”Så ka’ de lære det, ka’ de…”.

Det er – hånden på stemmesedlen – svært at få hævntørsten ud af blodet efter valget.

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at udholde det centrum-venstre, som jeg selv tilhører, – i dagene efter valget. I læsebreve, blogindlæg og ikke mindst på Facebook blev der godt nok hulket igennem. Hvordan kunne det ske? Hvad er det dog for en nation vi tilhører.

Hvad der er sket?

Det er såmænd bare det danske folk, der har indsat de mennesker og de partier der skal repræsentere os i det danske parlament i de næste maximalt 4 år.

 

Langsomt udkrystalliserer det sig, at centrum-venstre har et alvorligt problem med det folk, de alle er så omsorgsfulde overfor. Den omsorgsomklamrende venstrefløj tager i høj grad vare på nogle mennesker med nogle levevilkår, de – venstrefløjen – ikke selv deler. Det er de samvittighedsfulde Djøf’ere, der har magten i rød blok. Og folket fortoner sig som en kliché – nogle fattigdomstruede dagpengemodtagere af anden etnisk herkomst. Vi lever ikke med dem. Vi har for længst forladt deres usle levevilkår. – Det var vores forældre, der var arbejdere. Selv tog vi statskundskabsvejen ud af de underprivilegeredes rækker.

Og udenfor stod så folket og drømte om Stauning eller Anker Jørgensen, mens de kunne konstatere, at deres vante, røde kandidater ikke kender til ”det almindelige liv”

Jeg er groft, generaliserende, det ved jeg godt. Men for det første kan jeg konstatere, at der skulle et social-nationalistisk folkeparti til for at øge kvoten af ikke akademikere og ufaglærte i Folketinget. For det andet generaliserer jeg over den fløj, jeg selv støttede ved valget.

Jeg stemte socialdemokratisk! Jeg er medskyldig.

 

Jeg må indrømme, at der i høj grad var tale om fravalg og en overbærenhed over for flere katastrofer i regeringsperioden; Det groveste overenskomstindgreb i mands minde (lærerkonflikten), salget af DONG til Goldman Sachs – og sluttelig et knæfald for fremmedangsten i valgkampens slutspurt. DF sætter dagsordenen før og i valkampen. S følger efter og bekræfter, at DF har ret.

Så er det jo heller ikke værre. Fortiden melder sig.

Verdenshistorien er fuld af reaktionære tilbageslag, hvor folket dirrer af angst over for de nye tider. Så derfor rykker vi sammen om det, vi kender.

 

Spindoktoriet og hele den iscenesatte parlamentarisme er det største taber-signal i denne valgkamp. Eksemplerne overskrider midten i dansk politik og har metastaser langt ind i kommunikations og medieverdenen. Spin’ere og journalister er båret af den samme ”klasseløshed”, som karakteriserer politikerne. Spindoktorerne har et indkomstniveau på niveau med ministrene. De fremtrædende journalister tjener ofte langt mere end akademikere med en længere uddannelse. Og når dagen er slut, vender de hjem til middelstands ghettoerne i byerne – downtown eller i de velbjergede forstæder.

Der er ikke mange af dem i København Nordvest, i Voldsmose – eller i Horbelev.

 

Her er en lille buket af de mest eklatante fiaskoer:

 

 … og så iværksætter man en kampagne, som angiveligt handler om at få stemmer via formandens ego og hans tillidsfulde ydre.

De radikale har om nogle ført sig frem som statskundskabens model-parti. Væk er det grundtvigske, friskoletankerne, – døde som husmandsbevægelsen og det anstrøg af ”den lille mands dannelse”, som fik radikalisterne til at bryde ud af det konventionelle Venstre i begyndelsen af 1900-tallet. I stedet kæmpede partiet og formand Østergård i en kampagne med MIN holdning, MIN ambition. Nogle kommunikationsfolk og reklamefolk havde set, at Østergård manglede profil i forhold til Vestager – og så iværksætter man en kampagne, som angiveligt handler om at få stemmer via formandens ego og hans tillidsfulde ydre.

