Dagens indlæg bringes også som blogindlæg i avisen.dk

 

Vi blev berømte som verdens lykkeligste folk.

I den seneste tid har jeg tænkt på, om vi også er et af de mest uforskammede?

Det var en kunde, født i USA, som gav mig eftertanken. Og så de sidste ugers Facebook-debat i slipvinden af flygtningekrisen. Min amerikanske kunde, som har arbejdet i nogle år for en stor, international, dansk virksomhed, er høflig her på den tidlige tur mod lufthavnen.

– Jeg ved godt, det er svært at tale høflighed og debatkultur på tværs af kulturer. Som amerikaner er det svært at belære jer danskere om, hvordan I skal opføre jer. Ouverturen til den amerikanske valgkamp taler allerede sit eget sprog. Og i journalistikken og i underholdningsindustrien derovre går vi til stålet.

– Nej det er som iagttager af Danmark og danskerne, at jeg ser helt nye sider af jeres land. siger min kunde. Jeg taler ikke godt dansk, men jeg er jo med på de sociale medier – ikke mindst på Facebook. Og her er der godt nok lang afstand mellem harmonien i jeres land – og så tonen i debatten. Der er som om jeres frygt og vrede er meget større, end man oplever ved bare at bo her. Jeg kan jo ikke lade være med at synes, at det her land er noget at det tryggeste, sikreste og mest solidariske, jeg har mødt. I diskuterer selvfølgelig politik som i den øvrige dele af verden. Sjovt nok uden de helt store forskelle, når det kommer til de indre linjer. Socialisterne er er totalt demokratiske og kun meget få ønsker, at staten skal eje virksomheder. Liberalisterne – end ikke de helt nye – ønsker ikke reelt at afmontere det trygge velfærdssamfund. De konservative er langt fra skattenægtere. Og selv jeres nationalister er socialdemokrater i socialpolitikken. I udenrigspolitikken herunder flygtningepolitikken er der selvfølgelig forskelle – men jo ikke de samme som i Ungarn, i England eller Frankrig. Så jeg tænker på – eller jeg spørger: Hvorfor al den vrede i ordene, når der ikke er de største forskelle i indholdet?

Jeg kan ikke svare kunden. Og jeg ved heller ikke, om jeg er helt enig i det med de manglende forskelle. Men det er sådan, han ser det.

Den HAR været hård på Facebook, mens flygtninge vandrer nordpå. Flere af mine venner på verdens største, sociale platform har valgt at lade deres vendelister gennemgå en slags ”fransk vask og strygning”. Nogle af dem er kendt fra medierne både på den ene og den anden side af mikrofonen og har valgt at være åbne i deres tilgang af FB-venner. De gennemgår deres lister nu og luger ud.

 

Enkelte er selv berørt både socialt, værdimæssigt og personligt, fordi deres slægtninge eller ligefrem de selv er migranter eller flygtninge fra de sidste 50 års konflikter i Mellemøsten, Afrika, på Balkan, i det kollapsede Østeuropa eller Sydamerika. Indimellem bobler deres sider af deciderede racistiske bemærkninger. Nogle af dem har noget i klemme i deres eget bagland, fordi de også er kritiske over for deres hjemlandes kultur og religion. Jeg tror nogle føler sig decideret truede. Men den største tsunami er måske det brede, tunge, utrættelige angreb for ikke at være patrioter – for ikke at være taknemmelige for den modtagelse, de selv fik en gang. For at tage ressourcer fra de fattige danskere, der trænger til dem, der kommer myldrende ind. For i virkeligheden ikke at ville være ”rigtige” danskere. Fort at være sådan en slags 5. kolonne borgere, der bare venter på at vise deres rigtige ansigt, når muslimerne på et tidspunkt viser deres reelle hensigt og gør Danmark til en sharia-stat.

Og de gamle partier flytter sig derhen, hvor piben spiller

Langt ind i folketinget – anført af DF, har ordet fædrelandet – fået en helt ny renæssance. Det bruges, så det ligner retorikken i 30’erne.  De, der er med os, passer på fædrelandet. De, der er uenige, er i realiteten landsforrædere.

Og de gamle partier flytter sig derhen, hvor piben spiller.

Socialdemokraterne hører ogt ser man nærmest ikke noget til i denne sag!

Det store, europæiske Venstre, (billedet af Uffe med blå strømper med gule stjerner) – er i mandater og vision skrumpet til bekymrede husmænd, der søger at sælge det umulige budskab, at problemet skal løses internationalt – men at Danmark selv skal bestemme.

 

Man kan høre folkestyret knage som et gammelt sejlskib i hårdt vejr

Og midt i dette kaos af mangel på beslutningskraft, foretager regeringen nærmest en rituel slagtning af udenrigspolitikken:  Den skal nemlig i sine problemstillinger udarbejdes af en ambassadør – en embedsmand.

 

– Med al respekt for politikere, sagde Venstre udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen i radioavisen. Vi skal have folk ind, som arbejder tæt på virkeligheden til dagligt.

 

Politikerne synes ikke selv de er tæt nok på virkeligheden til at kunne lave politik! Man kan høre folkestyret knage som et gammelt sejlskib i hårdt vejr og imens få aggressionerne frit løb i medierne – især på Facebook.

 

Vi trænger måske bare til den at få genoptrænet den ganske almindelige gode opførsel. Få konverteret mindreværdet til ydmyghed og storhedsvanviddet til selvbevidsthed.

Jeg støtter fuldt ud mine profilerede facebook-venners hovedrengøring i deres vennelister. De går forud med gode eksempler, som bør følges af alle seriøse brugere af dette gigantiske, sociale medium. Og jeg opfordrer alle debattører til at bruge begge dele af hjernen, når de går i kødet på emner og modstandere. Lytte til modstandere. Skrue ned for motivfortolkning. – Og så rense helt ud i skældsord og fordømmelser. E

 

I virkeligheden handler det vel om at leve op til den civilisation, som selvsamme, hårde debattører opfatter sig som korsriddere for.