Fra taxamandens klumme i Ekstrabladet EKSTRA

 

Den kommer, skæbnen, som smedehammeren på en ambolt.

Vi ved det, men det er nok en del af vores overlevelse, at vi ikke går og tænker over det hele tiden. Også jeg, taxamanden, ville være angst-neurotiker, hvis jeg skulle tænke over livsfaren ved at leve. Og så skal du tænke på, at jeg hele tiden mindes om farerne, fordi en del af mine kunder er på vej til og fra diverse hospitaler i regionen. Alle taxifolk kender den rolle som syge-sjælesorger. Når vi kører med de pårørende, der har været ude for at sige farvel. Når vi henter og bringer fra dialysebehandling eller kemoterapi.

Jeg henter ham en tidlig formiddag ved en operations-opgang på hospitalet og kan lige så godt så til stålet på den ordentlige måde

Jeg kan godt se på ham, at livet ryster ham lige nu. Han er lidt grå i huden, han er tynd og der er angst i øjnene. – Hvordan kan du se det med angsten, har mange spurgt mig? Jeg er hold op med at svare.

Det er ikke auralæsning, mystik eller gudbenådede evner eller et udtryk for særligt gode, menneskelige egenskaber. Sådan er det bare!

Min kunde denne morgen skal ud på en lang tur nordpå – en halv time til 3 kvarter. Han er først i 50’erne, har ikke middelstandens forfængelighed i hårmode eller påklædning. Han er bare et almindeligt menneske. Sætter sig ind på forsædet – han har ingen grund til at søge ensomheden på anden række. Jeg henter ham en tidlig formiddag ved en operations-opgang på hospitalet og kan lige så godt så til stålet på den ordentlige måde

– Har du det OK? Taxamandens uendeligt banale spørgsmål, der dog altid måler vanddybden i frygten eller sorgen. Så kan kunden selv bestemme, hvor meget vi skal gå i dybden. Men af erfaring ved jeg, at i ni ud af ti tilfælde, vil han eller hun gerne have realiteterne på bordet.

Han vil gerne snakke:

– jeg kan love dig for, at mit liv har været en rutsjebanetur op og ned de sidste dage. For bare 14 dage siden var jeg cowboy i det bedste job, jeg kan tænke mig. Buschauffør med egen rute, fast job, gode kolleger og en hæderlig pension, når den tid er inde. Lidt ondt i ryggen, – og det er jo ikke noget nyt for chauffører. Men over nogle dage blev det der med ryggen pludselig værre og værre og smerten bredte sig ned i underlivet. I løbet af de næste dage var det ubærligt, og jeg henvendte mig akut på hospitalet. De tog mig med det samme, fik mig henvist til en scanning – og så faldt domme.

 

Han tier stille et øjeblik og kigger ud af sideruden på egen side, så jeg ikke kan se hans ansigt. Mit job som taxichauffør har lært mig at lade stilheden råde. Det er totalt mod min natur. Men det er blevet en nødvendig høflighedsgerning – som at række hånden ud til et menneske, man hilser på. Hans adamæble går op og ned. Han fatter sig. Han taler igen:

 

Svulsten blev fjernet og der blev sat   nogle stålplader ind for at støtte ryggen

– Jeg havde et brud på en ryghvirvel. Årsagen er en tumor – en kræftknude, som måske har siddet der meget, meget længe. Jeg kunne slet ikke bære det. De sagde, at det var meget godt, at jeg var mødt op. Var der gået bare lidt længere tid, kunnet ryggen simpelthen være brækket helt og jeg ville være lammet.

Så overlod jeg mit liv til dem. Operation – nærmest med det samme. Svulsten blev fjernet og der blev sat   nogle stålplader ind for at støtte ryggen.

 

Min kunde tager endnu en pause og spørgsmål fra mig ville være totalt upassende.

 

– På en måde er mit liv lige nu lammet som en arm efter et hårdt slag. Jeg kan ikke mærke den store smerte, men jeg venter på, at den begynder lige om lidt. Altså ikke bare i ryggen, for den gør heldigvis ond, så jeg kan mærke den. Men den store smerte? Jeg mærkede den i dag, hvor vi dels skulle snakke efterbehandling og så deres information om, at der sidder en knude længere nede – i mellemgulvet. Endnu en operation.

Stråler?

Kemo?

 

– Nej, nej, nej sagde hun, det er bare nu, der skal kæmpes

– Jeg blev iskold, og så sagde jeg til lægen: Er det nu jeg skal dø? Hvor mange dage har jeg igen. – Nej, nej, nej sagde hun, det er bare nu, der skal kæmpes. Da jeg fortalte min gamle mor det hele i går, var det mig der græd mest. Jeg har sgu aldrig grædt så meget som voksen mand. Det forsatte om natten i min egen seng. Græd som et barn. På en måde var jeg skide flov, men det kunne bare ikke være anderledes. Og så prøver jeg at finde vejen som lægen sagde: Det er nu der skal kæmpes. Målet er helt klart. Jeg vil tilbage til bussen og kollegerne. Det er der mit liv ligger.

 

God dag, Danmark

– god kamp!