Valresultatet taler sig eget sprog.

De moderne gik til Alternativet, de nyliberale til LA – og så var den radikale ged barberet helt ind til det blege maveskind.

 

 …betryggende, at folket gennemskuer reklametiltag, der alene tjener det formål at tage røven på det

De konservative har brugt spin og kommunikationsrådgivere i mange, mange år. – Men samtidig svæver der en ond, selvdestruktiv ånd over partiet. Den iscenesætter Pape som den nye, moderne konservative formand – og et udfordrende frisind, som viser, at formanden for Danmarks ældste parti siden enevælden sagtens kan være homoseksuel. Selvfølgelig. Og derefter og i sidste øjeblik sætter de konservative så med selvsamme Pape som frontfigur – ind med en højredrejning mod forbrydere, skatteopkrævere og nazi-islamister. Den aggressive kampagne stod underligt forkert i forhold til partiformandens milde ansigt. Med samme succes som Dens Danske Banks brand-kampagne, der sidestillede banken med en slags frihedsbevægelse.

Det er egentlig betryggende, at folket gennemskuer reklametiltag, der alene tjener det formål at tage røven på det.

drak boblevand med vennerne, pissede på partiet – og blev ikke valgt ind.

Og midt i det hele profilerer partiet sig på folketingsvalgets største, franske klovn: Mads Holger. Han arrangerede natklub events – så har man fat på ungdommen! Han har skrevet et par totalt nedsablede bøger – hokus pokus, så er han en kulturpersonlighed. Han har lavet et jævnt radioprogram på en af taleradioerne. Bingo – så er han debattør. Han har – vist nok – en afsluttet Bachelor-eksamen. Hokus Pokus, – nu har de konservative en profileret teolog at byde på.

Han fremtrådte på valgplakaterne som en klon mellem en dressman og Jesus Kristus, drak boblevand med vennerne, pissede på partiet – og blev ikke valgt ind.

 

Markedsføringsfolk, spindoktorer, analytikere, kommunikationsfolk?

Var det dem, der skaffede Venstre det dårligste valg i 25 år?

Var det dem, der for fire år siden kørte SF og S ind på banen, ikke havde kalkuleret med de radikale – for så at tabe valget, da frugterne af en fornuftig politik skulle høstes fire år efter?

Var det dem der fik Helle Thorning til at love guld og grønne skove ved valget forrige gang – for derved at pådrage hende stemplet som politisk løftebryder, da hun ikke havde mandater til a gennemføre valløfterne.

Var det dem der omvendt fik Lars Løkke til at trække partiet – Danmarks Liberale parti – helt ud på højrefløjen i udlændingepolitikken for derefter at få konkurrenten DF til at fremstå som den ægte vare?. For slet ikke at tale om svækkelsen af venstres EU-profil, der har været partiets mærkesag siden indtrædelsen i 1973?

 

Hvis politik var en skole, – var de dumpet. Var det en virksomhed, var de blevet fyret.

Og dybest set: Hvordan kunne de dog overlade den politiske succes, det almindelige sprog og de almindelige vælgere til Dansk Folkeparti, mens de selv levede videre på deres fælles ånd fra statskundskabsstudiet?

 

Men det der bekymrer mig mest, blev illustreret af gårsdagens sene taxitur med tre unge mænd fra det kreative og moderne Nørrebro. En billedkunstner, en studerende og en arbejdsløs. Tre venner, som også havde deres mening om valget:

 

– Måske handler det ikke bare om nogle fejltagelser. Måske er demokratiet ved at være udtrådt. Det er bare ikke sådan, vi skal organisere det i fremtiden.

 

Det er givetvis vores egen skyld, når vi lader iscenesættelsen tage over i politik og vælgerne ikke længere kan se sammenhængen mellem deres eget liv og det politikerne taler om.

Men det smerter den gamle, at demokratiet skal tages med i faldet.