Det kan være en ung, nybagt student, som bare tager turen rundt i byen for at blive set på den store dag.

Det er det så ikke. Hun er en ældre, gangbesværet kvinde med en stor mørk frakke.

En god ting kan man dog sige om denne arktiske juni forsommer: Folk har ikke fået pakket vintertøjet ned endnu – for der er fortsat brug for det. Hun har fået øje på den sølvgrå Mercer med det grønne logo men har rigeligt at gøre med at få de smertende ben til at bevæge sig fremad. Hun har stor hjælp til både støtte og fremdrift med de to, lange vandrestave i aluminium.

Der er trafikkaos i regnvejret. Jeg parkerer lige foran varehuset – lidt uheldigt for den øvrige trafik. En forstadskvinde i en mørk Audi bruger hornet. Jeg vender mig om. Jeg gider ikke engang tale med hende, så hun kører fornærmet udenom taxien med hovedrysten.

Den gamle dame falder ned i lædersædet og sukker dybt flere gange af smerte, når ben og led gør ondt og skal bøjes for at komme ind på på forsædet.Da hun er inde i vognen i den sjaskvåde vinterfrakke og jeg sidder der halvgennemblødt efter bare et par minutter i regnen, der tager til, vender jeg mig mod hende og prøver at smile. Mern det har ingen effekt.

 

– Det er bare ikke min dag i dag, siger hun og sukker igen. Mine ben gør pokkers ondt. Og selv om jeg har mine stokke, går det for langsomt, synes jeg. Og så har jeg været hos lægen med øjnene og nu skal jeg melde mig på Glostrup Hospital. Der er et eller andet i det ene øje. Og jeg er sgu ikke rigtigt tryg ved det hele.

 

Hun er klar og skarp som en gammeldags barberkniv – hjernen er fuldstændig intakt og i funktion. Har boet i et af områdets kendte karré-bebyggelser, som jeg mener er nogle årtier siden. – Hun korrigerer mig præcist:

 

– Nej det blev byget for 65 år siden. Og på nær et par år, har jeg levet der og opdraget mine fire børn der. For mange er det bare X-Parken. Sådan er det ikke for mig. Jeg synes, det er det skønneste sted. Vi boede i stuen og havde nærmest vores egen have udenfor.

Fruen fortæller mig, at hun er 86 år. Men det er ikke i dag, jeg serverer en eller anden smigrende bemærkning som ”det-kan-man-da-ikke-se-frue”. Jeg KAN ikke se det. Men i dag og for tiden er livet ikke længere det sjoveste. Ikke nogen klynk som ”jeg kan ikke mere” eller ”det er ikke sjovt at blive gammel”, som jeg har hørt fra de gamle af og til. I dag er det det uudtalte

Det bedste jeg kan gøre i da er at lytte – at lade historien stå for sig selv.

Svaghed er ikke min styrke.

– Jeg er ved at få ordnet en masse ting, for jeg er en gammel kone og de sidste år har været hårde. Der er selvfølgelig det der med benene, selvom det jo hører alderen til. Jeg er bare ikke god til at leve med det. Svaghed er ikke min styrke.

 

Jeg smiler af ordspillet, men for hende er det bare et ærligt udsagn i en tid, der har ramt hende hårtdt. For et par år siden døde hendes mand af tarmkræft. Det var en barsk omgang, hvor han blev svagere og svagere. Til sidst kunne han ikke meget andet end at sidde op og så køre os frem og tilbage fra sommerhuset. For det gav deres økonomi plads til, når de nu ikke røg på alt det der med parcelhus eller villa. Et sommerhus i Nordsjælland, som de brugte flittigt gennem alle årene. Da de var yngre og børnene var små. Da de blev ældre og var der mere alene.

 

– Da min mand døde kikkede jeg på det og tænkte: Hvad nu? Men jeg gad det ikke længere og mine børn havde deres at tage sig selv. Det skulle bare sælges – og det fik jeg gjort. Jeg fik faktisk gode penge for det.

Han blev virkeligt syg allerede dagen efter. Og fredag i den samme uge døde han.

Så kom det næste slag;

– Jeg mistede jeg min søn på ganske få dage. Og det er jo svært at miste sine børn – også selv om knægten var 61. Det gik vanvittigt hurtigt. Han fik det skidt over et stykke tid, og de blev ved med at undersøge hans hoved. Men en tirsdag, hvor han virkeligt var meget skidt, fik han dødsdommen hos sin læge. Ikke noget med hovedet. Han havde fået lungekræft. Han blev virkeligt syg allerede dagen efter. Og fredag i den samme uge døde han.

Der bliver stille – og hvad siger man, når det sidste dødsfald ikke er mere en år gammelt?

Jeg kan ikke finde på andet – end:

 

– Det er jeg virkeligt ked af at høre, frue.

 

Jeg kører forsigtigt, mens jeg vender mig mod hende, så hun kan se, jeg mener det. Jeg ER sgu ked af, at høre, at denne skarpe kvinde, skal rammes så massivt. Men lige nu kan jeg ikke finde på andet end denne banalitet – at jeg er ked af det.

Hun kommer mig i forkøbet.

 

På den sidste del af turen, er det tavsheden, som r

– Ved du hvad, taxamand, jeg siger bare hele tiden til mig selv, at han blev skånet for megen smerte. Og så glæder jeg mig så meget over, at hans datter, mit barnebarn, bærer mit første oldebarn.

Vi smiler begge af det solstrejf i en af de dage i min kundes liv, hvor dagen er grå .

På den sidste del af turen, er det tavsheden, som råder. Hun orker ikke at fortælle mere og dirigerer mig som en menneskelig GPS frem til lejligheden, hvor hun bygede sin familie op. “Til højre her”. “Til venstre”. “Du kan køre ind på pladsen forbi købmanden”.

Nu bor hun her alene.

Jeg springer rundt om bilen, da vi er fremme. Vil give hende en arm –

 

– Jeg klarer den selv, siger hun med de vemodige øjne, mens jeg giver hende vandrestavene. Vi smiler en smule. Men det blev hendes sidste ord til mig i den vådeste dag i juni.

– Jeg klarer den selv.

 

Hun vender sig ikke om, men jeg føler hendes besværede tur ind over gangstien i den store plæne.

Hun forsvinder bag et stort, hvidt plankeværk.

 

God morgen, Danmark.

Også til jer, der venter på slutningen